Foto: EPD
Da socialdemokraten Olaf Scholz og hans nyslåede trafiklysregering indtrådte på Bundestag november sidste år, varslede koalitionen et nybrud i tysk politik. Det tyske bureaukrati skulle støves af – og med en ambitiøs klimapolitik, løfter om sænkelse af stemmealderen og en potentiel legalisering af cannabis, var der ingen tvivl om, at der var kommet en ny bratwurst på bordet.
Men det skulle hurtigt vise sig, at det ikke kun var landets fænomenalt uddaterede digitaliseringssystem, der skulle hives ind i det 21. Århundrede. Efter 89 år bliver en af landets mest tvetydige og hæmmende love i næste uge smidt på bagen. Det drejer sig om paragraf 219a af den tyske forfatning, der forbyder “al annoncering for afbrydelse af svangerskab“.
I teorien lyder den ikke så slem, men i praksis har det betydet, at hverken læger, hospitaler og klinikker må give information om aborter på deres hjemmesider, i pamfletter osv. Og i et land, hvor abort stadigvæk er juridisk ulovligt – som det har været siden 1871, hvor Tyskland blev, ja, Tyskland – har det understøttet en allerede voldsom tabuisering af den medicinske procedure hos både fagfolk og den almindelige befolkning.
Med paragraf 219a kunne vrede abortmodstandere derfor i 2017 sagsøge den praktiserende læge Kristina Hänel udelukkende på det grundlag, at hun på sin hjemmeside under tilbud havde inkluderet “aborter“ – og selvom hun slap for fængsel, endte det lille ord med at koste hende en bøde på hele 6.000 euro, godt og vel 50.000 danske kroner.
Fjernelsen af paragraf 219a kan på mange måder ses som et gennembrud for den tyske tilgang til abort og som et tegn på et større politisk skift hos vores naboer mod syd. Men bare fordi læger snart må tilbyde information om aborter offentligt, er det langt fra ensbetydende med, at de kommer til at gøre det – eller at de rent faktisk ved noget om det.
“Schwangerschaftsabbruch“
Det har siden 1976 været muligt at få foretaget en abort i Tyskland, da der blev tilføjet en undersektion til paragraf 218 om “Schwangerschaftsabbruch“ (som de så yndigt kalder det). Foruden indebar loven ellers en fængselsstraf på op til 3 år eller en bøde, hvis man afsluttede sin graviditet. Den underfundige tilføjelse kræver bl.a., at man gennemgår en obligatorisk konsultation og derefter skal vente i tre dage, før proceduren foretages – begge krav er blevet mødt af skarp kritik fra FN.
Men selvom abort teknisk set er muligt, er praksissen ifølge ph.d. i kriminalret og ansvarlig for juridiske anliggender ved Deutscher Juristinnenforbund Tanja Altunjan både tæt forbundet med stigmatisering og en manglende viden om loven – og det skaber utryghed blandt både læger og patienter.
“I vores øjne fører [lovgivningen, red.] til en form for stigmatisering – både for personer, der er gravide, og de læger, der foretager aborterne, fordi der altid er en risiko for straf forbundet, hvis man ikke holder sig inden for disse ret strenge lovbestemmelser,“ påpeger Altunjan, “og hvilke mange lægfolk slet ikke er bekendte med, fordi det ikke bliver undervist på medicinuddannelsen.“
Det har særligt været dobbelttydigheden i paragraf 218, der både indeholder en kriminalisering af abort og en undtagelse fra selvsamme kriminaliserede handling, som har medført, at abort er forblevet tabubelagt og fortsat betragtet som noget ulovligt. Men det er især paragraf 219a, der har fået lægfolk til at forholde sig tavse.
219a’s meget åbne formulering har nemlig resulteret i, at det er lægerne selv, der har skulle vurdere, hvad der egentlig gælder som “annoncering af abort“. “Det er et juridisk minefelt. [Lægerne, red.] er ikke særlig verserede i lovgivningen, og hvis de ikke bliver undervist i det, er det svært for dem at forstå,“ understreger Altunjan og påpeger, at dette også er en af grundene til, at det i mange regioner rundt om i landet, især i det mere konservative syd, er næsten umuligt at finde en læge, der kan udføre proceduren. “Den anden er selvfølgelig abortmodstanderne og andre folk, der er ret aggressive over for læger, der åbenlyst udfører aborter.“
Er der en læge til stede?
Samtidig bliver antallet af læger, der tilbyder aborter, kun færre og færre. Til en befolkning på 83,4 mio. mennesker, hvoraf halvdelen altså har en livmoder, er der ifølge hjemmesiden abtreibung.at – et andet ord for abort – under 1.200 klinikker i alt i hele Tyskland, der offentligt tilbyder proceduren.
“I løbet af de sidste 10 til 15 år har vi haft 40 pct. færre læger og praksisser, der tilbyder abort,“ påpeger Annika Kreitlow, der arbejder som forskningsassistent hos Centre for Feminist Foreign Policy i Berlin, da Føljeton fanger hende på telefonen. “Det hænger sammen med, at mange af dem, der har gjort det, nu er ved at blive for gamle til at arbejde længere og går på pension, og dertil er der ikke mange yngre læger, der kommer efter dem.“
Da vi spørger ind til, hvor alle de nye, unge læger bliver af, vender Kreitlow tilbage til den samfundsmæssige stigmatisation, der synes fuldstændigt sammenknudret med praksissen. Selvom de ikke er majoriteten, så understreger Kreitlow, at de konservative stemmer alligevel fylder diskursen i medierne, og at mange unge læger fravælger at uddanne sig inden for abort af frygt for at blive sammenlignet med nazister og mordere – og hængt ud på hjemmesider dedikeret til netop det.
Men det er ikke kun frygt og forvirring, der holder lægerne tilbage. “Proceduren er faktisk slet ikke en del af det medicinske pensum,“ siger Kreitlow, der selv er på sit sidste år af medicinstudiet, “og vi har desværre ingen reelle tal på det, fordi der ikke er lavet undersøgelser om hvilke universiteter, der faktisk underviser i det, og hvilke der ikke gør – men generelt bliver medicinstuderende ikke rigtigt undervist i det.“
“Selv når du færdiggør medicinstudiet og skal specialisere dig som gynækolog, så optræder aborter heller ikke som en del af det ‘katalog’ af ting, du skal vide. Så du kan blive gynækolog i Tyskland uden nogensinde at foretage en abort eller nogensinde at lære noget om det.“
Et politisk skift
Det er derfor håbet hos koalitionsregeringen, at man ved at fjerne paragraf 219a – hvormed lægerne ikke længere kan blive sagsøgt for at dele information om proceduren – vil åbne for en mere informeret diskussion om aborter i landet. Men det er altså ikke alle, der ønsker den slags samtale.
“Det tyske samfund har på det familiepolitiske område altid været meget polariseret, hvilket har ført til, at på nogle områder er det gået meget, meget langsomt,“ påpeger lektor i tyske studier på SDU og forperson for Dansk-Tysk Selskab, Moritz Schramm. Ifølge ham kan der trækkes i en direkte tråd fra tyskernes stærke forbehold på abortspørgsmålet til efterkrigstiden:
“Det spiller også ind, at beskyttelsen af menneskelivet er selve fundamentet for den tyske grundlov efter 1945. Det vil sige, at i Tyskland har man et massivt fokus på det enkelte menneskes værdighed og liv, og det udgangspunkt er centralt i alt, hvad staten foretager sig. Og der var den politiske tolkning meget længe, at det ufødte liv også skulle beskyttes, og dermed havde staten nærmest ingen mulighed for at være mere liberal i sin lovgivning.“
Det er især hos landets største parti – det gamle, kristenkonservative CDU/CSU, hvor man frygter en “kommercialisering“ og en “social normalisering“ af aborter – at denne polarisering kommer til udtryk. Det er en reel konflikt imellem beskyttelsen af liv og kvinders ret til egen krop, understreger Schramm, men uddyber, at han, trods en konservativ eller højrepopulistisk modstand, ikke tror, at det tyske samfund vil falde fra hinanden af ændringerne, “for den overhængende mængde af befolkningen er blevet liberale nok“ til at imødekomme fremskridtet.
Lang vej endnu
Alt tyder på, at det bliver i næste uge, at paragraf 219a endelig finder sin vej ud af den tyske lov – men selvom det lover fremskridt, så forbliver abort kriminaliseret af paragraf 218. Forhåbentlig ikke så længe endnu for også her er udløbsdatoen ved at være længe overskrevet, mener koalitionsregeringen. “Beskyttelsen af det ufødte liv er kun mulig med kvinden, ikke mod hende,“ udtaler den tyske forbundsminister for familieanliggender, seniorborgere, kvinder og unge, Lisa Paus fra De Grønne i et skriftligt svar til Føljeton: “Som forbundsregering ønsker vi derfor at nedsætte en kommission, der bl.a. skal undersøge muligheden for at regulere aborter uden for straffeloven.“
“At håndhæve kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder er en opgave af stor social betydning. Det faktum, at denne føderale regering afskaffer paragraf 219a i straffeloven, er en virkelig milepæl for kvinders vej til mere selvbestemmelse. Vejen er dog lang og stenet. At kunne udvikle sig frit og uden tvang i seksualitet og familieplanlægning er en vigtig menneskeret. Det omfatter også frit at kunne bestemme, hvornår og med hvem man vil have børn.“ /Astrid Plum