Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Noget af det vidunderlige ved at møde på arbejde på Føljeton er, at man fra redaktionens nordnordvestvendte vinduer kigger direkte over på Københavns domkirke, Vor Frue Kirke. Kirkebygningen er nedbrændt tre gange – i 1314, 1728 og 1807 – men ud fra en æstetisk betragtning er det til at leve med, for dens nuværende inkarnation, som er opført i klassicistisk stil i 1829 under ledelse af arkitekten C.F. Hansen, er ganske smuk.
Træder man indenfor i det imposante bygningsværk, som er åbent fra ret tidligt om morgenen, vanker der straks en belønning: Jesus. Det er Danmarks store billedhugger Bertel Thorvaldsen, som har skabt den smukke Kristus-figur, der troner over alterbordet med sine uknyttede næver placeret ud fra kroppen på en sådan lidt “I got this“-agtig måde. Og så er der alle apostlene, Paulus, Peter, Matthæus, og hvad de alle sammen hedder i skibet. Kunstnerisk er det en stor oplevelse, som er til at blive blød i knæene af. Hvis man oven i hatten er religiøs eller godt gammeldags gudfrygtig, må besvimelsen ligge og lure.
Men der er også andre ting ved Vor Frue Kirke, som kan fremkalde følelsesudbrud af den ene eller den anden slags. I weekenden havde Berlingske en artikel (betalingsmur) om, at såvel kirkens ledelse som biskop Peter Skov-Jakobsen i 2014 blev advaret om, at en mangeårig mandlig medarbejder, tilbage i 1990’erne havde forgrebet sig på et barn. Sagen blev politianmeldt, men politiet henlagde den med henvisning til, at forholdene lå for langt tilbage i tiden (lovgivningen blev ændret i 2018, så seksualforbrydelser mod børn ikke kan forældes). Den pågældende medarbejder, som ifølge artiklen i Berlingske stadig arbejder i kirken, er ikke præst, men har i årtier “bestredet et vigtigt administrativt og praktisk embede“, hvor han bl.a. har ansvaret for unge i samfundstjeneste.
Avisen har talt med offeret, som fortæller, at han gennem nogle år i 1990’erne jævnligt boede hos manden i dennes lejlighed i København. Den dengang 12-årige dreng havde mistet sin far, og manden, der var en ven af familien, tilbød at tage drengen “under sine vinger“, som det formuleres. “Offeret fortæller, at den pågældende mand over de efterfølgende år jævnligt udsatte drengen for seksuelle krænkelser. Manden onanerede nøgen foran drengen, berørte drengen på kønsdelene og forsøgte at onanere på drengen, husker offeret,“ skriver Berlingske. Offeret, der ikke er homoseksuel, siger videre, at “episoderne gav mig en frygt og en rædsel for andre mænd“, og at han gennem årene “har været bekymret for, om han har gjort det samme ved andre børn“.
Ifølge politianmeldelsen, som avisen er i besiddelse af, nævnes “tidligere begåede seksuelle overgreb mod et barn“ på 12-14 år, “berøringer“ og episoder, hvor krænker og offer sov i samme seng. Da kirkemedarbejderen blev afhørt hos politiet, erklærede han sig “indforstået med noget af indholdet i anmeldelsen“, han var dog “ikke til børn“, sagde han, men havde mere set sig som en “seksuel vejleder“ for drengen.
Kirken må tage ansvar
Det er dødssygt at skulle sidde og gengive de her forkvaklede forhold. Avisen har talt med to mandlige kolleger, der siger, at de som unge har oplevet grænseoverskridende eller krænkende adfærd fra manden tilbage i 00’erne. Det korte af det lange er, at kirkens ledelse har svigtet. Det kan godt være, at den mandlige medarbejder generelt er vellidt, men han skulle have været blevet afskediget for længst – i hvert fald i 2014, hvor både biskop Peter Skov-Jakobsen og domprovst Anders Gadegaard fik kendskab til sagerne i forbindelse med politianmeldelsen. Menighedsrådets talsperson siger, at hun er “forfærdet“ over oplysningerne, og biskoppen siger, at han ærgrer sig over, at han ikke reagerede kraftigere dengang. Der er heller ikke så meget andet at gøre end at lægge sig fladt ned og undskylde.
Eller det er der åbenbart. Domprovst Anders Gadegaard har valgt en anden kommunikationsstrategi. I en skriftligt svar til Berlingske siger han, at fordi sagen blev politianmeldt, så “var den helt og holdent i politiets hænder. Jeg hørte aldrig mere til sagen og regnede derfor med, at den var henlagt.“ De andre sager fra 00’erne vil han slet ikke forholde sig til, “eftersom jeg som domprovst udelukkende er foresat for kirkens præster og ikke det øvrige personale“.
Når det handler om overgreb mod børn, er den danske folkekirke næppe lige så rådden som den katolske kirke (det er vel nærmest umuligt), men det betyder ikke, at folkekirken ikke har nogen lig i lasten. Det er nu, der skal ryddes op. Som terapeut Helene Svendsen fra Kristen Rådgivning og Terapi for Incestoverlevere og Seksuelt misbrugte (KRIS) er der langt flere sager af denne art, så derfor bør alle ansatte “fra biskopperne til gartneren på kirkegården“ have en børneattest. Folkekirkens ledelse skal tage ansvar nu, og den skal nok ikke bruge domprovsten som kommunikationsrådgiver. /Oliver Stilling