Ludovic Marin/AFP
Ukrainerne har fået et nyt udtryk i ordbogen: Macronete (på dansk: macronere), der bedst kan oversættes til ‘at lave en Macron’. Efter vi for et par måneder siden så billeder af en ubarberet og hættetrøjeklædt fransk præsident med en alvorlig mine i Elysée-palæet, er verbet blevet brugt til at beskrive en, “der ser ud til at være bekymret for en situation, men ingenting gør“.
Da krigen brød ud, var forholdet til Paris ellers godt. Men vendepunktet kom, da det russiske militær i maj trak sine styrker ud af Ukraines hovedstad Kyjiv, der var blevet efterladt i ruiner og blod. Her lavede Emmanuel Macron lidt af et faux pas, da han modsat mange andre europæiske ledere ikke mødte op i Kyjiv i egen person, selvom det som formand for unionen slet ikke burde være til diskussion.
Almindelige ukrainere er nu begyndt at bede hinanden lade være med at macronere, ligesom en bataljonschef i Slovjansk i Donbas-regionen fortæller til Le Monde, at han bruger vendingen, når kollegaerne siger for meget og gør for lidt. Også russerne bruger angiveligt ordet til at beskrive en person, der “ringer meget ofte uden grund“, hvis man skal tro Ruslands chefpropagandist i Kreml på statskanalen Rossia 1.
Begge lejre er med andre ord ved at være godt trætte af Emmanuel Macron. Fra ukrainernes side blev det heller ikke meget bedre, da den franske præsident i begyndelsen af juni advarede de europæiske lande om at passe på med at “ydmyge“ Rusland. På CNN har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, samtidig beskyldt den tyske kansler Olaf Scholz for “effektivt at gøre ingenting“ – hvad der meget vel kunne kaldes at scholze.
Dragende Draghi
Nu har piben dog pludselig fået en anden lyd fra de to europæiske statsledere. Torsdag steg de sammen med Italiens premierminister Mario Draghi ombord på nattoget fra Polen til Kyjiv for at diskutere Ukraines ansøgning om at blive optaget som medlem af EU.
Under den 11 timer lange tur – hvor Scholz og Draghi undervejs opdagede, at Macron havde fået en noget mere pompøs kabine end dem med nyslebet teaktræ og blågulstribede gardiner i bedste EU-stil – er der tilsyneladende sket ting bag kameraet. Fredag lød det fra EU-Kommissionen, at man nu er klar til at give kandidatstatus til Ukraine og Moldova forud for næste uges møde i Det Europæiske Råd – ligesom vi i ellers skeptiske Danmark er vendt på en tallerken, og nu gerne vil støtte Ukraine som EU-kandidatland.
Detaljerne og betingelserne er medlemslandene endnu ikke enige om, og udsigterne til et ukrainsk medlemsskab kan stadig blive lange, hvad Macron da også har påpeget. Meget skal diskuteres, særligt når det kommer til kommissionens budgetter, hvor syv år er et blink med øjet. Hvordan vil man eksempelvis finansiere milliarder i landbrugsstøtte til et land, der har hektarvis af landbrugsarealer, og samtidig bliver unionens fattigste?
Mens vi endnu har til gode at finde ud af, om Macron og Scholz fortsætter den mindre berøringsangste kurs (særligt nu, hvor Putin har fjernet endnu mere af gassen), har Draghi påbegyndt et tilsvarende opgør med årtiers russisk afhængighed. Hvor Italien tidligere har været noget fodslæbende i forholdet til Rusland, har premierministeren simpelthen taget bladet fra munden og antydet en mere kritisk linje over for Vladimir Putins regime. De næste uger vil vise, om han også dragher, eller faktisk sætter handling bag ordene. /Emma Louise Stenholm