Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix
“Og hjertet var stille og bange, / og vindene lagde sig blidt, / og hvert lille blad, og hvert lille græs / skælvede ganske lidt.“ – Tove Ditlevsen
Egentlig var det planen, at vi ville lave en stor og forkromet tekst, der skulle flette Tour de France og cykelfilosofi sammen med minksagen og De Radikales trussel om at vælte regeringen, hvis ikke der kommer et snarligt valg (hurtigt tip til Sofie Carsten Nielsen og kompagni: Hvis I gerne vil have et hurtigt valg, kan I jo faktisk bare vælte regeringen). Der skulle ikke spares på hverken Jørgen Lethske bon mots, klichéer om iltgæld og medvind på cykelstierne, eller sammenligninger mellem Mette Frederiksen og Tadej Pogačar. Og så kom meldingen om et skyderi i Fields på Amager.
På et øjeblik var det, som om sommeren forsvandt. Alt det, vi skulle have glædet os over, blev forvandlet til en sammenfiltret masse af sorg og desperation. Lige der, da sirenerne overdøvede enhver klar tanke, fandtes kun tomrummet.
Tilbage i maj, da de to masseskyderier i hhv. Buffalo og Uvalde, USA, pludselig fyldte nyhedsstrømmen, var der – tragisk som det er – noget meget genkendeligt over dramaturgien. I et land, hvor store dele af befolkningen er bevæbnet til fingerspidserne, alt imens det sociale sikkerhedsnet er så godt som fraværende, er der ikke længere noget overraskende ved de meningsløse skuddrab. Amerikanerne (og resten af verden med dem) har vænnet sig til at se de voldsomme billeder. Igen. Og igen.
Da et masseskyderi for lidt over en uge siden brød ud i Oslo dagen inden Pride-paraden, var den emotionelle respons umiddelbart en anden. Der var noget udpræget gåsehudsfremkaldende ved at se et sådant angreb i vores naboland, ved at se kærligheden og frisindet forsøgt knægtet. Mens skuddrab er blevet så godt som hverdag i USA, gav tragedien i Oslo en uventet flænge i vores fælles forestillingsverden. Sammen måtte vi minde hinanden om, at vores værdier ikke kan destrueres; at volden aldrig må sejre.
Søndag var mennesker i alle aldre og støbninger samlet i et indkøbscenter på Amager, som det har været tilfældet et utal af gange før. Nogle skulle måske have et nyt fjernsyn eller en ny bluse, andre en bid mad, andre fordrive tiden inden en længe ventet koncert. Tusindvis af tanker og drømme er fløjet rundt i den enorme bygning, inden lyden af skud fik revet alting i stykker.
Efterfølgende har forvirring, panik og usikkerhed løbet om kap med gruopvækkende vidnesbyrd, pressemøder og SoMe-videoer. De vilde motivspekulationer blev kickstartet allerede inden, politiet kunne offentliggøre de første detaljer om ofrene. Egentlig er reaktionen meget menneskelig: Midt i den mørkeste tid forlanger vi forklaringer, noget konkret at gribe fat i, der kan skabe et handlingsrum, hvor håbløsheden råder. Samtidig er det dog også et udtryk for en forhastet sensationsjagt. Lad ikke de dunkle idéer overskygge alt andet. Tænk ikke på gerningsmanden, men på ofrene og de efterladte. Tænk ikke på skyggerne, men lyset der kaster dem.
I den kommende tid vil mangt og meget blive sagt og skrevet om mulige tiltag og foranstaltninger, om hvorvidt tragedien kunne være forudsagt eller undgået. Dybfølte taler vil blande sig med politiske betragtninger. Man vil tale om uskyldstab, om et før og efter, om hvordan en almindelig indkøbstur ikke længere vil være helt den samme. Ordet “Fields“ vil få en uhyggelig, uafrystelig efterklang. Vi må dog heller ikke glemme tiden inden, skuddene rungede; glemme alle de dage, livet har lignet sig selv, og tragedien ikke er indtruffet. Ligesom vi heller ikke må glemme de mange lysere dage, vi endnu har i vente. /David Dragsted