Foto: AFP
Solen står ned på kroppene, der ligger i bunker. Mange af dem er blødende. Nogle livløse. Med en hækkesaks forsøger tusindvis af migranter at klippe hul i hegnet til den spanske eksklave Melilla ved den nordafrikanske middelhavskyst. Mens det er lykkedes for 300 af dem at komme ind, mistede over 23 mennesker i weekenden livet i sammenstød med europæiske grænsevagter.
Der har ellers været stille ved hegnet, siden Marokko og Spanien i marts afsluttede en diplomatisk krise. Sammen med Ceuta er eksklaven den sidste rest af kolonien Spansk Marokko. Marokko gør krav på begge, men beboerne selv vil forblive spanske.
Kun få danske medier har fulgt op på historien. Måske fordi vi er ved at vænne os til billederne, der ellers taler deres klare sprog. Ifølge Melillas regionale præsident er de ”svære at forklare”, mens menneskerettighedsorganisationer er mere klare i mælet: Det er et ”tragisk symbol på EU’s migrationspolitik”.
Som Politiken næsten ironisk beskriver det, blev migranterne stoppet på vej ind i det europæiske paradis. Og når ingen andre lytter, beder Spanien nu Nato om hjælp til at løse konflikten. I disse dage holder forsvarsalliancen topmøde i Madrid. Konkret vil de kræve et øget efterretningssamarbejde, lyder det fra to diplomater, som Reuters har talt med.
Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sánchez har allerede lagt en anden taktik end sine forgængere. Og nu er hans migrationsstrategi kun blevet endnu mere bydende nødvendig: At fokusere på roden til migrationen, som han eksplicit binder op på klimaforandringer.
Forurenede forklaringsproblemer
Man skulle nærmest tro, at Nato har hørt bønnerne fra Madrid. ”Mere ekstremt vejr ødelægger samfund og skaber spændinger og konflikter. Klimaforandringer har betydning for vores sikkerhed, så det har betydning for Nato,” lød det fra generalsekretær Jens Stoltenberg i åbningstalen ved Nato Public Forum i forbindelse med topmødet.
Forsvarsalliancen har derfor opgjort, hvordan den ser klimaforandringerne påvirke sikkerheden, ligesom man vil træne Nato-styrker i katastrofehjælp. Og endnu vigtigere har alliancen opsat konkrete klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med mindst 45 pct. inden 2030, selvom det klinger noget hult, når eksempelvis det amerikanske militær forurener mere end 140 lande tilsammen.
Alt imens insisterer den spanske regering på, at Ceuta og Melillas suverænitet er garanteret af Natos sikkerhedsklausul, selvom de ikke er en del af territoriet. Stoltenberg er ”helt overbevist” om, at Natos allierede ville ”stå ved Spaniens side, hvis landet står over for trusler og udfordringer”, mens at det i sidste ende er ”en beslutning, der træffes af Natos allierede.”
Det er dog ikke billeder af de døde kroppe i Melilla, der får Nato til at indse, at klima er sikkerhed – og omvendt. ”Fremtidens stærkeste forsvar vil ikke forlade sig på fossile brændstoffer”, lød det i en reference til den russiske præsident, Vladimir Putin.
Og her har Nato pludselig fået nemt ved at tage beslutninger. Tyrkiets præsident Erdoğan har i en u-vending droppet sit ellers hidtil stædige veto mod at optage Sverige og Finland i alliancen. De tre lande har derfor underskrevet et forståelsespapir, hvor Finland og Sverige som gengæld vil efterleve hans krav om at udlevere en række kurdere til retsforfølgelse.
Men alt er ikke lutter fred i forsvarsparadiset. Selvom Nato alt for sent har fået øjnene op, er det stadig hverken grønne idealer eller menneskekroppe i Middelhavet, der styrer retningen. Det er Putin. /Emma Louise Stenholm