Angela Merkel fortryder intet

Lige så svært det kan være at opbygge et eftermæle, lige så nemt kan det være at ødelægge det. Se bare på Peter Schmeichel, der er gået fra at være en folkekær fodboldmålmand, til nikkedukke for højestbydende autokrat. Ja, eller i den lidt mere ekstreme ende komiker Bill Cosby, der gik fra hyggeonkel til overgrebsmand. For slet ikke at tale om englen Lucifer, der blev forvandlet til djævlen selv.

Helt så galt står det nu ikke til for Angela Merkel. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil Merkel komme til at spille en vigtig rolle i historiebøgerne som Tysklands kansler gennem 16 år – og som en samlende skikkelse for det europæiske samarbejde. Alligevel kunne meget tyde på, at Mutti her under sit otium er blevet lidt småbekymret for sit gode ry og rygte. For var hendes tilgang til Vladimir Putins Rusland egentlig så heldig, krigen i Ukraine taget i betragtning? Kunne Merkel måske have gjort mere for at beskytte ukrainerne?

Nej, lød det korte og kontante svar tidligere på ugen, da Merkel for første gang siden sin pension stillede op til et tysk interview. Ingen kunne reelt have forudset krigen, forklarede Merkel til Der Spiegel-journalist Alexander Osang, der stillede spørgsmålene under den halvanden time lange seance i Berliner Ensemble-teatret. Og hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at undskylde, for “bare fordi diplomati ikke virker i sidste ende, betyder det ikke, at det var forkert fra begyndelsen“.

Kort fortalt gik Merkel i rette med bl.a. Volodymyr Zelenskijs kritik af, at Tyskland har været for passiv over for Rusland – og derudover solgt Ukraine til stanglakrids, da man blokerede for landets Nato-ansøgning tilbage i 2008. Sådan nogle bagkloge analyser vil ekskansleren slet ikke høre på, for om noget udviste hun bare rettidig omhu. Havde Ukraine fået grønt lys tilbage i 2008, ville Putin have set det som en krigserklæring. Merkel forseglede derfor ikke Ukraines skæbne, hun forlængede snarere freden – og gav dermed ukrainerne tid til at mønstre et mere standhaftigt forsvar. Jawohl.

Selv iført de mest Mutti-begejstrede briller, var det svært ikke at se interviewet som et behændigt forsvar for Merkels eftermæle. Som Politico lidt spidst bemærker, var der reelt tale om “politisk teater på højeste niveau“, og så endda på dramatiker Bertolt Brechts gamle, barokke teaterscene. Barokt blev det i hvert fald, da Angela Merkel pointerede, at Putin kun forstår hård snak, mens hun senere afviste, at tyskernes bløde handelsstrategi og russiske gas-samarbejde var en egentlig fejl – for man kan jo heller ikke ignorere hinanden. Pensioneret eller ej: Angela Merkel er stadig pragmatiker til fingerspidserne. Eller sagt med den belgiske avis De Standaards ord:

“Merkel viste sig selv fra sin bedste side: Hun ‘Merkelerede’. Hun stillede ikke nogen grundlæggende spørgsmål, hun præsenterede ikke nogen vision. Gennem 16 år har hun ledt efter hurtige løsninger på uforudsete begivenheder. Hun har altid sat en ære i ikke at være typen, der proklamerede frivillige visioner med store ord. Det er nytteløst at spekulere i, hvordan Ukraine havde set ud nu, hvis Merkel havde slået i bordet for 10 år siden.“

Retfærdig ydmygelse 

I Platons Symposion forklarer Sokrates på et tidspunkt, hvad han er blevet fortalt om jagten på lykke og mening – eller ret beset det, grækerne kaldte eros; det højeste skønne, sande og gode. Som udgangspunkt er det måske ikke muligt at eje evig lykke, for vi mennesker er nu engang nogle dødelige og foranderlige størrelser. Alligevel kan vi udødeliggøre os selv, hvis vi undfanger og skaber i skønhed – enten via forplantningen eller endnu bedre: Ved at efterlade et åndeligt aftryk. Det kunne eksempelvis være gennem digtervirksomhed, vores ry og ære, eller jagten på den retfærdige stat.

Målt efter de parametre er én ting i hvert fald sikker (medmindre han har skjulte lyriske talenter): Vladimir Putin kan dårligt siges at have udødeliggjort sig selv med krigen i Ukraine – uanset hvor mange paralleller han så ellers drager mellem sig selv og Peter den Store. Om noget har Putin snarere ødelagt alt, hvad der har med ry og retfærdighed at gøre. Krigen er ikke nogen succeshistorie, det er en eklatant ydmygelse på den internationale scene. Og det skaber ellers bekymrede miner hos Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der nu advarer om, at Ruslands ydmygelse ikke må blive for åbenlys. Nej, Putin skal tilbydes en vej ud af det historiske fejltrin, hvis katastrofen skal afværges. Pragmatismen må atter råde.

Til det forslag har Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba imidlertid ikke meget tilovers. “Opfordringer til at undgå en ydmygelse af Rusland kan kun føre til en ydmygelse af Frankrig og ethvert andet land, der argumenterer sådan,“ lyder ministerens kontante svar til Macron. I stedet mener Kuleba, at det er bedre at fokusere kræfterne på, hvordan Rusland bedst bliver sat på plads. Imens fortsætter præsident Zelenskij med at anmode allierede om flere våbenforsendelser. Uanset hvad Merkel eller Macron måtte sige, er ukrainerne hverken færdige med at kæmpe for deres ære eller eftermæle. Visionen fejler ikke noget. Tilbage er der blot at håbe, at tiden også vil være på Ukraines side. /David Dragsted