Henning Bagger/Ritzau Scanpix
For nylig var en storsmilende Dan Jørgensen på besøg i DR-programmet Deadline. Der var ingen sved i armhulerne eller sure miner i studiet i løbet af det korte indslag, der udspillede sig i programmets sidste minutter. Værten Lotte Folke indledte med fortællingen om de europæiske statsledere og kommissærers tour d’Esbjerg, hvor den græsgrønne vision om at opføre 10.000 havvindmøller i Nordsøen inden 2050 blev præsenteret. Derefter foregik udvekslingen nogenlunde sådan her:
“Tillykke med erklæringen og underskrifterne. Bliver det så til noget?“
“Ja, det bliver til noget. Vi kommer til at levere grøn strøm i Europa til mindst 150 mio. husstande, formentlig op til 230 mio. husstande,“ fortalte klima-, energi- og forsyningsministeren.
“Okay, tillykke. Vi ses, når I begynder at få problemer med det.“
Det er ikke længe siden, men dengang kunne vi alle sammen stadig blive enige om, hvad statsfinansieret satire indebærer. Seancen kunne faktisk lige så godt gentages denne uge, da Danmark blev kåret som verdens mest bæredygtige land for anden gang i træk. Det viste et såkaldt Environmental Performance Index udarbejdet af de amerikanske universiteter Yale og Columbia. Topplaceringen skyldes, “at Danmark leder den internationale klimakamp“, og at vi danskere “producerer op mod halvdelen af vores strøm fra sol og vind“.
Med rapporten i ryggen kunne Dan Jørgensen atter give sig til at pudse sin guldmedalje på Twitter. Men det er nok alligevel snart tid til at hive ministeren tilbage i Deadline-studiet til et lidt længere indslag. For som flere forskere ifølge Klimamonitor undrer sig over: Hvordan kan det mest bæredygtige land i verden have et CO2-udslip, der er tre gange så højt som verdensgennemsnittet og et årligt naturressourcebudget, der bruges op i marts måned?
Ifølge rapporten er Danmark – sammen med Storbritannien – det eneste land, der vil nå målet om klimaneutralitet før 2050. Men det er kun få måneder siden, at det uafhængige ekspertorgan Klimarådet dumpede regeringens klimaindsats. Igen. Klimaindsatsen var nemlig for lille, for ukonkret og for usikker, lød det i Klimarådets årsrapport, der samlet set vurderede, at regeringens klimaindsats – trods betydelig fremgang – endnu ikke anskueliggør, hvordan vi når 70-procentmålet i 2030. “Der er noget deja-vu over det,“ konstaterede forperson Peter Møllgaard, der også er dekan på Maastricht University School of Business and Economics.
Grænser for vækst
“I Paris-aftalen fra 2015 blev alle regeringer enige om at ’fortsætte bestræbelserne på at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader […] Men summen af de nuværende politikker vil medføre en verden, der bliver 2,7 grader varmere og måske på katastrofal vis 3,6 grader højere end det førindustrielle niveau,“ skriver de tre tidligere direktører i FN’s Framework Convention on Climate Change, Christiana Figueres, Yvo de Boer og Michael Zammit Cutajar, i The Guardian denne uge.
Det gør de i anledning af, at det nu er 50 år siden, at kampen for miljø og klima officielt begyndte. I 1972 udgav Romklubben deres skelsættende rapport ‘Grænser for vækst’, der beskrev 12 computerbaserede fremtidsscenarier og konkluderede, at “hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år“.
Kort tid efter blev verdens første klimakonference afholdt i Stockholm. På konferencens sidste dag udgav David Bowie pladen The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, og med det soundtrack blev folk for første gang for alvor klar over, at “Earth was really dying“.
50-året for Stockholm-konferencen blev markeret denne uge med endnu en konference i Stockholm. Det er også – for at låne Peter Møllgaards ord – lidt af et deja-vu. Det, der dog udgør forskellen nu, er ifølge den nye rapport fra Yale og Columbia, at flere lande har fundet en måde at afkoble deres økonomiske vækst fra deres CO2-udledninger. Og så har vi for længst kortlagt en kurs, fortalte FN’s generalsekretær, António Guterres, i sin indledende tale torsdag: “De 17 mål for bæredygtig udvikling og Parisaftalen viser vejen. Men vi skal handle på de forpligtelser, ellers er de ikke andet end varm luft. Og varm luft er ved at slå os ihjel.“
Nej, kursen er kortlagt, men ikke engang klimaduksen Danmark er på den. I hvert fald ikke, hvis man lytter til Klimarådet (og lad os da allesammen lytte noget mere til dem). “Historiens rette form er en pose / Læg helten i en pose, og han ligner en kartoffel,“ skriver Ursula K. Le Guin i Bæreposeteorien om fiktion. Det er næppe nogen hemmelighed, at Dan Jørgensen elsker at lege kaptajn på internationalt farvand, men i Danmarks lille lomme af verden ligner han snarere en kartoffelsæk på dækket. Så det er reelt dårlige nyheder for klodens globale klimaindsats, hvis Danmark er klimahistoriens helt. /Emilie Ewald