AP
Hvad har Adolf Hitler, Benito Mussolini og Joseph Stalin til fælles – altså lige bortset fra at være blandt “verdens største tyranner og kryb“? Det har den britiske premierminister svaret på.
“Alle disse karakterer har været associeret med denne overkompenserende aggression,“ skriver Boris Johnsons om det, der på engelsk kaldes short-man-syndrome eller oversat Napoleon-komplekset, fordi Bonaparte med sine 168 cm også var et eksempel på fænomenet: At en mand kan føle sig så utilstrækkelig på grund af sin højde, at han overkompenserer med en overdrevet aggressiv adfærd, der driver til magtgerrighed i form af krige og erobringer.
Den noget tvivlsomme analyse stammer fra en passage i Boris Johnsons portrætbog Churchill-faktoren, hvor han forklarer Winston Churchills til tider manipulerende adfærd og høje temperament. “Man forestiller sig en fysisk kolos med rakkende arme og bisonlignende skuldre,“ skriver han i overraskelse over, at den britiske krigsleder efter sigende blot var mellem 167 og 170 lang. Eller som han ynder at gentage for rullende kameraer: “Jeg sværger, at der var et strejf af Tom Cruise over hælen“ med reference til de sko, han sås med for at syne højere.
Som Johnson bemærker, var Churchill ikke bare kortbenet, men også kortfattet. Selv Hitler var sødere mod sine kollegaer, skriver han, hvorimod Churchill ikke bare ville holde dem vågne om natten, men kunne finde på at råbe ting som: Hvor var du uddannet? Hvorfor læser du ikke en bog? hvis folk ikke forstod ham. Han skulle have opført sig som et “forkælet barn“ og var fra en ung alder vant til at manipulere sin mor til at få sin vilje.
Om der er tale om korrelation eller kausalitet, vil vi lade op til Boris Johnson selv at vurdere, men det har aldrig været en hemmelighed, at den britiske premierminister på mange måder ser op til Churchill. Siden barnsben har det været Johnsons drøm at blive en “verdens konge“, og hans mærkværdige højdeoptagethed kan altså meget vel være et forsøg på at forstå sig selv. Internettet beskylder ham for selv at lyve om sin højde, og britiske tabloidmedier spekulerer i, om han har tendens til at drille sine tætteste rådgivere med netop deres centimeter.
Boris Johnsons tætteste ved, at også han kan skifte fra et venligt smil til at miste besindelsen på få sekunder: “Hans normalt spøgefulde opførsel skifter til en sarkastisk snerren, hans hud bliver rød og plettet, hans øjne får et intenst, smalt glimt,“ som det engang lød i en biografisk beskrivelse.
Søndag var han anderledes opsat på at holde facaden, selvom skuffelsen var til at få øje på. Under paraden for dronningens 70 års regeringsjubilæum måtte han gentagne gange tage sig til hovedet. Blot få timer inden havde han modtaget opkaldet om, at der var kommet de 54 breve, der skulle til fra konservative parlamentsmedlemmer, for at sende ham ud i en mistillidsafstemning.
Den overlevede han lige knap og nap mandag aften. Med opbakning fra over 58 pct. af sine partifæller undgik han lige præcis en personlig politisk katastrofe, efter både befolkningens og kollegaernes tålmodighed med hans lovbrud, løgne og bortforklaringer af coronafester er sluppet op. Igen holdt han besindelsen og stod fast på, at det var et “ekstremt godt, positivt, endeligt“ resultat, der gør, at han nu kan komme videre til det befolkningen “i virkeligheden“ vil have.
Men de færreste tror på, at han holder et år endnu. Flere kollegaer ser det som et spørgsmål om, hvorvidt han kan holde egoet hele vejen til næste valg og peger på, at det kan være begyndelsen på enden af hans formandskab. Også eksempelvis Theresa May i 2008 og Margaret Thatcher i 1990 overlevede et lignende mistillidsvotum, men blev tvunget ud.
Johnsons teflonagtige forsøg på at undgå skyld har defineret hele hans politiske karriere, som når han gentagne gange er blevet kritiseret for at gaslighte sin befolkning til at miste fornemmelsen for virkeligheden. Det gør han også nu og holder fast på, at egne skandaler er skabt af medierne. Eller som en kollega spurgte efter afstemningen: “Er der nogen her, der ikke har været sure i deres liv? Er der nogen her, der ikke kan lide et glas vin til at slappe af med?“
Boris Johnson går med andre ord op i at være vellidt, ligesom han er notorisk kendt for ikke at stole på meningsmålinger. Problemet er bare, at hans manglende situationsfornemmelse gør, at han ikke kan se, at det folk i virkeligheden vil have, er, at han træder af. /Emma Louise Stenholm