Philip Davali/Ritzau Scanpix
Fattige børn vil fortsat være fattige børn. Ugens store politiske aftale om et nyt kontanthjælpssystem vil næppe ændre afgørende på opvækstvilkårene for de mange børn, hvis forældre er kronisk arbejdsløse, og som i dag forsøger at hutle sig igennem på de laveste sociale ydelser. Til gengæld markerer aftalen et politisk gennembrud, ikke mindst for S-regeringen.
Endnu engang er det lykkedes for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) at lande et vanskeligt kompromis uden at måtte give køb på Socialdemokratiets grundlinje og samtidig med, at aftalepartierne udtrykker begejstring. Efter et langt og potentielt dramatisk opspil, hvor Enhedslisten truede med at ville udløse et folketingsvalg, er politisk ordfører Mai Villadsen endt med at acceptere en minimalmodel. Enhedslistens frontfigur siger tilmed, at hun er “kisteglad“. Intet mindre.
I substansen er det imidlertid Socialdemokratiet, og bestemt ikke Enhedslisten, som har fået gennemtrumfet sin politiske linje. Det første og vigtigste for S-regeringen var, at ydelsesniveauet ikke generelt måtte blive hævet – ganske enkelt af frygt for, at den borgerlige opposition dermed ville kunne få frit spil til at genopføre de seneste årtiers udlændingedebat.
Indvandrere og flygtninge er markant overrepræsenteret blandt Danmarks fattigste borgere, og derfor vil enhver form for socialt bundløft også betyde, at udlændinge får tilført flere penge. Ja, det hidtidige kontanthjælpsloft og 225-timersreglen har faktisk været indført af de borgerlige partier for netop at ramme særligt hårdt blandt etniske minoriteter. Og den debat har Socialdemokratiet frygtet at genantænde, og netop derfor har reformen af kontanthjælpssystem trukket ud.
Resultatet kan betragtes som en politisk sejr for S-regeringen, og ikke mindst Peter Hummelgaard, som har formået at binde en sløjfe, som ellers virkede umulig. På den ene side har han fået neutraliseret Enhedslisten, der er endt med at acceptere langt færre kontante indrømmelser, end nogen havde forestillet. Og på den anden side er ændringerne så beskedne, at de borgerlige også vil få svært ved at hænge Socialdemokratiet ud som slappere i udlændingepolitikken.
Aftalen gør groft sagt den nuværende, midlertidige løsning med flere penge til de fattigste børnefamilier til en permanent ordning. De vil få det samme fremover, som de får i dag. Altså nul kroner ekstra – i faste ydelser. Til gengæld vil syge på kontanthjælp få større tilskud til medicin og fattige børnefamilierne vil også kunne få refunderet kontingenter til fritidsaktiviteter.
Ved at dreje reformen i retning af mere målrettet støtte til syge og til børnenes fodbold – og ikke ændre grundlæggende på ydelserne til landets arbejdsløse – har Peter Hummelgaard formået at stække de to fronter, som en regering altid vil kæmpe på, nemlig fronten til støttepartierne og fronten til oppositionen. Det kan således blive svært for de blå partier at piske en bred stemning op om, at syge og børnefamilier ikke skal have så meget som en bøjet femøre mere.
Den borgerlige oppositions vanskeligheder hænger naturligvis sammen med venstrefløjens påfaldende pragmatisme. Det mest opsigtsvækkende ved aftalekomplekset er således, at Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen ikke engang forsøgte at gøre børnefattigdom til et kommende valgkampstema. Hun vil hellere være på god talefod med S-regeringen, end hun vil kæmpe kompromisvilligt for de fattigste børn uanset hudfarve.
Aftalen om en ny kontanthjælp markerer på mange måder en indre forvandling af Enhedslisten, snarere end mærkbar omvæltning af det danske socialsystem. Med Mai Villadsen i spidsen har venstrefløjen fået den mindst udfordrende og mindst kampivrige spydspids nogensinde. Hvis man skulle være i tvivl om Enhedslistens metamorfose, skal man blot lytte efter én af partiets tidligere topfigurer:
“Vi har et kæmpe problem i Danmark med børn, der vokser op i fattigdom. Med den nye kontanthjælpsaftale bliver det problem ikke løst,“ lyder det usentimentalt fra Johanne Schmidt-Nielsen, som i dag er generalsekretær i Red Barnet: “Der vil stadig være alt for mange børn, der vokser op i familier, der ikke har råd til helt basale ting som sund mad, bleer og varmt vintertøj.“
Til sammenligning sagde Mai Villadsen på pressemødet, hvor hun præsenterede aftalen sammen med den socialdemokratiske beskæftigelsesminister: “Den her aftale, vi har lavet, viser, at politik virker og gør en forskel for Danmarks fattigste børn. Det er en aftale, som hjælper alle i systemet. Ingen mister noget, alle får.“ Villadsen tilføjer sågar – som en forklaring på, at det kan tage lang tid, før familierne overhovedet får lidt ekstra støtte: “Der skal laves nye it-systemer, som tager noget tid, dem kan jeg ikke trylle frem i morgen.“
Så har man hørt det med: Enhedslisten, der undskylder manglende resultater med it-bøvl. Så er revolutionen i hvert fald effektivt aflyst, og ikke kun på grund af vejret. For Socialdemokratiet er det en gave, at venstrefløjen har opgivet at stille bidske og barske krav her lige inden den forestående valgkamp.
Strammerkursen triumferede i første omgang, da Socialdemokratiet klonede Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, og SF’erne kort efter fulgte efter i en erkendelse af forholdene i den politiske jernindustri. Men fuldendelsen sker med ugens aftale om kontanthjælpen: Enhedslisten har reelt accepteret, at fattige børn fastholdes i knaphed og armod, fordi Socialdemokratiet ikke tør give flere penge til udlændinge. /Lars Trier Mogensen