Vitaly Nevar/Reuters/Ritzau Scanpix
Immanuel Kants livshistorie var ifølge digteren Heinrich Heine meget kedelig, for han havde hverken et liv eller en historie. Til gengæld havde han så meget andet! Blandt andet en veludviklet kritisk sans, som han brugte til at formulere det grundlæggende etiske princip om det kategoriske imperativ. Det kan opsummeres til, at man bør handle således, at grundlaget for ens beslutninger til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almengyldig lovgivning.
Den kedelige, tyske filosof blev født i Königsberg, der på daværende tidspunkt lå ved Preussens nordøstlige grænse, men som efter Sovjetunionens fald blev til den russiske eksklave Kaliningrad. Nu til dags byder byen på alt fra katedraler til gyldne ravklumper, men den ligger også sammenklemt mellem EU-landene Litauen og Polen, og er fuldstændig adskilt fra “Moderlandet“. Den seneste uge er Kaliningrad endog blevet klemt i det store sanktionsspil, og det fået EU til at kigge bekymret mod Kants hjemstavn.
Togene, der plejer at fragte varer fra Rusland til Kaliningrad langs jernbanespor, der går igennem både Belarus og Litauen, holder nemlig stille – eller rettere sagt: De er blevet standset. Litauen har simpelthen blokeret for transport af EU-sanktionerede varer til den russiske eksklave. På sanktionslisten står alt fra kul, metal og bygningsmaterialer til avanceret teknologi. Ifølge Kaliningrads russiske guvernør, Anton Alikhanov, udgør det omkring 50 pct. af de varer, som Kaliningrad importerer.
“Litauen har ingen interesse i at eskalere noget som helst. Men der er sanktioner, som er nødt til at blive indført og overholdt,“ sagde den litauiske premierminister, Ingrida Šimonytė til litauisk TV i tirsdags. Den forklaring godtager Kreml dog ikke. Til gengæld er Putins styre kommet i tanke om princippet om international lov, der ellers er blevet gjort til en by i Rusland de seneste måneder. Onsdag argumenterede Kreml således for, at den såkaldte blokade var “hidtil uset“ og “i strid med international lovgivning“. Set i lyset af Kants kategoriske imperativ, klingede argumentet nu temmelig hult.
Ikke desto mindre har EU’s diplomater pludselig fået travlt med at forsikre om, at Litauen – der er medlem af både EU og Nato – handlede i overensstemmelse med Kommissionens vejledning, og at dette var en utilsigtet konsekvens af de europæiske sanktioner. Onsdag stillede Maria Zakharova, pressechef i Ruslands udenrigsministerium, så det retoriske spørgsmål, EU meget gerne vil høre svaret på: Om Ruslands reaktion “udelukkende vil være af diplomatisk karakter“. Zakharovas svar var dog ikke vildt betryggende: “Svaret er nej. Vores reaktion vil ikke være diplomatisk, men praktisk.“ Hvad ordet “praktisk“ så lige indebærer, fik pressechefen ikke uddybet.
Velkommen til EU
Mens EU-Kommissionen har ligget søvnløs over praktiske spørgsmål, er Det Europæiske Råd kommet et skridt tættere på Immanuel Kants idé om evig fred. “Den evige fred findes kun på kirkegården,“ lød det – lettere ironiske – forord i Kants Zum ewigen Frieden fra 1795. I værket, der er en af oplysningstidens mest berømte antikrigstekster, drømte Kant om, at der dannes en føderation af frie stater, “der i sidste ende ville omfatte alle jordens folk“. Så langt er vi trods alt ikke nået, men regeringslederne i EU’s 27 medlemsstater kom alligevel nærmere drømmen, da de efter to dages topmøde blev enige om at give Ukraine og Moldova kandidatstatus til den europæiske klub.
“Det er et historisk øjeblik. I dag markerer et afgørende skridt på jeres vej til EU,“ skrev forpersonen for Det Europæiske Råd, Charles Michel, henvendt til de nytilkomne. Ifølge EU-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, var det “en god dag for Europa“. Et medlemskab af EU betyder dog ikke nødvendigvis, at man kan sove sødt og trygt om natten – spørg bare Litauen.
Nu begynder det faktisk at blive svært at gætte sig til, hvad kedelige Kant ville sige til alt det her. Han ville måske have haft lidt svært ved at sætte sig ind i Putins ekspansionstrusler, eftersom han aldrig forlod sin hjemstavn. Filosoffen havde i stedet en simpel rutine: Han drak kaffe, tænkte og skrev. Og hver dag klokken halv fire gik han den samme tur langs en gade flankeret af lindetræer i selskab med sin tjener Lampe. Som det ser ud lige nu, kræver vejen mod fred dog nok lidt mere end en fredelig gåtur. /Emilie Ewald