Theresa May. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er druknet lidt i diskussionen af fejlslagen DR-satire, abekopper og amerikanske skoleskyderier (så forbyd dog de våben), men tidligere på ugen kunne man i The Guardian læse en lille, omend vigtig historie om den britiske immigrationspolitik. I anledning af 10-året for den tidligere premierministers Theresa Mays udtalelse om, at “målet her i Storbritannien er at skabe et virkelig fjendtligt miljø for ulovlig migration“, ville avisen gøre status over strategien – og det var ikke ligefrem opløftende.
Home Office, der har ansvaret for immigrationen, er ifølge flere ansatte præget af en giftig frygtkultur. Folk tør ikke råbe højt og kan i visse situationer blive bedt om at handle ulovligt. Af samme grund hober skrækhistorierne sig op om mennesker, der sidder uløseligt fast i systemets edderkoppespind. En forkert udfyldt visumformular kan betyde adskillige år henvist til et usikkert limbo, alt imens de dehumaniserende tiltag blot bliver mere og mere hovedrystende: Fra skattebetalte skilte om at folk skal skride hjem til kontroversielle pushbacks mod bådflygtninge og planer om at sende asylansøgere til Rwanda (tænk engang).
Theresa May har simpelthen fået sin vilje. Miljøet er blevet fjendtligt, og det i en grad så en rapport fra tænketanken Institute for Public Policy Research i 2020 konkluderede, at resultatet er øget racisme, menneskelig armod, fejlbehandlinger og et stærkt blakket ry til Home Office. Hvis målet var at skabe forandring gennem fornedrelse, er det dog ikke engang lykkedes. Data fra Home Office selv peger på, at antallet af deportationer er faldet siden 2012, mens immigrationsafdelingen er blevet markant langsommere til at behandle asylansøgninger. Eller som Nazek Ramdan fra ngo’en Migrant Voice udtrykker det: “Måske har ingen anden politik i mands minde efterladt et så ondsindet aftryk […] Det er racistisk, xenofobisk, amoralt, uretfærdigt, straffende, splittende, ondsindet, diskriminerende og virker ikke efter hensigten.“
Djævlens ressourceforløb
Heldigvis kan det samme da ikke siges om vores danske asylsys- øhm, eller… jo okay, det kan det så godt. Hvornår miljøet blev menneskefjendsk er måske lidt svært at pinpointe, men vi kan nu snildt hamle op med briterne i mærkværdig symbolpolitik. Ja, på mange måder er vi faktisk mestre i at skabe ydmygende systemer, der glemmer deres eget formål – også uden for immigrationspolitikkens arena.
Tag bare historien om 28-årige Rasmus Dalgaard fra Randers, der efter syv år i jobcenterets favntag har udviklet PTSD. Som TV 2 Østjylland kan fortælle, havde Rasmus’ læge ellers kraftigt advaret imod, at randrusianeren – der bl.a. er diagnosticeret med Aspergers – blev holdt i limbo af jobcenteret, men alligevel vurderede et rehabiliteringsteam, at Rasmus skulle sendes i et treårigt ressourceforløb – med katastrofale følger. Adspurgt af TV 2 Østjylland, hvordan man kunne sidde lægens formaninger overhørig, forklarer afdelingsleder Per Damgaard, at man såmænd har fulgt alle retningslinjer og love, og at man i øvrigt har nogle “specialuddannede mestringsvejledere“ tilknyttet jobcenteret, som altså ved en hel del om autisme.
Nej, det lyder ikke sådan vildt betryggende. Sagen bliver i øvrigt ikke bedre af, at selvsamme afdelingsleder tidligere har været med til at sende en svært gangbesværet mand til salsakursus – og efterfølgende undret sig over, at manden var utilfreds med forløbet. Generelt er skrækhistorierne mange, hensynet til den enkelte ofte så godt som fraværende. Reglerne bliver fulgt, men mennesker nedbrudt. Tilbage i 2020 viste en undersøgelse udgivet af Psykiatrifonden og SIND eksempelvis, at hele 72 pct. af borgere i et jobcenterforløb har oplevet, at deres livskvalitet er blev belastet, mens tæt på 23 pct. endog har tænkt, at livet ikke længere var værd at leve. Der findes næppe det kursus, der kan danse så chokerende tal væk.
Som sociolog Zygmunt Bauman også pointerer, risikerer bureaukrati kort og godt at skabe et hierarki, hvor der optimeres i blinde og eksekveres ordrer helt uden tanke på slutresultatet. Hvad Jobcenter Randers overhovedet har tænkt på, tør vi end ikke gisne om. Konsekvensen af regelrytteriet er dog til at få øje på: En totalsmadring af borgernes tillid. Theresa May ville være stolt – og beskæftigelsespolitikken kan ikke gentænkes hurtigt nok. /David Dragsted
Denne tekst udkom først i Føljetons daglige nyhedsbrev. Hvis du gerne vil have mere af det samme direkte i din indbakke fremover, kan du lige nu få de første to måneder for 20 kroner.