Twitter/Ritzau Scanpix
Lige så lumsk Mona Lisas smil er, lige så stort et problem er hun efterhånden blevet for Louvre. På trods af at det parisiske museum kan bryste sig af at have den – måske – mest imponerende kunstsamling i verden, er størstedelen af museets 10 mio. årlige besøgende pænt ligeglade med alt andet end Leonardo da Vincis lille maleri fra ca. 1503. Op mod 90 pct. af museumsgæsterne vader direkte mod Mona Lisa, når først de er kommet gennem sikkerhedskontrollen. Og inde i Salle des États udspiller et sandt gedemarked sig af selfiestænger og slemt skuffede turister. For hun er altså ikke så vanvittigt imponerende, hende Mona, som hun hænger der bag skudsikkert glas og diverse andre sikkerhedsforanstaltninger. Den glubske menneskehob formår tilmed at skygge for, at der også hænger andre italienske mesterværker på væggene i Salle des États, eksempelvis Paolo Veroneses Nozze di Cana fra 1563.
I den forstand forstår man jo egentlig godt, at man som kunstelsker har en høne at plukke med Mona Lisa. Ja, The New York Times’ kunstkritiker Jason Farago havde vel egentlig fat i den lange ende, da han i 2019 foreslog, at værket flyttes til sin helt egen pavillon uden for Louvre, hvor turistbonanzaen kan få frit spil – komplet med Jeff Koons-håndtasker, macaron-salg og navnerettigheder til oliesheiker fra Abu Dhabi. Hvad, der til gengæld er noget sværere at forstå, er lysten til direkte at udtvære smilet. Mandag gav en mand forklædt som en gammel kvinde i en kørestol det ikke desto mindre et skud, da han smurte kage udover beskyttelsesglasset, mens optrinnet – selvfølgelig – blev filmet af en passiv turisthob.
Om manden reelt havde tænkt, at han ville smadre det skudsikre glas, skal vi ikke kunne sige. Men Mona Lisa kom altså uskadt ud af kagegildet, der åbenbart var et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringerne. Lige på dét punkt kunne man nok godt have fundet et mere passende mål. Maleriet kan måske få kunstelskeres pis i kog, men Mona har vist ikke personligt stået for de fortsatte investeringer i fossile brændstoffer – ellers er hendes tvetydige grimasse da blevet godt og grundigt fejlfortolket gennem tiden. Nej, hvis der er nogen, der fortjener en solid omgang ansigtskage, er det snarere alle de politikere, der har understøttet olieindustrien med gennemført tøvende miner. I hele dét spil kunne Leonardo da Vinci have malet det ene mesterværk efter det andet i Bruxelles.
Dermed ikke sagt, at passiviteten ikke kan blive sat på pause. Mandag kunne EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen meddele, at medlemslandene endelig er blevet enige om en ny sanktionspakke mod Rusland, der vil forbyde to tredjedele af olieimporten fra Rusland med øjeblikkelig virkning – og reelt fjerne 90 pct. af olieimporten fra Rusland ved årets udgang. Det er ikke småting, når nu 27 pct. af EU’s råolie kommer fra Vladimir Putins styre. Bevares, nok vil olien så kunne erstattes med olie fra andre lande, men lad os da hellere se aftalen som et forvarsel om, at afgørende jordskred i den europæiske energipolitik rent faktisk kan forekomme. Lige så lidt som man behøver vade direkte mod Mona Lisa, behøver man ikke at hoppe direkte i seng med verdens olierige autokrater – særligt når der er andre kunstfærdige alternativer lige ved siden af. Og at Ungarn stadig insisterer på undtagelse fra EU-aftalen, skal nu heller ikke få det nye glansbillede til at gå i kage. /David Dragsted