Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vi kan ikke udelukke, at vi er kommet for skade at nævne den før, men særligt én scene fra Franz Kafkas Processen har brændt sig fast på vores nethinder: En dag, da romanens hovedperson Josef K. er ved at forlade sin arbejdsplads, hører han pludselig suk bag døren til et lille pulterkammer. Han åbner døren og ser to mænd, der skal til at blive pryglet af en mand i mørk læderdragt. De to ofrer fortæller, at de bliver straffet, fordi K. åbenbart har klaget over dem. Betuttet forsøger K. at forklare prygleren, at det aldrig var hans intention, og at mændene derfor bør gå fri. “Jeg er ansat til at prygle, altså prygler jeg,“ lyder det afvisende svar.
Skyldbetynget må Josef K. forlade den mystiske seance; der er ikke noget at gøre. Den efterfølgende dag fuldendes mareridtet imidlertid: “Da han på hjemvejen igen kom forbi pulterkammeret, åbnede han det som af gammel vane. Det, som han fik øje på i stedet for det ventede mørke, bragte ham helt ud af fatning. Alt var uforandret, sådan som han havde fundet det, da han åbnede døren aftenen i forvejen. Trykmønstrene og blækflaskerne lige bag tærsklen, prygleren med stokken, de stadig helt afklædte vogtere, stearinlyset på hylden, og vogterne begyndte at klage og råbte: “Herre!“ Straks smækkede K. døren i og slog også med knytnæverne mod den, som om den på den måde var lukket fastere i.“
Nej, selvom man kunne ønske det anderledes, er det ikke altid, det nytter at sige “ude af øje, ude af sind“. Tingene brager gerne derudaf, upåagtet at vi ikke længere orker at forholde os til dem. Her gik vi eksempelvis og troede, at corona for længst var et overstået kapitel i Danmark, og så kommer der minsandten en ny undervariant med det intetsigende navn BA.5 og forlanger, at vi igen sidder og ser pressemøder om pandemien. Ja, det var næsten som at genopdage et alt for velkendt pulterkammer, da statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm onsdag formiddag atter kunne fortælle om coronastrategien. Hvad havde vi egentlig gjort for at fortjene den straf?
Udover de ubehagelige deja-vu-billeder pressemødet fremkaldte, var situationen dog heldigvis ikke værre end som så. Alle over 50 år bliver tilbudt en vaccine i efteråret, mens Mette Frederiksen kunne formane, at vi også skal “nyde sommeren“. Det gælder nu ikke længere om at forebygge smitte, men sygdom. Som flere coronaeksperter allerede havde bedyret på forhånd, kan vi altså godt slå koldt vand i blodet. Selvom smittetallet stiger, vil nye restriktioner ikke umiddelbart komme på tale. Festivalerne og Tour de France er reddet, den kollektive coronafrygt kan atter blive sendt til behændig opmagasinering. Hvem ved, måske vil den blive fundet frem på ny til efteråret?
Nå, dermed ikke sagt, at vi helt bliver skånede for kafkaske gentagelser. Bedst som man eksempelvis troede, at en ubetinget fængselsstraf ville kunne få en populistisk levebrødspolitiker på bedre tanker, ser det minsandten ud til, at Inger Støjberg er på vej med et nyt parti. I hvert fald er partiet “Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg“ blevet godkendt af Valgnævnet, endog med Støjbergs samtykke til, at hendes navn bliver brugt.
Den tidligere udlændinge- og integrationsminister afviser at kommentere sagen, men fortæller alligevel til Ritzau, at det er “et meget godt navn“. Der kan vel ikke gå længe, før det hemmelighedskræmmende projekt officielt bliver præsenteret. Hvis vi skal komme med et forsigtigt bud på et partiprogram, bliver det nok noget med atter at gøre indvandrere til prygelknapper. Og det på trods af, at det jo egentlig ikke er noget, Udlændingestyrelsen ikke allerede har gjort til almindelig hverdagspraksis. Gid det hele ikke var så forudsigeligt – og forstyrrende. /David Dragsted