Philip Davali/Ritzau Scanpix
“’Mennesker har glemt den her sandhed,’ sagde ræven. ‘Men du må ikke glemme det. Du bliver ansvarlig, for evigt, for hvad du har tæmmet. Du er ansvarlig for din rose…’
‘Jeg er ansvarlig for min rose,’ gentog den lille prins, så han ville være sikker på at huske det.“
I Antoine de Saint-Exupérys børnebogsklassiker Den lille prins møder, ja, den lille prins, en ræv, han gerne vil lege med. Den går dog ikke, forklarer ræven. Hvis prinsen vil have ræven som ven, må han først tæmme den. Hvordan gør man det – og hvad vil det sige at tæmme, spørger prinsen. Jo, at tæmme er at oprette en forbindelse, viser det sig. Og det gøres bedst med tålmodighed: Langsomt må man nærme sig dyret, sætte sig tættere på det dag for dag, så det til sidst vænner sig til tanken…
I kongeriget Danmark savner statsministeren tilsyneladende også en ven. Irriterende nok har det dog vist sig, at medierne ikke er de bedste legekammerater. De utæmmede journalister stiller så mange spørgsmål, bider sig ofte fast hvor det gør allermest ondt. Så hvordan opretter man en forbindelse til vælgerne uden at skulle gå igennem det tornede mediebuskads? Man nærmer sig ad omveje, udnytter alternative kanaler, der til forveksling ligner dialogbaserede platforme, men i virkeligheden er perfekte til ufarlig envejskommunikation. Er man rigtig snedig, kan man sågar starte en podcast, hvor man eksempelvis inviterer Informations chefredaktør ind som gæst, så det rigtigt ligner den ægte vare – og så ingen længere kan holde hoved og hale i (magt)relationerne.
Nej, nok orker Mette Frederiksen (S) ikke rigtigt det danske mediecirkus, men i podcasten Statsministeren Spørger vil hun altså mægtig gerne lege domptør. Som det ultimative bevis på, at alle åbenbart går rundt med en lille podcaster i maven, har Danmarks statsminister simpelthen fundet tid til at fatte mikrofonen og selv stille de ukritiske, blødgørende spørgsmål. Som Frederiksen forklarer, er det nemlig blevet “tid til en ærlig snak om de dilemmaer, som vores verden unægteligt rummer“.
I første afsnit kan man høre Mette Frederiksen i en (meget) langsom samtale med – mærkeligt nok – Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, der bl.a. kommer forbi krigen i Ukraine, atombomber, Vladimir Putin, autokratier versus demokratier, 90’ernes frihandelsideologi og klimasamarbejder med Indien. Særligt iørefaldende er det, at samtalen faktisk lyder til at have en form for fremdrift, men alligevel kører behændigt i ring. “Jeg synes, du har ret i noget, og uret i noget andet,“ får Frederiksen på et tidspunkt sagt, og så har hele Danmarks statsminister da heller ikke sagt for meget. Slutresultatet er en radiosuppe så lunken, at ingen kan brænde sig på den.
Indrømmet, nu skal man heller ikke dømme en rose på dens torne. Når vi alligevel botaniserer i podcasten, skyldes det egentlig bare, at vi ikke kan komme os over den tilsyneladende ansvarsfraskrivelse. For landets statsminister bør det vel ikke være en gangbar løsning, at man demonstrativt vender mikrofonen om, når spørgsmålene bliver for ubehagelige. Med magten kommer også en forventning om reel debat. Og begynder man først at ville tæmme kritikken, må man også bære konsekvenserne for den demokratiske samtale. Dermed ikke sagt, at vi ikke på et mere masochistisk plan er ret spændte på at se, hvilke podcasteventyr Mette Frederiksen nu kaster sig ud i.
Laver statsministeren eksempelvis en Joe Rogan og inviterer konspirationsteoretikere i studiet for at diskutere folkesundhed og abekopper? Eller hvad med et hårdtslående interview med Nederlandenes statsminister Mark Rutte, der minsandten er kommet til at slette sine SMS’er, og nu har fået parlamentet på nakken? Ville det ikke også være oplagt at hive Søren Pape Poulsen (K) i studiet til en snak om, hvorfor han var så længe om at afgøre Claus Hjort Frederiksens (V) skæbne? Når nu målet er at få sig en “ærlig“ snak, kunne Mette Frederiksen jo måske endda løfte sløret for, hvad hele lækagesagen mod Claus Hjort Frederiksen overhovedet drejer sig om? ‘Hvem tager ordet’, kunne afsnittet hedde. For når statsministeren er så ivrig efter at gribe mikrofonen, har hun vel heller ikke noget imod at få tungen på gled? Nej, vi kan da dårligt forestille os, at podcasten bare er blevet skabt til at slikke ræv… /David Dragsted
Denne tekst udkom først i Føljetons daglige nyhedsbrev. Hvis du gerne vil have mere af det samme direkte i din indbakke fremover, kan du lige nu få de første to måneder for 20 kroner.