Kære læser

Øen er (delvist) vores!

0:00 / 0:00

Canadian Hydrographic Service And Carleton University/Ritzau Scanpix

Kongeriget Danmark har endelig fået sluttet fred med Canada. Indrømmet, at vi overhovedet var i konflikt med det fredelige nordamerikanske land i første omgang kan måske overraske, men den er altså god nok. Efter 50 års stridighed om den lille, totalt øde Hans Ø i Kennedystrædet mellem det nordlige Canada og Grønland, er man simpelthen blevet enige om at dele øen på midten. Fredsmæglerne har ikke engang behøvet at være kreative med linealen, for grænsen kommer smart nok til at følge “den nord-sydgående kløft, der løber over øen og tydeligt kan ses på satellitbilleder“, som DR formulerer det.

Tænk engang: Har vi brugt flere årtier på at toppes med canadierne om det 1,2 kvadratkilometer store stykke gold klippe, og så har øen ligefrem haft en naturlig opdeling, vi egentlig bare kunne have fulgt. Hele flagkrigen, hvor den danske og canadiske flåde på skift har hejst Dannebrog og Maple Leaf Flag – og efter sigende efterladt en flaske whiskey i ny og næ – kunne være undgået fra begyndelsen, hvis bare vi havde lyttet til øens egne ønsker. Det er da en lektie til eftertiden.

Tirsdag aften vil en fredsaftale blive underskrevet af udenrigsminister Jeppe Kofod (S), den canadiske ditto Mélanie Joly samt formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), hvormed halvdelen af Hans Ø ikke bare bliver dansk, men hvor en maritim grænse på 3.882 km mellem Canada og Kongeriget Danmark også bliver definitivt fastlagt. Ifølge parterne vil man hermed signalere til omverdenen, at territorialkonflikter snildt kan løses gennem forhandlinger – ligesom aftalen kan ses som en optakt til kommende forhandlinger mellem Canada, Danmark og, ahem, Rusland om havbunden ved Nordpolen. Man må da håbe, at Vladimir Putin lytter efter.

Våben over grænsen

Også i USA ser der nu ud til at være gennembrud i forhandlinger, det ellers har taget en uforståelig krig at få gennemført. Efter et lamslående antal masseskyderier – ikke mindst de to nylige tragedier i Uvalde, Texas og Buffalo, New York – tegner en tværpolitisk aftale til at kunne stramme den amerikanske våbenlovgivning meningsfuldt for første gang i godt og vel 25 år. Eller, helt meningsfulde bliver stramningerne så ikke, for det er hverken en bandlysning af såkaldt assault weapons, en hævet mindstealder for køb af semiautomatiske våben eller universelle baggrundstjek, der er på tale. For slet ikke at tale om et decideret våbenforbud. Det er dog lykkedes demokraterne at få hele 10 republikanere med på tanken om drosle bare lidt ned for galskaben.

Aftalen vil bl.a. udvide baggrundstjek for våbenkøbere under 21 og lukke det såkaldte “boyfriend loophole“, der har gjort det muligt for folk dømt for partnervold fortsat at købe våben, hvis ikke de er gift. Samtidig afsættes en pose penge til programmer, der skal øge sikkerheden på skoler og forbedre unges mentale helbred – republikanernes typiske syndebukke, når samtalen falder på USA’s utallige skoleskyderier.

Det ser ikke ud af meget, men med de republikanske stemmer i ryggen, vil lovpakken rent faktisk have en chance for at blive stemt igennem i Kongressen. Imens kan resten af verden så fortsat undre sig over, at skuddrab er den hyppigste dødsårsag i USA for børn under 19 år. Og at skolelærere reelt forventes at dobbeltjobbe som toptrænede livvagter for deres elever. Selvom det virker helt åbenlyst, at strammere forbud skal tages i brug, er det imidlertid ikke en grænse, USA har tænkt sig at rykke ved lige foreløbigt. Måske skulle man simpelthen foreslå amerikanerne, at de bare kan få låst deres våben væk på Hans Ø? /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12