At skabe et monster

Kevin vidste, at Magnus var på vej, og blev hidsig, allerede da han hørte ham på gårdspladsen. En motor gik ud, trin på grusstien, en yderdør blev åbnet – og så stod han i stuen. Magnus talte i telefon, formentlig med sin nye kæreste.

Kevin virkede helt uberørt, da han stod over billardbordet klar til at foretage sit næste stød. Han løftede blikket og hilste med et nik. Han kom her tit.

Kevin stødte ballen i hullet, og Rikard, som han spillede imod, var synligt imponeret. Kevin tog en stor slurk af sin drink og skar en passende grimasse. Drinken var stærk: Halvt hjemmebrændt og halvt appelsinsaft fra Willys.

Magnus fandt sig til rette. Han tog sin falske gin frem og blandende en drink til sig selv i et Coca-Cola-glas af den slags, man får på McDonald’s. De andre gæster havde allerede drukket i flere timer, selv om Anna holdte igen med alkoholen. Hun og Johnny sad i hjørnesofaen og snakkede, mens Rikard og Kevin forsatte med at spille billard. Kevin kunne godt lide Anna, selv om han ikke var forelsket i hende længere. De havde været sammen nogle måneder, men de passede ikke sammen. Det gjorde ham ikke noget, at Johnny nu var sammen med hende.

Slænget havde koblet computeren til tv’et, sådan at de kunne se deres nazistiske favoritklip. De skrålede med på de sange, som de kunne. Alle var i godt humør. Rikard var fuldest.

Johnnys hus var et perfekt sted at holde fest, da det lå langt væk fra byen. Her var ingen naboer, som klagede over lydniveauet, når de spillede musik, og den tætte hæk begrænsede indsynet. Det var godt, selv når de ikke holdte fest. Seks biler, den ene i værre stand end de andre stod parkeret ved det lille udhus på grunden. Gamle dæk, kartoner og brædder lå overalt. På den lille hundegård havde de spændt Johnnys hund fast, så Rikards hund Gruff kunne være med til festen. Der var også et lille fuglebad i haven, næsten helt skjult bag de afklippede buske, og en garage, hvor Johny havde sit værktøj, som han brugte, når vennernes biler behøvede det.

Huset blev af andre beskrevet som ’det mest faldefærdige’ i byen. Denne opfattelse delte Kevin ikke. Lidt rodet måske. I husets tre rum og køkken lå der flyttekasser og tøj overalt. I rummet, hvor Johnnys fireårige søn boede hver anden weekend, var der legetøj. Det var, som når nogen lige er flyttet ind. Gardinerne i stuen bestod af en markise med en reklame for Ford. I soveværelset stod der en vandseng.

Klokken nærmede sig tolv denne lørdag aften 17. maj 2008.

Rikard blandede endnu en drink. Johnny tog kameraet frem, og Magnus, Rikard og Kevin stillede sig op i hjørnet. De heilede, sang nazistiske slagsange og spillede luftguitar med billardkøerne. Magnus var iført en sort hættetrøje med nazisymbol og rygmærke: ”Hellere dø stående end at leve på knæ.” Kevin og Rikard havde også sorte hættetrøjer på, og de kronragede isser fik dem til at ligne et hold, der stillede op til fotografering inden kampstart.

Johnny fotograferede. Gruff gøede. Anna rystede på hovedet. Hun boede på en institution for piger uden for Skövde, men når hun og Johnny var sammen, sov hun ofte her i stedet. Denne aften havde Johnny desuden slæbt en madras ind i sønnens rum, så vennerne havde et sted at sove, når de faldt omkuld.

Klokken passerede midnat. Flere drinks blev blandet og drukket. Anna gik ud på trappen for at ryge.

Kevin blev stadig mere provokeret af Magnus’ tilstedeværelse. Tænk at han gik rundt og bagtalte ham. Da Kevin forlod stuen, hørte han, at Magnus fandt på, at Anna og han skulle holde i hånd, når Johnny ikke så det.

Til sidst sagde han til Magnus, at han skulle tale med ham. Magnus lod som om han intet hørte. Med endnu højere røst sagde Kevin, at de skulle gå ud og snakke. Bare de to. Magnus så op fra billardbordet, sukkede og sagde okay. Han lænede sig mod væggen og fulgte efter Kevin ned ad ydertrappen og stillede sig på grusstien. De andre sendte hinanden urolige blikke.

Kevin og Magnus var egentlig gode venner. Kevin boede tilmed hjemme hos Magnus og hans far, når det var for uoverskueligt at være derhjemme. Kevin kunne godt lide Magnus’ far, hjalp hans søster med lektierne og var taknemlige for, at han kunne være der.

Det, som sidenhen skete, det, som Kevin ikke kunne slippe, var følgende: En ven havde holdt fest i et andet hus ude på landet. Festen sluttede, da politiets fandt en 17-årige pige, der var så fuld at hun knap kunne stå på benene. Politiet kontaktede hendes forældre, og da de skulle til at transportere hende hjem, blev Kevin gal. Det lykkedes ikke for de andre at holde ham tilbage, før han var fremme og hev i politibilens dør for at ’befri’ pigen. Til slut fik Magnus beroliget ham, og politiet kunne køre.

Som Magnus så det, reddede han Kevin fra at blive arresteret og tilbringe natten i en celle. Men sådan så Kevin det ikke. Han tænkte, at Magnus stillede sig på politiets side, at han forrådte ham. Uenigheden sluttede ikke, før Kevin havde stukket en kniv i låret på Magnus, og da politiet kom tilbage efter at havde afleveret pigen hos hendes forældre, hørte de nogen skrige: ”Jeg dør! Jeg dør!” De så Magnus bløde fra benet og Kevin vaske kniven i køkkenvasken.

Kevin blev pågrebet på stedet. Mens Kevin ventede på sin rettergang, forsøgte Kevins venner at at true Magnus til at trække anmeldelsen tilbage. Men Magnus stod fast, og Kevin blev dømt til otte måneders fængsel. I fængslet fik Kevin regelmæssigt besøg af vennerne. De fortalte ham, hvordan det gik med Magnus, som de hævdede bagtalte Kevin. Derudover skulle han have haft noget kørende med en pige, som Kevin havde været sammen med tidligere. Kevin ville hævne sig. Hvis Magnus bare havde trukket sin anmeldelse tilbage, havde han aldrig behøvet sidde inde.

Da Kevin og Magnus gik ud i Johnnys gård havde Kevin været løsladt i præcis fire uger. De tre andre så ud på græsplænen gennem stuens store vinduer. De hørte ikke, hvad der blev sagt, men ganske snart kunne Johnny, Rikard og Anna se, hvordan Magnus og Kevin begyndte at råbe ad hinanden. De tog fat i hinandens arme, og det stod klart, at det, som først havde handlet om at ’gå ud og snakke’, drejede sig om noget helt andet.

Kevin slog Magnus med et knytnæveslag lige i ansigtet. Magnus snublede baglæns, men slog hurtigt tilbage. Snart var slagsmålet i fuld gang.

Da Kevin tog fat i jernrøret, som stod op ad trappen, og ramte Magnus ved venstre skulder, sagde Rikard at nu kunne det være nok. De gik ud for at afbryde slagsmålet. Johnny protesterede. Han tænkte, at det var bedre, at Kevin og Magnus én gang for alle fik afgjort det.

Dem inde i huset så, hvordan Magnus vred jernrøret ud af hånden på Kevin. Derefter faldt de begge om på jorden, hvor de fortsatte med at slås.

”Du skal ikke kigge,” sagde Johnny til Anna. Anna gik ind i soveværelset, men kom snart tilbage. White power-musik tordnede ud af højttalerne.

Nu sad Kevin oven på Magnus og gav  ham det ene slag efter det andet. De havde begge samme højde og vægt, men Kevin var kendt for at kunne lukke af og aldrig give op. Kevin var måske ikke så stærk, men han var sej. Han var ikke bange for vold, og nu lå Magnus nederst.

”Vi må ud,” forsøgte Rikard igen. Han var på vej ud i entreen, da Johnny greb fat i ham og trak ham tilbage til stuen.

”Lad dem være. Det er bedre ikke at blive involveret,” sagde Johnny. De tre fortsatte med at se slagsmålet inde fra huset. Rikard drak spiritus direkte fra flasken.

Nu lå Magnus med halvdelen af sin krop i det lille fuglebad, og de så, hvordan Kevin tog en sten, de så, hvordan Magnus bliv liggende helt stille. De ventede et kort øjeblik. Så styrtede de ud.

Da de kom ud, var Kevins blik helt tomt. Stakåndet.

”Han er væk,” sagde han. ”Han findes ikke mere.” Johnny løb hen til fuglebadet, hvor Magnus lå med ansigtet nedad. Han trak ham op, lagde ham på græsset, greb hans skuldre og rystede ham. Han slog Magnus’ kinder.

”Han er død,” skreg Johnny og kiggede over på Kevin.

Kevin svarede ikke.

”For helvede,” sagde Johnny. ”Det her vil jeg ikke blandes ind i.”

De lagde en presenning over kroppen. Så gik de ind.

Kevin iførte sig noget af Johnnys tøj – hans eget var blevet blodigt under slagsmålet. Kevin ville have sit tøj vasket, og Johnny startede vaskemaskinen. Anna gav Rikard alt det, Magnus havde på sig: En pung, id-kort og en mobil. Rikard bad hende om at tænd ild i pejsen og brænde alt. Anna gjorde, som hun fik besked på.

Mens Anna så Magnus’ ejendele brænde og smelte væk, gik de andre ud for sammen at løfte Magnus’ krop over i bagagerummet på hans bil. Kevin kørte bilen hen til parkeringspladsen ved en væddeløbsbane et par kilometer væk og gik tilbage. Klokken var cirka halv fem om morgenen, da de blev færdige med rengøringen, og begyndte at diskutere, hvad de skulle gøre med liget. Nogen foreslog, at de skulle afbrænde det i skoven, en anden, at de skulle arrangere en bilulykke, eller måske køre både bilen og Magnus i en sø. Rikard kom i tanke om en ven, der havde fortalt ham om en elg, der endte i en gylletank. Efter to uger var der intet tilbage af elgen: Kadaveret forsvandt, knogler og alt, på grund af den stærke ammoniak i urinen og gødningen.

Rikard ringede til sin gamle nazi-ven Nils for at spørge. Nils’ mor svarede, at klokken var fem søndag morgen, men at hun nok skulle meddele Nils, at Rikard havde ringet, når han vågnede. Så gik de alle i seng.

Ved middagstid fortalte Rikard Nils, at de havde et problem, som de ikke kunne snakke om i telefonen. Nogle timer senere befandt Nils sig i Johnnys indkørsel og trådte ud af bilen. De andre fortalte, hvad der var sket, og hvor Magnus’ lig nu var. Kevin sagde, at han behøvede hjælp til at få liget til at forsvinde for altid. Hvordan var det nu med den gylletank?

Nils stillede hverken spørgsmål eller protesterede. I stedet sendte han en tekstbesked til en slægtning, en landmand:

”Hvis en elg faldt ned i en brønd fyldt med svineurin, hvad sker der så med den? Jeg ved godt, at den dør, men hvis den er faldet ned i brønden, hvad sker der så?” Slægtningen svarede: ”Hvad??? Hvad ved jeg, ingen anelse. Den flyder ovenpå.” Nils forsøgte igen: ”Jeg har en ven, som siger, at den forsvinder helt efter to uger, gør den det? Jeg tror det ikke.”

Slægtningen: ”Selvfølgeligt rådner elgen, men det tager mere end to uger.”

Nils: ”Så havde jeg næsten ret.”

Det var afgjort. Ved 23-tiden søndag aften kørte de til en gård nogle kilometer væk, hvor der var to store gylletanke. De kørte langsomt og med slukkede lygter for ikke at blive opdaget. Magnus’ lig lå i bagagerummet. De forlod bilen ved en af brøndene og løftede kroppen ud. Kevin holdt overkroppen, og Rikard havde fat om benene. De hældte kroppen ud over kanten, og Kevin så den langsomt synke ned i skidtet. Rikard skulle kaste op. Kevin følte ingenting.

Bagefter satte Magnus bilen på en parkeringsplads i et boligområde i udkanten af Skövde. Nils knuste en bagrude for at få det til ligne et indbrud. Forhåbentlig ville mindst en eller anden, en junkie eller lignende, benytte lejligheden til at komme ind i bilen, hvilket ville efterlade spor, der ville forvirre politiet.

Tirsdag 20. maj 2008 var en lummer forårsdag med strålende solskin. Ved frokosttid trådte en 50-årige mand ind på politistationen i Lidköping. Bekymret formulerende han, at han ønskede at melde en person savnet, og fortalte om sin søn Magnus. De boede sammen i en lejlighed i Lidköping, men nu havde faderen ikke hørt fra sin søn, siden han forlod hjemmet i sin hvide Volvo 7:40 klokken seks lørdag aften. Det var ulig hans søn ikke at lade høre fra sig. Han plejede at sende en besked til sin mor hver dag.

Politiet stillede rutinemæssige spørgsmål, men manden rystede på hovedet. At Magnus skulle være forsvundet frivilligt var utænkeligt. Sønnen havde ikke været deprimeret, tværtimod var han i godt humør, han havde lige mødt en pige, og skulle netop til at starte på et nyt job. Det var det, at arbejdsgiveren ringede og sagde at Magnus ikke var dukket op, som gjorde faderen bekymret for alvor. Han fortalte, at hans søn brugte sin tid i nynazistiske kredse og beskrev hans tøj.

Politimanden som tog imod anmeldelsen beroligede ham og sagde, at Magnus sandsynligvis ville dukke op. Han havde jo mødt en ny pige og det var sikkert  hele forklaringen. Udover at efterlyse bilen anså politiet det ikke nødvendigt at foretage yderligere handlinger.

Dagen efter kom faren igen – denne gang med et familiemedlem. Han var mere insisterende end dagen før og sagde med sikkerhed, at Magnus aldrig ville forsvinde uden at give lyd fra sig. Faren fortalte politiet, at Rikard havde været dømt for at overfalde en rektor, og at Kevin seks måneder tidligere havde stukket Magnus i benet og var kommet i fængsel for det. Da faren ringede til Kevin bekræftede han, at Magnus havde været til festen, og han hævdede at have set ham sove i sin bil. Men da de andre vågnede, var både bilen og Magnus væk. Hvis faderen ønskede det, kunne Kevin hjælpe med at lede efter ham. Politiet antog, at farens bekymringer var begrundet. De sendte flere patruljer ud for at lede efter Magnus’ bil. Den blev ret hurtigt fundet på parkeringspladsen i Skövde. Sent onsdag aften henvendte politiet sig til Johnny og Anna, der bekræftede Kevins historie.

Telefonoptegnelser fra Magnus’ telefonselskab viste torsdagen efter, at Magnus’ telefon ikke havde været tændt siden festen, og mistanken om, at noget alvorligt var sket, blev så stærk, at Magnus’ forsvinden blev rubriceret som en ”kidnapning”. Det var tid til at kontakte kollegerne i kriminalpolitiet i Skövde.

Allerede om torsdagen havde politiet foretaget en ransagning i Johnnys hjem. De brugte hunde til at gennemsøge huset, men fandt ingen spor af blod eller andre tegn på, at en voldelig forbrydelse havde fundet sted. Om fredagen besluttede de alligevel at hente alle fire, der havde været til festen, ind til afhøring. Johnny var hjemme, og Anna var på sin praktikplads i Lidköping. Rikard og Kevin var ikke til at få fat på.

Johnny gentog den aftalte i historien: De festede hårdt, spillede billard, Magnus var gået ud for at sove i bilen, men om morgenen, da alle var vågne, var både han og bilen væk. De havde ikke hørt fra ham siden og vidste ikke, hvad der var sket. Politiet afhørte Anna og Johnny hver for sig, og dette bekræftede, at historierne var identiske. Da politiet vendte tilbage til Anna, græd hun i forhørsværelset. Hulkende fortalte hun, at Kevin og Magnus havde kæmpet. Magnus var død.

Politistationen i Skövde ligger midt i byen, en grå stenbygning bare et enkelt stenkast fra byretten og anklagemyndigheden. Kriminalkommissær Lars Johansson havde været i politiet siden 1973. Hans vigtigste opgave var at løse alvorlige forbrydelser i Skövde, og Lars Johansson havde set en del i sin tid. Han sukkede dybt, da han så navnet på den formodede morder. Lille Kevin. At det ville ende sådan her? 19-årige Kevin Eriksson var ikke et nyt bekendtskab. Og det handlede ikke kun om knivhistorien.

Mange år tidligere havde Kevin Eriksson været hovedpersonen i en af de mest ubehagelige efterforskninger, kriminalpolitiet i Skövde havde haft. Politibetjente med små børn blev udelukket fra efterforskningen og de, der blev på sagen, blev ’mentalt overvåget’. Man var bekymret for, at de ville blive påvirket alt for hårdt. Efterfølgende, da det hele var afgjort, ville de sige, at det hele var en af de mest afskyelige sager, de nogensinde havde haft. Dengang var Kevin Eriksson blot et barn. Og han var ikke gerningsmanden. Han var ofret.

4. november 2003 var en regnfuld og kold efterårsdag. 14-årige Kevin rystede i sit lette tøj, da han gik den korte afstand fra bussen til sit hjem i den gamle landbutik. Han boede sammen med sin mor, stedfar, to brødre og to yngre søstre. Kevin og hans et år ældre bror Dennis havde samme far, deres lillebror en anden far og søstrene var morens og stedfaren Tomas’ fælles børn. Kevin var lille og tynd for sin alder, hans hoved var glatbarberet og kroppen ofte dækket med blå mærker under bukserne og en langærmet skjorte. Tøjet var beskidt, og selv burde han have været i bad for flere dage siden.

Han gik ind i huset og hilste på Dennis, som var den eneste, der var hjemme. Inde på sit værelse tog Kevin noget tøj, som han kylede i en sort taske, så åbnede han vinduet og lod tasken falde ned på græsset ved siden af huset. På vej tilbage sagde han en kort ”hej du” til sin storebror, inden han tog tasken og traskede ud samme vej, som han netop var kommet af.

Hjertet hamrede i brystet, da han så sig over skulderen, men Dennis fulgte ikke efter. Hvis han havde set, hvad Kevin var ved at gøre, havde han sikkert forsøgt at stoppe ham – eller endnu værre: Ringe til deres mor. Snart kom Kevins rigtige far til syne i sin bil bag toppen. Kevin sprang hurtigt ind på passagersædet. De havde ikke set hinanden i seks år.

Brødrenes mor havde altid sagt frygtelige ting om deres far. Forældrene skændtes allerede meget, da Kevin blev født, og de blev skilt kort efter. Moren sagde, at konflikten med faren og hendes frygt for ham betød, at hun ikke kunne tage sig ordentligt af børnene. De sociale myndigheder besluttede, at drengene ville blive placeret i familiepleje, fordi moren ”ikke kunne sætte børnenes behov over sine egne”. Kevin var blot et par måneder gammel og Dennis lidt over et år, da de skulle væk.

Da drengene var seks og syv år, kom de hjem til moren igen. Kort efter mødte hun sin kommende mand Tomas på en bustur til Spanien. De flyttede hurtigt sammen. Drengene og deres yngre bror fik en stedfar, og de blev en familie. Allerede fra første dag efter at de var flyttet hjem, blev Kevin og Dennis slået af deres mor, fortalte Kevin sin far. Hendes omskiftelige humør betød, at de aldrig vidste, hvornår det næste slag ville komme, og Kevin var konstant bange. Engang slog hun ham til blods med et dørhåndtag, der efterlod et stort ar på hans hoved. Et andet ar var resultatet af dengang, hvor hun slog ham, så han faldt. Da han lå ned, pressede hun de skarpe snepigge på sin krykke igennem hans hånd. Han var ti år gammel.

I årenes løb modtog socialforvaltningen en række klager og gennemførte adskillige udredninger.

Nogle gange konkluderede de, at moren havde behov for ekstra støtte, andre gange ikke. I mellemtiden kæmpede faren for forældremyndigheden, og sagen blev afgjort i retten, hvor moren vandt den ondsindede tvist. I årenes løb fik drengene den ene og den anden historie om faderen at høre. Han havde forsøgt at drukne dem i badekarret, da de var små, påstod moren. Drengene turde ikke at betvivle historierne. Hver gang de spurgte om tilladelse til at møde deres far, sagde hun nej.

I skolen sagde Kevin altid, at de blå mærker skyldtes, at han var faldet på sin cykel. Han forklarede, at han var klodset og aldrig så sig for, og det var man selv ansvarlig for. Han sagde aldrig, at det var moren, der slog. Han var en larmende elev, der modtog ekstra hjælp, og han var til tider meget ensom.

Da Kevin var sammen med sin rigtige far, fortalte han for første gang nogen om, hvordan det var derhjemme. Flere og flere detaljer kom frem, og efter to uger sagde han noget, der fik faren til straks at ringe til politiet. Kevin fortalte om det, som han i begyndelsen af efteråret havde fundet på sin stedfars computer.

16. december gik de ind på politistationen. Politiet mødte dem, og tog dem ind til forhør. Kevin og hans far sad på den ene side af bordet, og politimanden sad overfor.

Politimanden smilede opmuntrende til Kevin, og bad ham fortælle med sine egne ord, hvad hans far havde gengivet i telefon. Kevin stirrede på en plet foran sig. Så begyndte han stille at sige, at børnene virkelig ikke måtte bruge Tomas’ private computer, men at Kevin brugte den til at spille på, når de voksne var væk. Computeren var i stuen på et bord ved sofaen. Kevin sagde, at han altid var omhyggelig med at nulstille alt og rydde historikken, så Tomas ikke opdagede noget.

Denne særlige dag havde han klikket på ‘Vis skjulte mapper’ på computeren. I dem fandt han hundredvis af billeder af nøgne voksne mænd og børn i vidt forskellig sammenhænge. Kevin sagde, at han var chokeret, men havde set videre. Der var også billeder på dvd’er og flere disketter, der lå ved siden af computeren. Kevin sagde også, at Tomas havde et pengeskab; hvad der var i det, vidste han ikke. Men hvis han havde været politimand, ville han have set nærmere på det.

Kevin tog en kort pause, og så fortalte han en sidste ting: At han for et par måneder siden havde opdaget et overvågningskamera i sit værelse. Det var skjult blandt udstoppede dyr i reolen og var rettet mod hans seng.

En måde senere ransagede politiet den gamle landbutik. De konfiskerede Tomas’ computer. Tomas indrømmede straks, at han havde børnepornografiske billeder på computeren. Han sagde, at overvågningskameraet bag Kevins bamse blot var en sjov idé, og at han ville fjerne det. Politiet fortalte at de ville gennemgå computeren og se, hvor meget børnepornografi, der var på den. Tomas sagde okay. Derefter forlod politiet huset.

Nogle måneder gik, og vinter blev til forår, som blev til tidlig sommer. Kevin fyldte 15 og forstod ikke, hvorfor politiet ikke havde ladet høre fra sig. Når de så billederne på Tomas computer, burde de så ikke opdage, hvilke børn det drejede sig om? Han havde ikke fortalt alt. Han orkede ikke.

I juni sov Kevin hos en ven, og om aftenen sad drengene og talte med vennens mor. De talte om mobning. Kevin var flov. Moderen spurgte, hvordan det gik, og Kevin svarede høfligt, at det gik fint, men at der var lidt meget i skolen.

Moren påstod, at hun var synsk, og at hun kunne se, at der var noget ved ham, som ikke stemte. Kevin kiggede ængsteligt på hende. Så flød det ud af ham: At stedfaren Tomas var pædofil, og hvordan han og hans bror havde haft det, siden de var flyttet hjem til deres mor igen. Kevin og hans bror var systematisk blevet voldtaget, siden de for første gange blev truet med en kniv. Voldtægterne skete både hjemme, i familiens minibus og på Tomas’ arbejdsplads efter arbejdstid. Stedfaren fotograferede og filmede overgrebene. Kevin fortalte, at han protesterede i begyndelsen, men at hans sidenhen lærte at tie stille.

Han sagde, at han ikke havde noget at sætte imod med, han var så lille og Thomas voksen. Men til sidst orkede han ikke mere, og det var derfor, han stak af til sin far. Vennens mor ringende til Kevins far, som gik til politiet. Og herfra gik det alt sammen stærkt. Fordi de forbrydelser, Tomas var mistænkt for, var så grove – voldtægt og misbrug af børn – blev sagen overtaget af kriminalpolitiet i Skövde. Kevin blev afhørt igen og tvunget til at huske alle de detaljer, han havde anstrengt sig så meget for at fortrænge. Under forhøret græd han nogle gange så meget, at han ikke kunne tale. Politiet sagde, at de var nødt til at få så mange detaljer som muligt, så de kunne få Tomas bag lås og slå. Kevin fortalte om alle de gange, han kunne huske, om hvor ondt det havde gjort, og om hvordan han ikke kunne skide i flere dage, efter at Tomas havde forgrebet sig. Der var også blod. Han kunne ikke sige hvor ofte, men han mente, at Tomas havde voldtaget ham hver uge. Sidste gang var lige før han stak af.

Da politiet gik gennem billederne på Tomas’ computer, så de, at både Kevin og Dennis optrådte på billederne ligesom en af deres halvsøstre. På nogle billeder var de nøgne børn arrangeret i forskellige positioner, somme tider med en dildo i halvsøsterens numsen. På andre så man, hvordan stedfaren voldtog dem.

Da politiet vendte tilbage til den gamle landbutik og pågreb Tomas, tilstod han overgrebene allerede i politibilen på vej ind stationen.

I fængslet skrev han en lang tekst om, hvad han havde udsat børnene for i alle disse år. Sådan her begyndte hans tilståelse: ”En ting står klart. Jeg ved, at det, jeg har gjort, er forkert, og at det ikke er normalt. Jeg kan forstå, at det kan være svært at forstå denne afhængighed, perversion, eller orientering.”

”Stakkels børn,” tænkte politikommissær Lars Johansson, da han så på den afpillede dreng, der sad i retten. Kevin havde nedbøjet hoved, og man kunne ikke se hans ansigtet på grund af hættetrøjen. Han så ikke op en eneste gang.

Tomas blev idømt ti års fængsel for de forbrydelser, han har begået mod Kevin og hans søskende. Landsrettens dom lød: ”Tomas har gjort sig skyldig i forbrydelse af meget alvorlig karakter. Han har i årevis regelmæssigt forgrebet sig på to børn, der har været i et afhængighedsforhold til ham, og han har udnyttet deres sårbarhed på en meget krænkende måde, hvor den yngste i starten blev truet med kniv.”

Da Kevin blev arresteret for sin medvirken til Magnus’ forsvinden, holdt han fast i den aftalte historie: De havde festet hos Johnny, Magnus lagde sig ud i bilen for at sove, og da de andre vågnede, var han væk. Ved Kevins andet retsmøde, oplyste politiet, at vennerne havde fortalt en anden historie. Kevin svarede, at det måtte være bagvaskelse.

Efter endnu et par dage fortalte Rikard, hvor de havde dumpet liget. På gården var der to store gyllebrønde på 2.000 kubikmeter hver. Politiet besluttede, at det var urealistisk at forsøge at tømme dem for at fiske liget op. De ringede til kystvagten, der sendte en dykker. Han dykkede ned i gyllebrønden og hentede liget. Da retssagen begyndte i Lidköping Byret, var det højsommer udenfor. I medierne blev mordet til en føljeton og fik navnet ‘Gyllebrøndsmordet’. Det var en kriminalsag, der rummede alt: Både gerningsmand og offer var unge, forbrydelsen var så alvorlig, som man kunne tænke sig, og slænget ved festen var nazister. Sagen fik da også en hurtig afgørelse. De indledende undersøgelse blev offentliggjort, så medierne havde billeder at bringe. Kevin blev beskrevet som en koldblodig morder. Han dræbte en ven, der forsøgte at hjælpe ham. Han var en psykopat, der hyldede Hitler og heilede på billederne fra mordnatten. Pårørende til Magnus blev interviewet om deres sorg og savn af en elsket søn.

Under retssagen sagde Kevin, at han ikke kunne huske, hvad der var sket ved festen. Til sidst indrømmede han, at han havde skændtes med Magnus. Men det var alt. Politiinspektør Lars Johansson fulgte retssagen. Han var glad for politiets arbejde; den hurtige opklaring havde forhindret rygtespredning: Ingen nåede at spekulere på, hvem der var forbryderen.

Som han sad der i Lidköping byret og så på Kevin, nu 19 år gammel, kunne han ikke lade være med at tænke på den hjælpeløse 15-årige dreng, der sad i den samme sal et par år tidligere. Den mand, der nu sad foran ham, var en anden person, men stadig den samme. 19-årige Kevin havde den hårdhed, som den 15-årige dreng savnede. Han var mørk i øjnene og kraftigt bygget. Han stirrede med tomme øjne og fortrak ikke en mine, da anklageren beskrev, hvad der skete med Magnus, og de pårørende hulkede.

Lars Johansson tænkte på, hvordan barndommen former en. Som politibetjent havde han set så mange eksempler på det: Børn, han allerede i en ung alder kunne forudsige ville klare sig skidt. Børn af kriminelle forældre, som det gik galt for helt fra begyndelsen. I Kevins tilfælde var det særligt klart, sagde Lars Johansson. Og ekstra tragisk. Den lille forsvarsløse dreng, der måtte udholde så meget i sit hjem, hvor børn skal føle sig sikre.

Samtidig var han ganske alene om at kende hele baggrunden for, hvorfor han sad der i retssalen. Hele forundersøgelsen om pædofiliovergrebene blev klassificeret, og sagen blev ført bag lukkede døre af hensyn til børnenes alder og lovovertrædelsens følsomme karakter.

1. august blev Kevin idømt syv års fængsel for mord. Det havde han sin unge alder at takke for. Hvis han havde været ældre, havde straffen lydt på ti år. De andre blev dømt til mellem otte og femten måneders fængsel for at dække over  mord. Anna var under 18, da mordet blev begået, og blev idømt samfundstjeneste.

Det er næsten to år siden nu, at Kevin blev løsladt efter at have afsonet sin straf. Han blev prøveløsladt efter fem år, og flyttede til den midtsvenske by, hvor han bor  nu. Med sig fra fængslet havde han en plasticpose med en tandbørste, sin pung, noget tøj og sin mobil. Han lejede et værelse på en gammel højskole og boede der i en måned. Han gik sjældent ud, for hvem vil have noget at gøre med en morder?

Via en ven fra fængslet lejede han en lejlighed i et hus på landet. En anden fængselsven, som kendte nogen, som kendte nogen, hjalp ham med at få et job.

Kevin har aldrig fortalt nogen udenforstående om, hvordan han havde det som ung. Han har aldrig talt med nogen om mordnatten, han har altid sagt, at han ikke kan huske noget. At han havde ’blokeret’ det hele. Men det er ikke sandt.

Til mig siger han, at han husker alt fra den nat. Netop alt.

Jeg kan genkende ham fra billederne fra forundersøgelsen, da han møder mig uden for lejligheden, som han har lånt af en ven. Hovedet er stadig barberet, og han er iført en sort T-shirt og slidte jeans.

Jeg spørger, om han stadig er nazist. Han siger, at han ikke er ”mindre kritisk over for indvandring”, men at han har flere venner, som er indvandrere. I hans verden ville det have været utænkeligt før. Han siger, at han aldrig var nazist, men blot racist. Og indrømmer, at det var hårdt for ham i fængslet, hvor mange havde udenlandsk baggrund. Flere gange gik han frivilligt i isolation for at føle sig tryg.

Kevin fortæller, at hans største fritidsinteresse er historie: Store slag, Romerriget og krigsherren Alexander den Store. Krig var mere storslået dengang, mener han, og ikke som i dag, hvor det blot er et tryk på en knap. Han kan lide airsoft guns, våben der ser ud og vejer det samme som rigtige våben, og våben, som man bruger til at lege krig med. De er en stor gruppe, der deler sig i to hold og skyder på hinanden med et skud, der ikke dræber, men som alligevel gør ondt. Da jeg gør opmærksom på, at det lyder som en tvivlsom interesse for en person med hans baggrund, griner han lidt flovt.

”Det sagde min ekskærestes far også. Men det er en god måde at holde sig i gang på i stedet for bare at sidde foran computeren.”

”Jeg er aldrig gået til politiet, jeg taler ikke med politiet,” siger han med en stemme, som lader mig forstå, at jeg stillede et idiotisk spørgsmål.

Han siger, at han i virkeligheden ønsker at leve et roligt og godt liv nu. Han forsøger at lære, hvad normale mennesker føler i de situationer, hvor han ikke selv føler noget, men ved, at han burde. Han ved, at han skal undgå at havne i voldelige situationer. Men han får tilbagefald, når han som for nylig næsten endte i et slagsmål til en fest, og det sortnede for øjnene.

”Jeg så et skænderi og så var der en person i vejen, da jeg var på vej derhen. Jeg kom til at skubbe til personen. Det var ikke mening, jeg tænkte ikke engang på det. Hun fløj tre meter og lige ind i en glasvæg. Det var min kæreste. Det var gjorde frygteligt ondt på hende, og vi talte meget om det bagefter. Hun siger, at det, der gør hende mest bange, er den lethed, jeg gjorde det med.”

Kevin siger, at det aldrig vil ske igen.

”Jeg sad med Svartenbrandt og de andre i fængslet. Da jeg så dem, tænkte jeg bare: Skal jeg være ligesom dem? Vil jeg sidde i fængsel hele mit liv? Jeg er på rette vej. Jeg har været på institution otte-ni år af mit liv, og jeg er kun 25 år. Det er sygt. Jeg vil ikke mere.”

Kevin fortæller om sin opvækst.

”Mor slog mig med knytnæverne, hun gav lussinger og sparkede. Hun kastede varmt vand på mig. Nogle gange tog hun kvælertag. Og … bliver du slået hver dag, så gør slagene ikke ligeså ondt. Du lærer, at din krop ikke er lavet af glas.

I socialforvaltningens papirer kan man læse om en lille dreng, der ofte kom beskidt i skole, havde problemer med at sidde stille og var grov i munden. Socialforvaltningen kom på besøg derhjemme, og lærerne spurgte, hvor de blå mærker kom fra.

Han fortæller om dengang, hvor moderen slog ham med dørhåndtaget. Han løb hen til skolebussen umiddelbart efter, og først da han var i bussen, mærkede han, hvordan blodet flød fra hans hoved. Buschaufføren stoppede for at hjælpe den lille dreng med at tørre blodet væk. Kevin sagde, at han var faldet. Det var bare en af de løgne, han opdigtede for lærerne og de andre voksne gennem årene.

Han bøjer hovedet og viser mig arret.

”Man kommer langt med løgnen ’jeg er gået ind i en dørkarm’,” siger han og griner. Den brugte jeg mange gange, da jeg var lille. Som Kevin husker det, hoppede alle med på hans løgne. Socialforvaltningen og lærerne. Når de spurgte, hvordan det var derhjemme, svarede han altid, at det var godt.

Bortset fra én gang. Det var i 2. klasse. Han havde en hjælpelærer, som så, at Kevins krop var fuld af blå mærker.

”Han spurgte, og jeg sagde, at jeg var faldet. Han sagde, at jeg ikke skulle lyve for ham, og derefter fortalte jeg ham det, som det var, men jeg fik ham til at love at ikke at sige noget, fordi det kun ville gøre det værre, når jeg kom hjem.”

Som Kevin husker det, var hjælpelæreren den eneste, der spurgte ligeud. Og han ved ikke, hvad der skete derefter, og om han gik videre med det alligevel. Han tror det ikke.

”Lærerne ser ikke sådan noget. For dem var jeg bare et problembarn. Jeg sloges og satte spørgsmålstegn ved alt. Jeg tror bare, at de var trætte af mig.”

Kevin har tænkt meget over det. Hvis man ser et barn hver dag i skolen, siger han, et barn, som også er et problembarn, bør man kunne se, at noget er galt. Man bliver jo ikke født som et problembarn. Der er er ingen, som fødes sådan, mener han.

”Den eneste, jeg syntes om, var min plejemor. Hun døde sidste sommer, men hun kom altid og besøgte mig – selv i fængslet. Hun sagde, at hun havde klandret sig selv hele livet, fordi hun ladet os komme tilbage til min mor, da vi var små. Men hvad skulle hun gøre? Hun havde jo intet at sige i den situation. Det sagde jeg også til hende.”

Kevin siger, at hans opvækst lærte ham at udholde smerte og at ’slukke’, når det var nødvendigt. Og det var den evne, som gjorde ham i stand til at overleve alt det, Tomas udsatte ham for. Men kan man skyde skylden for de onde handlinger, man udfører senere i livet, på en lortebarndom? De fleste mennesker, der bliver udsat for det, Kevin var offer for, har trods alt ikke myrdet nogen.

”Nej, det er der ikke. De fleste ser sig selv som ofre og ser ned på sig selv. Min bror skar sig selv, jeg sloges. Han vendte alt indad, jeg vendte det udad.”

Kevin mener, at man kan tage det på den ene eller anden måde. Men at vokse op med en stedfar, der er pædofil, og leve upåvirket… det tror han ikke, nogen kan. Han bliver tavs. Og så siger han pludselig:

”Jeg mødte Tomas bagefter.”

Han samler sig selv.

”Jeg ønskede at møde ham. Jeg fik at vide, at han ville protestere. Jeg sagde til min psykolog, at jeg ville mødes med ham, og hun arrangerede det”.

De mødtes på anstalten Salberga. Kevin sad stadig i fængsel for mordet på Magnus, og både Kevins og Tomas’ psykolog var med.

”Mødet gik ud på at … jeg ville se ham, og jeg ønskede, at han skulle vide, hvem jeg var. Jeg ville have ham til at se, at jeg ikke længere var et offer, som jeg var dengang.”

Hvad skete der, da du mødte ham? spekulerer jeg.

”Først ønskede jeg bare at smække ham en, men så indså jeg, at det ville der ikke komme noget godt ud af. Han havde tabt sig og så nedbrudt ud. Som en gammel mand.”

Sagde han undskyld? 

”Nej, han gjorde ikke. Det forventede jeg heller ikke. Men … ja … det var en nedbrudt mand, jeg så. Det var ikke den idiot … det monster jeg så, da jeg var lille.”

Kevin siger, at det på en måde ville have været bedre, hvis de aldrig havde mødtes igen. Han fortryder det ikke, men kan ikke lade være at tænke, at alt virkede enklere før mødet.

”Jeg vil hellere have et billede af ham som det monster, han var dengang. Det var nemmere at hade ham sådan. Okay, jeg hader ham alligevel, men i mine øjne er han svag. Det er sværere at hade en svag og nedbrudt gammel mand.”

Det sidste, Kevin har hørt om Tomas, er, at han bor i Skara. Han ved også, at Tomas boede i Göteborg i lang tid, og at han boede sammen med en teenagedreng. Jeg spekulerer over, hvordan det er med Magnus’ far, og om Kevin har overvejet at finde ham. Kevin siger, at han ikke har set Magnus’ far siden retssagen. Under en pause forblev faren stående i retssalens døråbning, og så lige på Kevin, der bar håndjern og blev eskorteret ud af to vagter. Kevin var bange.

”Hvis nogen havde gjort ved min søn, hvad jeg gjorde ved hans, så havde jeg dræbt den person. Jeg troede, han måske havde en pistol skjult under sin jakke.”

Men Magnus’ far er ikke den type, det ved Kevin. Han synes Magnus’ far er en god mand, som han godt kunne lide, da han boede der.

Ville du ikke gerne møde ham? 

”Nej.”

Hvorfor ikke? 

”Fordi det ikke ville hjælpe ham. Hvad ville han få ud af det? Hvad ville jeg sige til ham? Skulle jeg sige: ’Du, mit liv er godt i dag. Jeg har et godt job med god løn, jeg tager kørekort i år, jeg har en dejlig kæreste og en god lejlighed. Jeg lever et godt og ædrueligt liv.’ Ville han få det godt af det, tror du?”

Jeg ved det ikke. 

”Hvis jeg var ham, ville jeg ønske, at mit barns morder led. At han levede et mislykket liv og var ligesom Tomas, da jeg mødte ham sidste gang. Nej, Magnus’ far ville ikke få noget godt ud af mødes med mig,” siger Kevin og ryster på hovedet.

Så fortæller han om mordnatten. Hans erindringer afviger ikke væsentligt fra de andres. Den nat – druk, heilen og det nyttesløse skænderi, der førte til slagsmål – skilte sig ikke meget ud fra så mange andre aftener, han husker. Indtil slutningen, da han bare blev ved at slå og slå, selv om Magnus lå helt stille. Hvorfor stoppede han ikke, da det stod klart, at Magnus ikke længere kunne forsvare sig? Kevin prøver at forklare.

”Oftest plejer jeg at standse for afslutte slagsmålet, så snart den fyr, jeg sloges med, er på knæ eller ikke kunne gøre mig noget. Forskellen var, at jeg ikke kunne kontrollere mig. Jeg plejer ikke at blive ved, når nogen ligger ned. Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke.”

– Det normale burde jo havde været at løfte ham op fra dammen?

”Ja … det er det rigtigt, men i dette tilfælde så var det… nej, og det skræmmer mig… ja…”

Kevin bliver tavs. Så siger han, at han er bange for sig selv. For han føler ikke noget. Han siger, at det er svært at forklare, men at han ikke engang føler anger over at have myrdet Magnus.

”Det er det, der bekymrer mig – at jeg ikke føler det, som alle bør føle. Det lyder dumt, og jeg ved, hvad det siger om mig, men jeg føler ingen anger. Det gør jeg ikke. Den del er ikke en del af mig på den måde. Beklager, men sådan er det.”

Han trækker vejret.

”Okay, jeg beklager, at det gik så vidt, at jeg slog ham ihjel. Det gør jeg. Men jeg har det ikke dårligt med det. Og det er det, som er galt.”

Hvordan mener du? 

”Ja, hvis du dræber en fyr så brutalt, som jeg gjorde, burde man vel føle noget? Et almindeligt menneske ville have det dårligt. Men jeg har det ikke dårligt over det, jeg gjorde. Det har jeg ikke”.

Han tænker efter.

”Har man det ikke sådan, så er det vel rigtigt, som medierne skriver: At man er et monster? At man er en psykopat, at man er det ene og det andet. Jeg har en form for empatiforstyrrelse. Jeg har gjort meget, som man ikke skal gøre, og for en, der så ung som mig, har jeg gjort ekstremt meget. Men at man er en monster … ”

Han bliver tavs igen. Og så siger han med eftertryk:

”Men lev mit liv så! Gå gennem mine ting, tilbring tid sammen med dem, jeg har tilbragt tid med, fest med dem, jeg har festet med. Når du ser det, jeg har set, når du bliver udsat for det, jeg har været udsat for, alt det, jeg har været igennem… det ændrer en person.”