Ensemble, men hver for sig

Hvor kortet engang så mere roligt ud, fuldstændigt domineret af enten den ene eller den anden partifarve, ligner det nu væsentligt mere et klatmaleri. I søndags gik franskmændene til stemmeboksen for sidste gang i denne omgang – og resultatet blev et frankrigskort så plettet, at det vidner om et land midt i en brydningstid.

I modsætning til kortet fra 2017, der var definitivt gult mod vest og marineblåt mod øst, er der i år ikke samme synlige sammenhæng mellem de 577 regioners farvevalg og deres beliggenhed. Marine Le Pens mørkeblå Rassemblement National står ganske vist prominent højt mod nord og langt mod syd, men har også spredt sig gennem resten af landet. Den vestlige del af Frankrig bærer primært Macrons gule Ensemble!, mens de mod øst stadig godt kan lide republikanernes marineblå. Helt spredt for alle vinde er den lilla, venstreorienterede koalitionsbevægelse Nupes.

Præsident Emmanuel Macrons dundertaler om faren ved et splittet Frankrig, og at en tilstand af rent “kaos“ kun kunne undgås ved at stemme på hans koalition Ensemble!, har tydeligvis ikke haft den ønskede virkning. Den franske befolkning har vist sig træt af strømlining, og præsidentens gamle drøm om at revolutionere fransk politik med et “rummeligt“, midtersøgende parti er faldet godt og grundigt fra hinanden.

I en bragende mistillidserklæring har Macron mistet sit flertal i parlamentet, mens hans to store konkurrenter Jean-Luc Mélenchon ved Nupes-koalitionen og Marine Le Pen med sit Rassemblement National (RN) er kommet ud på den anden side med fornyet momentum og indflydelse. “Der var ingen, der vandt. Men vi tabte,“ udtalte en kilde fra Macrons fløj til Le Monde, da det stod klart, at Ensemble! ikke kunne skrabe mere end 245 sæder ud af 577 sammen – 44 for lidt til at være sikret en majoritet.

Face à face i halvcirklen

Den mest markante ændring i frankrigskortet fra sidste parlamentsvalg er især, hvor mange af de tidligere Macron og Ensemble!’s gule regioner, der i dag er penslet mørkeblå. På trods af at ingen kunne hive majoriteten hjem, blev parlamentsvalgets ubestridte vinder Marine Le Pen og hendes mørkeblå RN, der helt overvældende er gået fra have blot otte sæder i den parlamentariske halvcirkel l’Hémicycle til hele 89.

Mens Jean-Luc Mélenchon har råbt sig igennem landet med sin Nupes-koalition, har der været noget mere stille fra Le Pen-lejren. Med en mediestrategi, der op til præsidentvalget bød på genopfindelsen den højrenationalistiske Le Pen som nuttet kattemor, har hun i denne ombæring nøjedes med at rejse storsmilende rundt og møde befolkningen face à face i de små landsbyer mod syd og nord. Og det har givet pote.

Som den eneste af de tre frontfigurer kommer Marine Le Pen til at indtage et af sæderne i l’Hémicycle – og med næsten 100 mennesker fra sit parti i ryggen, varsler det en markant anden samtale i Nationalforsamlingen end den, man havde forestillet sig.

Hvor Macron har mistet flere af sine store profiler i svinget – bl.a. den siddende præsident for Nationalforsamlingen Richard Ferrand og tidl. indenrigsminister Christophe Castaner, samt flere nyudpegede medlemmer af den knap en måned gamle regering – stillede Jean-Luc Mélenchon slet ikke op i sin valgkreds for eftersigende at gøre plads til den nye generation.

De to partistiftere ser nu begge noget afklædte ud. Mélenchon fik ikke sin majoritet, og udsigterne til, at han skulle kunne tvinge Macron til at give sig en premierministerpost, har mistet al virkelighedssans.

Samtidig er der allerede slået skår i Nupes, der med 131 sæder udgør parlamentets største oppositionskoalition. Som reaktion på Marine Le Pens drastiske fremgang, foreslog Mélenchon, at Nupes skulle lægge deres indbyrdes forskelligheder til side og stille med et fælles partipolitisk program. Det var han dog umiddelbart den eneste, der kunne se det smarte i, for forslaget blev prompte kritiseret af samtlige partier i koalitionen. Så meget for sammenholdet.

Meget bedre går det ikke hos præsidenten selv, der febrilsk leder efter nogle at slå pjalterne sammen med. De gamle venner, Les Républicains, var ellers det oplagte bud med deres 61 sæder, indtil partiets forperson fik understreget, at de er et oppositionsparti. Jagten blev kun mere kaotisk, da Macrons justitsminister, Éric Dupond-Moretti, pludselig mente, at måske kunne Rassemblement National og Ensemble! slå sig, ja, ensemble.

Det er så yndigt at følges ad

Der bliver løbet hurtigt mellem partikontorerne i disse dage. Uanset tilhørsforhold og partifarve står én ting klart: Hvis Macron vil sikre sig nogen som helst indflydelse i parlamentet, bliver han nødt til at kaste sin stolthed og eneherskerattitude af sig og lære at spille sammen med andre.

Og det synes han at have forstået. I hvert fald for nu. Tirsdag formiddag har præsidenten allerede påbegyndt samtaler med diverse partiforpersoner for at forsøge at finde en løsning på at “samle“ det splittede land. Selvom Mélenchons invitation lader til at være gået tabt i posten, har Marine Le Pen noget foruroligende modtaget sin.

Der har aldrig været en udpræget politisk kultur for at være holdspillere i Frankrig. Om noget er søndagens valg imidlertid symptomatisk for, at den franske befolkning vil have noget helt andet, end de hidtil har fået. Udover ikke at gide stemme, er befolkningen mere splittet end før, og hvis Macron vil have nogen som helst chance for at undgå politisk dødvande, bliver han nødt til at lære at indgå nogle kompromisser. Det ligger nu ikke ligefrem til hans natur, og det er da på ingen måde utænkeligt, at præsidenten vil bruge sin sidste brøkdel af magt på at kræve en ommer og simpelthen hive befolkningen til stemmeurnerne igen ved at opløse Nationalforsamlingen.

Ikke alle frygter dog det mangefarvede frankrigskort. Som den franske ingeniør Simon Nouis fik sagt det til TV Avisen i søndags: “Jeg er ikke bange for en Nationalforsamling, der er mere delt mellem forskellige partier. Jeg håber på et mere parlamentarisk og mindre præsidentielt styre som i andre lande.“ Så er det bare at håbe på, at præsidenten heller ikke lader sig skræmme af at skulle dele magten. /Astrid Plum