Så er valgdagen oprunden. Der er jo som regel fuldstændig frit slag, når det handler om at forudsige sådan et valgresultat; dit bud er lige så godt som eksperternes. Vores, altså Føljetons, bud er, at afstemningen om at skrotte de 30 år gamle forsvarsforbehold, der undtager Danmark fra at deltage i militære operationer foranstaltet af EU, bliver langt tættere end meningsmålingerne lægger op til. Men vi kan jo tage fejl.
Når de mange tvivlere, som en måling forleden opgjorde til omkring 19 pct., nærmer sig stemmeurnerne, vil nogle af dem måske ihukomme det gamle ordsprog “man ved, hvad man har, men ikke hvad man får“, som i øvrigt også er titlen på et udmærket afsnit af tv-serien Huset på Christianshavn fra 1974. Blandt unge i alderen 18-34 år er hele 25 pct. i tvivl, viser målingen som Epinion har foretaget.
En smule provokerende forklarer lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Center for Valg og Partier på Københavns Universitets Institut for Statskundskab de unges uafklarethed med historieløshed: “Unge mangler den historiske bevidsthed. De kender ikke debatten om forbeholdene, der har stået på siden 1990’erne, og derfor er det svært for dem at engagere sig i folkeafstemningen,“ udtaler hun til DR.
Den nagende tvivl blandt den unge del af befolkningen kunne såmænd også handle om, at det står hen i det uvisse, hvordan det militære samarbejde mellem EU-landene vil udvikle sig i fremtiden. Men det er den store udfordring med fremtiden generelt: Den er ikke helt til at regne ud. Og får vi eller afgiver vi suverænitet? Det er jo udtryk for en slags suverænitet, at Danmark takket være forbeholdene ikke deltager i militært EU-samarbejde. Vi siger nej tak og i 30 år har intet kunne rokke ved den beslutning.
Men samtidig er vi ikke med til at bestemme noget på området. Og medbestemmelse er godt, ikke sandt? Her er det muligt, at de unge ser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for sig; at den hårdt prøvede socialdemokratiske partisoldat skulle gå og vigte sig endnu mere blandt de store landes udenrigsministre og gøre krav på taletid og beslutningskraft. Men det er vel en af lyksalighederne ved Den Europæiske Union, at der ikke er den der Maren i kæret-stemning, man kan opleve lokalt i medlemslandenes parlamenter: De store beslutninger træffes – i princippet – af dygtigere, mere intelligente og bedre uddannede politikere.
Det kedelige ved at være en tvivler er, at det bliver opfattet som svagt ikke at kunne melde en klar beslutning ud. Ja eller nej? Så må man spørge omkring. Da vi spurgte en klog, politisk bevidst 14-årig dreng, hvor han ville sætte sit kryds, hvis han måtte stemme, svarede han: “Jeg ville stemme ja af to årsager. For det første for at svække Nato. Og for det andet for at støtte våbenindustrien.“
Den unge zoomers var ironisk, hvis nogen skulle være i tvivl. Og det var vel med den på, at er der noget, verden ikke har brug for, så er det yderligere militær oprustning. For et par dage siden havde Politiken et interview med Kenneth Haar, der er researcher og medlem af gruppen Corporate Europe Observatory (CEO), som i 25 år har arbejdet for at afdække lobbyisters metoder til at opnå indflydelse i EU-institutionerne. Han fortæller, at våbenlobbyen arbejder på præcis samme måde som alle andre lobbygrupper i EU og fastslår, at det “i bund og grund [er] våbenfirmaerne, som er blevet sat til at skitsere en oprustningsplan for EU, og som har siddet og talt for et opgør med EU’s tidligere våbenpolitik og dermed sikret sig selv en meget stor andel af de penge, som kommer ud af deres rådgivning. Firmaer, der desuden eksporterer våben og militært udstyr til regimer flere steder i verden, som vi politisk intet vil have med at gøre. Som en slags krone på værket formåede våbenlobbyen at forhindre, at bevillingerne under programmet for våbenudvikling blev underlagt parlamentarisk kontrol. Det er svært ikke at se som både et stort demokratisk og moralsk problem.“
Det er klart, at man må tage den slags med i ligningen. Lad os afslutningsvis tage en tur til en gågade et sted ovre i Jylland, hvor der også er både ja-folk, nej-typer og tvivlere. Avisen Jydske-Vestkysten har stoppet folk på gaden for at høre, hvor de står i forhold til dagens valg. Her bekymrer en 34-årig pædagog os en lille smule. Tina Skak fra Outrup udtaler, at hun ikke har besluttet sig endnu, og det er også i orden.
Men så tilføjer hun, at “der er en derhjemme“, som synes, at hun skal stemme ja til at afskaffe forbeholdet: “Jeg er ikke helt god til den slags ting. Jeg prøvede at se en udsendelse om forbeholdet forleden, men så er der vasketøjet og madpakkerne, hamsterhjulet kører, så jeg stoler på det, min mand siger.“ Nej, nej, nej, Tina, overlad madpakkerne til din mand og træf selv en beslutning. Brug din mavefornemmelse – og hold evt. resultatet hemmeligt for din mand. Eller lyv om, hvor du satte krydset. Bare du sætter det et sted. /Oliver Stilling