Anmeldelse

Alle har ret til at være alene i et feriehus

0:00 / 0:00

MEN (2022)

Der bliver genrebøjet og leget med opskriften på gyseren til den helt store guldmedalje i instruktør Alex Garlands premierefilm MEN, hvor det mest uhyggelige ikke er jump scares eller body-gore, men derimod erfaringen af at leve i et patriarkat.

På en gåtur i det engelske landskab følger vi den unge kvinde Harper (Jessie Buckley). Hun har netop lejet et feriehus i en lille landsby, som et refugium for at sørge over og bearbejde hendes mands pludselige selvmord, og i skovens dybe, stille ro kan hun netop finde, ja, ro. Men det er nu svært at føle den helt samme glæde som Harper over ensomheden. I stedet for dystre toner og klichéfyldt gysermusik, er det med skærende smukke billeder af naturen ved højlys dag ​og en subtil kameraføring, at en af filmens mest nervepirrende scener bliver skabt.

Dragende følger kameraet Harper fra udkanten af en sti. Vi ser ned på hende fra et bakkedrag, og som det bliver tydeligt med hvert enkelt vinkelskift, følger vi ikke med hende, vi forfølger hende. Hun når til en lang tunnel og går roligt ind, mens hendes sang skaber en lille ekko-symfoni. Koret af stemmer afbrydes dog brat af et kvækket skrig – og i tunnelens lysning ser hun silhuetten af en mand, der langsomt vender sig mod hende. Egentlig er det ikke en klassisk gåsehudsfremkaldende situation, sådan at møde et andet menneske på en gåtur midt på dagen. Så hvorfor føles scenen alligevel så ubehagelig?

Hvor faren er  

Ifølge en engelsk undersøgelse fra august 2021 føler hver anden kvinde sig utilpas ved at bevæge sig alene igennem det offentlige rum – både travle, tæt befolkede steder og ligeledes små, rolige gader tæt ved deres hjem – efter mørkets frembrud. Fire ud af fem af de adspurgte følte sig utrygge ved at bevæge sig igennem store, åbne områder såsom parker.

Geografen Gill Valentine påpeger i artiklen “Women’s Fear and the Design of Public Space“ fra 1990, at selve konstruktionen af offentlige rum kan have en potentielt faretruende karakter for kvinder. Ifølge Valentine opbygger vi nogle mentale billeder af hvilke steder, mødet med volden kan finde sted. Og denne kollektive definition skaber de sociale normer, der dikterer måden, hvorpå kvinder bruger rum. Vi undgår derfor fx tunneller, stier med tæt buskads og dårligt belyste områder, for det er der, vi forventer, at faren er.

Og det er præcis denne synliggørelse af utrygheden, der udgør MENs klare styrke. Man er årvågen, fordi Harper er alene i det store hus, men også fordi vi ved præcis, hvilke steder vi ikke vil have hende til at gå hen, og hvilke situationer vi vil have, at hun skal holde sig fra. Alle kvinder, der har færdedes sig alene om natten eller et øde, uvant sted, kan nok nikke genkendende til, at det i sig selv føles rimelig meget som at være med en gyser.

Samtidig udnytter MEN det mentale billede af den arketypiske overgrebsmand, som man forestiller sig og frygter bag gadehjørnerne eller i buskadserne. Som en slet skjult samfundskommentar (#NotAllMen) har alle mændene, Harper møder i landsbyen, simpelthen det samme ansigt, og den metamorfiske mand (Rory Kinnear) optræder som både udlejer, præst, politibetjent, bartender og gæster.

Tabt i egen kønskritik

I landsbyen begynder Harper i stigende grad at føle sig udsat. Manden i skoven følger efter hende hjem, og hun kontakter politiet og får ham arresteret. Til hendes store overraskelse løslades han dog selvsamme dag, fordi, altså, var det nu egentlig stalking? Hver gang hun prøver at tale med nogen om sine oplevelser, får hun sine erfaringer betvivlet og undermineret. I en særligt voldsom scene bliver hun endog anklaget for at bære skylden for hendes mands selvmord.

Garland, der tidligere har debuteret med den fremragende, genre-tværgående Ex Machina (2014) og den noget mindre heldige Annihilation (2018), har skabt et nytænkende, politisk værk i en genre, hvor vi tvinges til at forstå uhyggen ved sexisme og misogyni. Men lige så skarp MEN står i sin skildring af en ufremkommelig verdensorden, lige så meget synes den til tider at miste sig selv i selvsamme kritik.

Med en lydside karakteriseret af gregoriansk munkesang og overdynget i religiøs symbolik, er der ingen tvivl om MEN’s status som folk-horror; endnu en blandingsgenre, der tilsætter gyseren en dosis gammel folklore, som er blevet hyperpopulær de senere år med filmselskabet A24 og film som Hereditary (2018) og The Witch (2015).

Den religiøse symbolik bliver dog til tider næsten for vægtig i MEN. Tag bare døbefonten, der står i landsbyens kirke, hvor der på den ene side er afbilledet en mands forpinte ansigt og på den anden side en kvinde, hvis åbne køn er blottet. På samme måde virker det lidt til den søgte side, da filmen kulminerer i den hidtil mest abstrakte og blodige repræsentation af kønsteoretikeren Judith Butlers kendte diktum, om at “køn reproducerer køn“ (mere røber vi ikke).

På mange måder vækker MEN mindelser om Jordan Peeles eminente Get Out fra 2017, men filmen bliver undervejs alt for forelsket i at skulle indkapsle hele erfaringen af kvindeundertrykkelse – fra mikroaggressioner, hverdagssexisme, voldtægt, skyld og skam til stalking, psykisk og fysisk partnervold og, selvfølgelig, frygten for det offentlige rum. Man efterlades mestendels med et indtryk af, at Garland har taget et lidt overfladisk lynkursus i kønsteori.

Kvinde, kræv din plads 

I en af filmens mere vellykkede scener er Harper tæt på at lade sig kue i mødet med et samfund, der systematisk gør hende utryg, forfølger hende, betvivler hende, antaster hende, objektiviserer hende. Hun søger trøst hos veninden Riley, men da Harper siger, hun vil hjem, får hun benhårdt at vide, at hun fandme ikke skal lade de mænd ødelægge hendes hårdt tiltrængte ferie. Hun har lige så meget ret til at være der som dem.

I den franske feminist Virginie Despentes værk King Kong-teorien (2006) kommenterer hun en kontroversiel udtalelse om, at overgreb og voldtægt er en iboende risiko i det at være kvinde og færdes i det offentlige rum. Men, påpeger Despentes, der selv har gennemlevet en voldtægt: Der er noget overvældende magtfuldt i at kende til risikoen og alligevel gå ud, leve, indtage sit rum og kræve sin plads i verden.

Med sine bibelske referencer kæmper MEN til tider med at holde fokus, men selv det er nu til at tilgive i et betagende, ubehageligt pseudo-feministisk værk om en kvindes kamp for sin ret til at være til. For vi fortjener sgu da alle sammen at kunne være alene i et feriehus. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12