Nyhedsanalysen
Blind mand ser fodbold
Blind mand ser fodbold
Hvis man opholder sig på Vesterbro i København, støder man nogle gange ind i Christian Bundgaard. Nej, lad os omformulere: Man går forbi Christian Bundgaard, for han er nemlig blind. Man kan også møde ham på diverse stadions, for gennem de seneste 30 år har han nok set omkring 100 fodboldkampe. “Jeg har et indre billede af fodboldbanen, så jeg kan godt forestille mig, hvor spillet foregår. Så kan der være situationer som offside og straffe, hvor jeg er meget afhængig af, hvad dem omkring mig fortæller. Men selv for dem kan det jo ofte være svært at afgøre med det blotte øje,“ fortæller han til DR, der har fanget ham (i overført forstand) og spurgt lidt ind til, hvordan han oplever kampene uden synssansen.