Ritzau/Scanpix
Hvis man vil se og høre de farveægte versioner af tidens toneangivende partier, har det altid været en god idé at kigge mod Sverige: Her er Socialdemokraterna rent faktisk socialdemokrater af den klassiske slags, de blå partier er ikke bange for at være oprigtigt borgerligt-liberale, og selv Sverigedemokraterna fremstår i dag som de originalt nationalkonservative.
Efter flere årtier, hvor Sverige udefra er blevet betragtet som en lidt forløjet tidslomme, hvor bramfrie debatter om f.eks. asyl- og retspolitik først kom forsinket og forkrampet, er der pludselig ved at ske nogle tankevækkende omslag. Valgkampen, som netop er blevet skudt i gang frem mod Riksdagsvalget, der holdes 11. september, kredser om en række nye konfliktakser, der peger ind i fremtiden.
Omvæltningerne skyldes ikke mindst kvinden, der åbner årets demokratifestival, 55-årige Magdalena Andersson. Hun har på få måneder væltet fuldstændigt rundt på det politiske landskab ved dels at få Sverige med ind i Nato-samarbejdet og ved dels nu at lancere en sjældent ideologisk kampagne mod privatisering af bl.a. grundskolen.
Hun var kun akkurat født, da Olof Palme i 1968 trådte op på en blokvogn i Almedalen i Visby på Gotland, hvor han holdt én sine mange brandtaler – og dermed indledte den politiske tradition, som med årene skulle blive kendt som Almedalsveckan og endnu senere sprede sig til bl.a. Danmark i form af Folkemødet.
I dag er scenen noget større, og selv om Magdalena Andersson, Sveriges nye socialdemokratiske og første kvindelige statsminister, ikke kan siges at have Palmes karismatiske og kosmopolitiske udstråling, tilbyder hun en bomstærk attitude, der kan blive retningsgivende. Hun giver socialdemokraterne en sjælden sejrstro.
Umiddelbart er det dog et paradoks, at hun overhovedet kan træde op på talerstolen i den lille, grønne lund tæt på havet. Og endnu mere usandsynligt er det, at Magdalena Andersson lige nu står med god chance for at kunne fortsætte som svensk statsminister efter Riksdagsvalget.
På kort tid er hun trådt i karakter som en kamptrænet lederskikkelse, der tør tage favntag med nogle af mest kontroversielle spørgsmål i svensk politik. Hun er tydeligvis en kvinde, der ikke kender til at give op på forhånd, og hun høster da også aftenens største bifald fra publikum, da hun få kilometer fra Pippi Langstrømpes hus Villa Villekulla – ja, i hvert fald dét hus, som bliver brugt i tv-filmatiseringerne – siger: “Jeg er beredt på modstand.“
Hendes forgænger på posten, Stefan Löfven, tabte faktisk de to sidste valg til det borgerlige flertal, men formåede på forunderlig vis alligevel at forhandle sig frem til at blive socialdemokratisk statsminister. To gange. Men han vidste, at tredje gang tegnede til at blive en ulykke, og derfor gav han magten videre til ‘Magda’, som de unge SSU’ere ivrigt råber.
Sammen med den aldrende Ingvar Carlsson, som i sin tid overtog som socialdemokratisk statsminister efter Olof Palme, er 64-årige Stefan Löfven mødt kæk og sommerklædt frem i Almedalen, og han sidder henrevet og bevidner, hvordan Magdalena Andersson formår at gøre det, som han ikke selv evnede, nemlig at formidle en politisk fortælling, der skaber begejstring.
Første trin i den andersson’ske saga er dog defensiv. Magdalena Andersson er uhyre bevidst om, at hun er nødt til at udfordre sin største konkurrent, når det gælder de altafgørende og udslagsgivende arbejdervælgere, højrepartiet Sverigedemokraterna. Derfor er hendes tale bygget op omkring en grundstemning af hyldest til folkhemmet, en slags statspatriotisme, hvor hun besynger det varme og lyse Sverige.
Stik modsat den neutraliseringstaktik, som Mette Frederiksen og de danske socialdemokrater brugte over for Dansk Folkeparti inden forrige folketingsvalg, forsøger Magdalena Andersson på ingen måde at tale Sverigedemokraterna efter munden. Tværtimod forsøger hun at generobre definitionsmagten over, hvad Sverige er for et samfund:
“Vi er lige og siger ‘du’ til chefen. Vi er et land, hvor mænd tager barselsorlov og trøster børnene, et land, hvor kvinder arbejder – og kan blive statsminister,“ siger Magdalena Andersson, og slår fast, at hun er stolt af Sverige og bliver nyforelsket i sit land hver sommer, når man kan bade i havet om natten.
Udover at præsentere en åben og kærlig fortælling om det tillidsfulde Sverige, som trods alt nok matcher med flere vælgeres hverdagsdrømme end Sverigedemokraternas dommedagsscenarier, er den blågule patriotisme kun en ouverture til Magdalena Anderssons egentlige slagnummer: Hun vil advare mod, at en borgerlig regering vil kaste folkhemmet ud i et hasarderet eksperiment med tøjlesløs og destruktiv privatisering af kernevelfærden.
I Sverige er en stor del af skolevæsenet og ældreomsorgen ikke alene privatiseret, men som det eneste sted i verden er det også muligt for børsnoterede firmaer at tjene penge på at sælge skatteyderfinansieret velfærdsservice. Som sin store valgkampsoffensiv satser Magdalena Andersson på, at forslaget om et forbud mod profit på velfærd på én og samme tid vil kunne appellere til de mest kulturkonservative arbejdervælgere, som ellers vil stemme på Sverigedemokraterne og få hende til at fremstå som en slags social hjemmeværnssoldat, der beskytter det jævnbyrdige folkhem:
“Dine skattepenge forvandles til firmaoverskud og aktieudnytte hos udenlandske risikokapitaliser. Det er et sløseri, der rammer svenske elever,“ tordnede hun i Almedalen, og mobiliserede til valgkamp: “Vi socialdemokrater er klar til at kæmpe. For nu er festen forbi. Overskudslobbyisternes tid er slut.“
Magdalena Anderssons dobbelte offensiv er interessant, ikke mindst som kontrast til de danske socialdemokrater. Ved at slå på, at Sverigedemokraterna vil lægge stemmer til liberalistiske markedseksperimenter, hvis de borgerlige kommer til magten, forsøger Magdalena Andersson nu at flytte debatten fra stramninger i udlændingedebatten over til forringelser i velfærden.
De svenske socialdemokrater har ikke solgt ud af værdierne om lige muligheder, og med Magdalena Andersson i front har de også fået en statsminister, som tør tage en ideologisk konfrontation med de borgerlige partier. Kampgejsten på velfærdsområdet kan måske også skyldes, at hun netop har trukket Sverige med ind i Nato, og dermed har rykket sit parti og land opsigtsvækkende langt i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Olof Palme ville have været chokeret. /Lars Trier Mogensen
Fortsættelse følger. Læs på onsdag om det historiske omslag i svensk forsvarspolitik, der intet sted mærkes tydeligere end på netop Gotland, hvor Almedalsveckan foregår.