Konservatisme er ikke en ideologi. Sådan koketterer konservative ofte. “Ideologi er noget bras,” sagde ligefrem Danmarks formentlig allersidste konservative statsminister, Poul Schlüter, i 1983. Men konservatismen har reelt mere intellektuelt brændstof at byde ind med i den store kamp om tilværelsens mening og retning. Eller rettere sagt: Havde mere at byde på. For den hjemlige konservatisme er i de senere år blevet kapret af små mennesker uden schwung, karismatisk autoritet og aristokratisk attitude.
Sådan var det ikke med Mads Holger – Danmarks sidste romantiker. Han turde træde skarpere og mere spektakulært i karakter. Af samme årsag blev han udstødt af De Konservative, endskønt (et udtryk Mads Holger selv yndede at bruge) han stillede op til folketingsvalget i 2015. Og tabte. I det hele taget vandt han aldrig nogen særlig offentlig anerkendelse, før han døde forleden, blot 38 år gammel. Siden da er de sociale medier flydt over med lovprisninger og al den kulturelle agtelse, som underklassedrengen søgte, men aldrig fandt i levende live. I hvert fald ikke blandt så mange andre end de indtagende yngre kvinder, han havde det med at omgive sig med.
Storbybohemen Mads Holger, som bag det blankslidte jakkesæt, de ikoniske slangeskindscowboystøvler og bladguldet fra en pompøs fyldepen, også bar det borgerlige efternavn Madsen, var vitterligt en socialkonservativ intellektuel, der havde både bid og vid til at kunne give tidens ”Herning-liberalisme” kamp til stregen: ”Det er ikke nemt at spille Richard Wagner i Herning Messecenter,” som den teologistuderende forfatter og blogger skrev i en kronik i Information i et af de mest svidende angreb på Venstre i de senere år. Eller endnu mere brutalt og flabet om Liberal Alliance: ”Når jeg hører liberalister sige, at de også tænker på andre, tænker jeg – ja, ja, det er jo kun, når I onanerer.”
Kongstanken hos Mads Holger var, at autoriteternes død har efterladt det moderne menneske i et eksistentielt tomrum, og at nye autoriteter nu må træde til for at give samfundslivet form. Det er en så ultrakonservativ idé, at de fleste foretrækker at afskrive det som dekadent fjolleri. Konservatismen er jo ikke ideologisk, vel? Og det passer heller ikke rigtig ind i billedet af formand Søren Pape Poulsens efterhånden ubetydelige parti. Men kongstanken om autoriteternes altafgørende betydning er den nok mest provokerende idé, der i de senere år er blevet fremført her i vores ellers egalitært rettighedsliberale og blødt kulturradikale velfærdssamfund.
Mads Holger har formuleret sin bærende konservative tanke i et portrætinterview i Weekendavisen, fint skrevet af Poul Pilgaard Johnsen:
”Autoriteten tinglyser identiteten. Når man fjerner autoriteter, fjerner man også de instanser, som kan give os identitet, jævnfør debatten om det faderløse samfund. For mig selv var det da også en udfordring at finde ud af, hvem jeg skulle være, fordi jeg ingen far havde, da jeg voksede op. Ikke mindst i et samfund, hvor man altid fik at vide, at du må vælge helt frit, du må selv bestemme, og to og to er fem, hvis du synes det.”
Her er for alvor en udfordring til de gældende normer: Uden autoriteter, ingen identitet. Uden en faderfigur, intet selvværd.
I en anbefalelsesværdig samtale med forfatteren og radioværten Martin Kongstad fortæller Mads Holger om, hvordan hans jævnaldrende har gjort en dyd ud af overskridelser og fuckfingre til forældre og lærere, som for længst har mister enhver autoritet. Alligevel forsøger folk fortsat at knuse potteskår fra vaser, som allerede og for længst er blevet smadret af tidligere generationer. Nedbrydning, dekonstruktion og modkultur er dermed blevet ufarlig mainstream-kultur. I stedet tilbød Mads Holger at træde ind på scenen med klassisk dannelse og en ny form for punket snobberi. Kongstad opsummerer ideologien i sin nekrolog i Information: ”Ville man provokere, skulle man i stedet klinke skårene og bygge en stor, flot krukke med bladguld og sirlige gesvejsninger.”
Det tragiske paradoks var blot, at Mads Holger aldrig selv fik erobret denne position som en litterær eller intellektuel autoritet. Tværtimod. Hans tre romaner hører til blandt de udgivelser, som har fået allerdårligst anmeldelser. Politiken kaldte ham for ”en komplet fiasko”, og Weekendavisen trumfede ved at adle ham med titlen ”Danmarks ubetinget ringeste forfatter”.
I aviserne blev han således gjort tykt til grin for et opstyltet og barokt sprog. Til gengæld gjorde netop denne bedagede ordekvilibrisme og hans syrlige blik for middelmådighedens dominans også Mads Holger til Danmarks ubetinget sjoveste og mest originale Facebook-skribent. Men som kulturkonservativ var pøblens begejstring ham ikke nok.
Det var tydeligvis ikke let at ville være en højborgerlig autoritet i en tid, hvor intet forekommer mere latterligt.