Ronaldo Schemidt/AFP/Ritzau Scanpix
100 dages krig. Et jubilæum, ingen har ønsket sig. Fra at have været på alles læber, fyldt hele mediestrømmen, mobiliseret et næsten uhørt sammenhold mod Vladimir Putins regime, er undtagelsestilstanden efterhånden gledet i baggrunden. Den har lagt sig som et umærkeligt slør over hverdagen; den er blevet til en konstant klump i halsen, som måske gør det sværere at synke, men alligevel glemmes med tiden. Krigen er blevet et spørgsmål om udholdenhed og udmattelse – ikke kun på slagmarken, men også i den kollektive bevidsthed uden for Ukraine.
Som mediet Axios skriver i anledning af det dystre jubilæum, kan et drastisk fald spores i omtalen af krigen i Ukraine på de sociale medier: Fra 109 mio. interaktioner i krigens første uge til blot 4,8 mio. i den forgangne. Også i nyhedsmedierne har opmærksomheden taget et drastisk dyk fra godt 520.000 ugentlige artikler til små 70.000. Ifølge NewsWhip, som har trukket tallene for Axios, var der mellem april og maj seks gange større interesse i retssagen mod Johnny Depp og Amber Heard end i krigen i Europa. Kom ikke og sig, at vi ikke lever i en gennemsyret kendiskultur.
Mens russiske styrker nu kontrollerer omkring 20 pct. af Ukraines territorier, mens den østlige Donbas-region står for fald og omkring 800 civile er fanget under en kemikaliefabrik i Sievierodonetsk, mens 100 ukrainske soldater – ifølge Ukraine selv – dagligt dør på frontlinjen, mens 20 mio. ton korn sidder fast i ukrainske siloer, og mens delfiner gudhjælpemig bliver dræbt af bomber og miner i Sortehavet, har vores guldfiskehukommelse atter svigtet os.
Andet var næsten også utænkeligt.
Trist som det lyder, er vores moderne medieforbrug simpelthen ikke gearet til det langtrukne, til den taktiske stillingskrig, til de små inkrementale udviklinger. I den evige jagt på “the next big thing“ overløbes den komplekse tragedie igen og igen af de kulørte tjubang-historier. Kan det ikke memes eller nedkoges til en Twitter-tråd, kan det næsten også være lige meget. Vi vidste det nok allerede, men de 100 forgangne dage har om noget sat begrebet “opmærksomhedskrig“ i et ubehageligt lys. Og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij, ja, han ved udemærket hvad der står på spil:
“Folk vil have et nyt billede […] Vores opgave er at sørge for, at verden ikke bliver trætte af krigen og af at støtte Ukraine, for vi kæmper for de værdier som udgør folks livsgrundlag og tjener som ilten, de indånder,“ udtalte Zelenskij i sidste uge. “Væn jer ikke til krigen, for ellers risikerer vi en endeløs krig […] Væn jer ikke til vores smerte,“ istemte præsidentens kone, Olena Zelenska. Også Nato’s generalsekretær Jens Stoltenberg har advaret om, at krigen kommer til at trække i langdrag.
Meget er sket siden invasionen d. 24. februar. EU har indført sanktioner i et tempo, man næsten ikke troede muligt (efter unionens sløve standarder), Tyskland har gjort op med årtiers forsvarspolitik, Finland og Sverige har søgt om Nato-medlemskab, Danmark har afskaffet forsvarsforbeholdet, og energipriserne er gået på himmelflugt. Begivenheder for en halv menneskealder er blevet komprimeret til tre ekstremt fortættede måneder. Selvom 100 dage i den forstand føles som en evighed, kan de dog vise sig blot at være en overture. Hvor lang hele symfonien bliver, er ikke til at sige – men opgaven bliver fortsat at lytte opmærksomt efter, selv på de mest allermest stille passager. /David Dragsted