Med Machiavelli in mente

“Sådan får du til fjende alle dem, som din erobring har skadet, og du kan ikke bevare dine hjælperes venskab, fordi du ikke kan belønne dem i det omfang, de har ventet, og også fordi du ikke kan anvende skarpere metoder imod dem, da du har forpligtelser over for dem.“

– Niccolò Machiavelli, Fyrsten (1532).

Med en kandidatgrad i Machiavelli er det nok ikke helt usandsynligt, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron har Fyrsten tatoveret på nethinden. Og med hans ekspertise i at fastholde magten, kan man så undre sig over, at overstående citat ikke er dukket op på lystavlen, som et varsel om hvad der kan ske, når man lader sine “venner“ i stikken.

Med under en måned til første runde af det franske parlamentsvalg d. 12. juni – les législatives – er Macron begyndt at mærke efterdønningerne af fem års højredrejet politik og en præsidentvalgkamp, der i den grad var på højrefløjsvælgernes nåde. Pist væk er hjælperne fra den franske venstrefløj, der var med til at få ham til magten i 2017.

I en historisk beslutning har samtlige partier fra venstrefløjen for første gang i 25 år samlet fanerne under koalitionen Nouvelle Union Populaire écologique et sociale (NUPES), heriblandt den radikale franske venstrefløj, De Grønne, Kommunistpartiet og Parti socialiste – og med den yderst populære og nådesløse Macron-kritiker, Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise, i front. Den nye koalition har vakt opsigt og truer allerede Macrons flertal i parlamentet – og pludselig blev venner til fjender.

Velkommen til “helvede“

Med truslen fra venstre skal Macron bevise over for de moderate venstrefløjsvælgere, at de gamle hjælpere ikke er glemt. Alles øjne har derfor været rettet mod den anden mest magtfulde post i landet – premierministeren. Først mere end tre uger efter sejren løftede Macron endelig sløret for, hvem der skal stå i spidsen for hans nye regering, og der faldt valget på partifællen Élisabeth Borne.

Udpegelsen af Borne er ikke ligefrem overraskende. Udover at være mere end kvalificeret til opgaven, har det længe været forventet, at posten ville gå til en kvinde, der skulle være både grøn og rød – og der må det siges, at Borne passer på beskrivelsen. Hun har i mange år haft en tæt tilknytning til Parti socialiste som bl.a. stabschef i miljøministeriet, og efter at være blevet en del af Macrons La République En Marche, nu omdøbt Renaissance, fik hun selv lov til at være minister for grøn og inklusiv omstilling, som de kalder det dernede.

Borne, der beskrives som noget af en arbejdshest og en benhård teknokrat, passer med sine mange år i fransk politik og med sit indgående kendskab til systemet som hånd i handske til at udfylde den rolle, Macron har brug for. Øverst på hendes dagsorden som premierminister står nemlig den grønne omstilling og den meget omdiskuterede pensionsalder.

Det er ikke for sjov, at franskmændene har døbt premierministerembedet “et helvede“. Hvis Borne beholder posten efter parlamentsvalget, står hun foran den pinende opgave at skulle få gennemført Macrons ønske om at hæve pensionsalderen fra 62 til 65 år. En opgave, som bliver umiskendelig svær i mødet med de modstridende franske fagforeninger, og venstrefløjens ønske om det modsatte – at pensionsalderen skal sænkes til blot 60 år.

Men Borne er en haj ved forhandlingsbordet. Hendes til dato mest markante handling i Macrons regering var, at hun som transportminister fik gennemført privatiseringen af den franske jernbane og af landets største, statsejede jernbaneselskab SCNF i 2018. Trods modstand fra både venstrefløjen og jernbanemedarbejderne, udholdt hun flere ugers voldsomme strejker og blev efterfølgende af flere fagforeningsrepræsentanter rost for hendes evne til “at lytte“.

Det svære samliv

Borne og Macron har dog sit for i de næste to uger. I den anden ende af ringhjørnet står Jean-Luc Mélenchon, som med en føring i meningsmålingerne er blevet lidt ekstra hoven og udelukkende omtaler premierministeren som “sin forgænger“. For selvom det er yderst usandsynligt, så er det ikke decideret umuligt, at den aldrende EU-skeptiker som NUPES’ officielle premierministerkandidat kan ende med titlen i stedet for Borne.

Macrons sene kampagnestart har haft den konsekvens, at Mélenchon og resten af venstrefløjsbanden har haft god tid til at mobilisere sig og skabe momentum om den nye NUPES-koalition. Og hvis projektet lykkes, og venstrefløjen får majoritet i parlamentet, betyder det, at Macron kan se sig tvunget til enten at føre en “visne-politik“, hvor han intet får igennem i parlamentet, eller simpelthen blive tvunget til at indgå kompromisser med sine “fjender“.

Hvis han mister sit flertal, vil parlamentet være i cohabitation – på dansk, politisk samliv – hvor den valgte præsident er fra et andet politisk parti end majoriteten af parlamentet, hvorfor Macron kan blive nødt til at udpege en ny premierminister, der stemmer overens med majoritetens ønsker – hvilket er det, Mélenchon drømmer om.

Som det bl.a. var tilfældet med den venstreorienterede præsident François Mitterand og den højreorienterede premierminister Jacques Chirac i årene 1986-88, vil denne form for samliv være præget af tumult og stridigheder. Mens Mitterand forsøgte at fokusere på det udenrigspolitiske aspekt af præsidentembedet, modarbejdede Chirac ham derhjemme ved at tilbagerulle samtlige af hans reformer indenrigspolitisk.

Overraskelsens kunst

Den slags parlamentarisk kaos vil Emmanuel Macron selvsagt gerne undgå, og med blot et par uger til den første valgrunde kaldes den (meget) sene udpegelse af Borne – og de facto hendes regering – et slet skjult forsøg på en “overraskelsesstrategi“: På næsten machiavellistisk vis skulle Macron bevidst have udskudt i håbet om, at den nye regering ikke ville kunne nå at pådrage sig for megen kritik inden d. 12. juni.

Det blev desværre ikke tilfældet. Intet mindre end dagen efter offentliggørelsen af ministrene forrige fredag, begyndte den dugfriske regering at slå sprækker.

Det lovede ellers godt for centristen. I et overraskende valg gik uddannelsesministeriet til historikeren Pap Ndiaye, der med sin baggrund i transnational raceteori varsler nye tider for det ellers konservative ministerium, mens de tunge poster – justits-, finans- og indenrigsministeriet – gik til gamle kendinge, henholdsvis stjerneadvokaten Éric Dupond-Moretti, den tidligere republikaner Bruno Le Maire og den kontroversielle (og voldtægtsanklagede) Gérald Darmanin.

Det var dog Ministeriet for Solidaritet og Sundhed, der sprak. Begejstringen for den ellers historiske udpegelse af Damien Abad, som er den første person i parlamentet, der har et handicap, brast lørdag, hvor to kvinder stod frem med voldtægtsanklager mod den nyslåede minister i en artikel hos Mediapart. Hændelserne skulle have fundet sted i 2010 og 2011, hvor den ene af kvinderne påstår, at hun blev drugged før voldtægten. Som respons udtalte Abad – der har markant nedsat førlighed i leddene – at det er ham fysisk umuligt at begå de overgreb, han er beskyldt for.

Skandalen har fuldstændig overtaget mediebilledet, og den ellers (mere) diverse regering blev af den grund heller ikke modtaget af venstrefløjen som den “belønning“, Macron havde håbet.

Det er svært at gøre alle glade, som det nu engang er centristens lod, men én ting er sikkert: Med en ny regering, der er lige så divers som dens sværvægtere er polemiske, står Macron og Élisabeth Borne over for en større brandslukning her op til parlamentsvalget. For selv med Machiavelli i baghånden, er det svært at gøre venner ud af fjender. /Astrid Plum