Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Hvis vi ikke vidste bedre, ville vi faktisk tro at, at regeringen var ved at genfortolke den folkekære børnesang baseret på Ole Lund Kirkegaard-klassikeren Otto er et næsehorn. Meget ligesom Otto hverken er telefon, en brandstation eller en fugl i et bur (men helt åbenlyst et næsehorn), er faldet i optaget på velfærdsuddannelserne et klokkeklart vidnesbyrd om, at pressede arbejdsforhold og dårlige lønvilkår ikke ligefrem får de unge til at stå i kø om at blive pædagog, lærer, sygeplejerske eller socialrådgiver. Alligevel insisterer uddannelsesminister- og forskningsminister Jesper Petersen (S) åbenbart på at komme med ansvarsforskydende forklaringer, man kun kan råbe ” nej nej nej” til.
I en pressemeddelelse om, hvordan sygeplejerske-, pædagog-, socialrådgiver- og læreruddannelsen samlet set optager 14 pct. færre end i 2019, forsøger Jesper Petersen (S) i hvert fald at skyde skylden på en “tendens i tiden, der tilsiger, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den”. Med en klassisk sosse-manøvre går ministeren helt udenom den pinligt store elefant i rummet, for i stedet at pege fingre af en forestillet elitær tidsånd, der angiveligt fastholder de studerende i et bogligt jerngreb. Problemet er bare, at de akademiserede vindmøller, regeringen så gerne vil fægte imod, ikke synes at have rod i de unges egne, mere virkelighedsnære overvejelser.
Som DR eksempelvis bemærker, viser en analyse fra tænketanken DEA, at det først og fremmest er faglig interesse, løn og størrelsen på uddannelsesbyen, der driver de unges uddannelsesvalg – og altså ikke den akademiske prestige. Tilsvarende understreger forperson i sygeplejestuderendes landssammenslutning, Charlotte Gøtstad Sørensen, at virkeligheden, der venter de studerende på den anden side af uddannelsen, sjovt nok har en ret stor betydning for, om de unge overhovedet vælger at søge ind i første omgang. Præsenteret for Gøtstad Sørensens anker, insisterer Jesper Petersen imidlertid på at fastholde sin forklaring – og samtidig sige, at regeringen jo ikke kan føre uddannelsespolitik på løn og arbejdsvilkår, eftersom det bliver aftalt mellem organisationer, arbejdsgivere og lønmodtagere. Gad vide hvor hele dén opdeling var henne, da regeringen sidste år valgte at ophæve sygeplejerskernes strejke med et lovindgreb?
Ingen læsefest i provinsen
Efter lange årrækker med dyrt købte sundhedsbesparelser og fejlslåede fremdrifts- og folkeskolereformer, står vores velfærdssamfund over for en veritabel omsorgskrise. Stadigt flere hænder kommer til at mangle, og hverken før eller efter uddannelsen synes hjælpen at være på vej. I juni viste (betalingsmur) en rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) eksempelvis, at tusindvis af stillinger ikke bliver besat, når bl.a. sygehuse, skoler og plejehjem søger nye ansatte. Mellem september 2021 og februar 2022 var rystende 46 pct. af alle forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling forgæves, mens 26 pct. af pædagogstillingerne også forblev ubesatte. Tilsvarende viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tidligere på året, at fire ud af ti lærere er søgt væk fra folkeskolen fem år efter uddannelsen. Hele vejen rundt skriges der simpelthen på en handlingsplan. Og set i det lys virker det ikke ligefrem betryggende, at Jesper Petersen end ikke kan genkende Otto, når han betragter de unges uddannelsesvalg.
Særligt grelt er det, at hele den udflytningsaftale, som regeringen har indgået med Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne (og som behændigt kunne blive serveret som et stykke provinspopulistisk valgflæsk under sidste års kommunalvalgkamp), ikke ligefrem gør situationen bedre. Efter planen skal 800 pladser på de fire store velfærdsuddannelser flyttes væk fra Danmarks fire største byer, og det på trods af, at de unge tydeligvis ikke gider at læse i provinsen. Som de nye optagelsestal viser, er optaget på uddannelserne uden for de store byer i hvert fald faldet med hele 21 pct.
Elisa Rimpler, formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), rammer hovedet meget godt på sømmet når hun siger, at udflytningen ”suger ressourcer ud af de store byer, hvor der er flest unge, mens man rykker ressourcerne til de tyndbefolkede områder, hvor de unge simpelthen ikke findes”. For hvem er det overhovedet, der har efterspurgt regeringens provinsuddannelser? ”Jeg synes, det er vigtigt, at der er gode muligheder for at få en videregående uddannelse relativt tæt på, hvor man bor, uanset hvor man bor. At man ikke er tvunget til at flytte langt væk, hvis man faktisk gerne vil tage en uddannelse i den landsdel, man er”, lyder uddannelses- og forskningsministeren vævende forsvar. Hvor stort tror Jesper Petersen egentlig Danmark er, sådan rent geografisk? Landet er i hvert fald ikke større, end at regeringen behændigt kan vade henover hele befolkningens velfærdsbehov iført stadigt mere smålige sko. /David Dragsted