Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Næsten 48 pct. af den danske befolkning mener, at asylansøgere i Danmark skal sendes til Rwanda i stedet for at få asyl herhjemme. Sådan forholder det sig, hvis man skal tro en ny meningsmåling, som Jyllands-Posten har fået foretaget. Blandt de adspurgte 1.020 personer (betalingsmur) erklærer 20,3 pct. sig “enig“ og 27,3 pct. sig “meget enig“ i, at asylansøgere “bør“ sendes til det centralafrikanske land.
Med den opbakning fra hr. og fru Hakkebøf er der ikke noget at sige til, at statsminister Mette Frederiksen (S) holder fast i sit dybt umoralske fantasiprojekt – bortset fra at projektet er, nå ja, dybt umoralsk. Det er sådan set tilladt, særligt når man skal forestille at være hele befolkningens regering, at sætte barren bare en lille smule højere end laveste fællesnævner.
På samme måde forholder det sig med regeringens holdning til de små danske børn, som stadig sidder og rådner op under ubeskrivelige, kummerlige forhold i fangelejren al-Roj i det nordøstlige Syrien. Eftersom det er børn af kvinder og fædre, der har meldt sig under fanerne hos den foragtelige terrororganisation ISIS, er regeringens ræsonnement, at det er mennesker, der har gravet deres egen grav, og desværre er det så gået ud over deres stakkels børn. Surt.
Synspunktet nyder formentlig lige så stor støtte i den danske befolkning som den usle idé om at sende asylansøgere til Rwanda. Så regeringen føler sig home free, lige meget hvor mange åbne samråd, udenrigsminister Jeppe Kofod (S) bliver indkaldt til om sagen, eller hvor meget psykologer og læger råber op om, at børnene får det dårligere og dårligere. I sidste ende afspejler det 1:1 Mette Frederiksens moralske habitus. Socialdemokratiets partiformand, der i en husstandsomdelt pjece i december 2018, sagde, at hun ville være ‘Børnenes statsminister’, er en kynisk realpolitiker, der så at sige vil skide børn et stykke, når deres forældre har truffet dumme beslutninger.
I maj var to læger og en psykolog på besøg i al-Roj-fangelejren. De var udsendt af Udenrigsministeriet for at undersøge de danske børn, og det lykkedes at tilse tre af de i alt fem børn, som er tilbage. Ifølge Danmarks Radio, der har set speciallægernes rapporter, er konklusionen klar: Børnene har fået det dårligere, siden de blev undersøgt for et år siden. Det er svært her at gradbøje dårlig, for dengang havde børnene det allerede ad helvede til.
I de nye rapporter anbefaler lægerne, at et af børnene, en dreng på fem år, straks bliver evakueret til Danmark med sin mor og indlægges med henblik på en udredning for luftvejsproblemer, som “kan påvirke hørelse, sprog og kognitiv udvikling i svær grad“. Drengen har tillige angst og en granatsplint i armen.
To andre drenges tilstand er også dårlig. Det drejer sig om to brødre på fire og tre år, hvor den ældste har “svære problemer med angst og raseri“, som det formuleres. “Det vurderes ikke, at der er yderligere muligheder for udredning og behandling lokalt.“ Han modtager antidepressiv medicin, som angiveligt gives til børn i Danmark.
Hverken til at hugge eller stikke i
Mette Frederiksens statsministerskab har på en lang række politiske områder været en hyldest til vindbøjtlen. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, lød godt da Jens Otto Krag og Michael Laudrup sagde det, men i Frederiksens tilfælde er det antaget groteske dimensioner. Det er påfaldende, at hun netop på det område, hvor hun har slået sig op som en, der faktisk er drevet af nogle fasttømrede værdier, nemlig børns vilkår, hverken er til at hugge eller stikke i. Påfaldende, fordi man ender med at spørge sig selv, om hun overhovedet har en kerne, eller om det handler om magten for enhver pris.
Jeppe Kofod siger – eller rettere: Han skriver, for han vil nemlig ikke stille op til interview med pressen – at “vi vil gerne hjælpe børnene ud“, men det bliver bare uden deres tre mødre, for de har fået frataget deres danske statsborgerskab. Der er den igen, den manglende moralske kerne. Almindelig sund fornuft tilsiger, at man ikke fjerner børn på 3-4 år fra deres mødre. Kofod kalder det et tilbud, og han appellerer ”til de her fremmedkrigerkvinder“ om at tage det.
Men som kvindernes advokat, Knud Foldschack, siger til DR: “Jeg tror ikke, der er særligt mange mødre, der vil give afkald på deres børn, hvis de ved, at deres børn kun kan få den rigtige behandling, hvis mødrene er med.“
Børnene lider og risikerer at dø i fangelejren. Selv for en politiker af Mette Frederiksens beskaffenhed er det et en underlig ting at ville have siddende på sig, her hvor hendes periode som statsminister formentlig lakker mod enden. /Oliver Stilling