Da Føljeton i april skrev til Lea Ypi, professor i politisk teori ved London School of Economics, i anledning af en rejse til London, var det for at høre hendes holdning til den aftale, den nu afgående britiske premierminister Boris Johnson lavede om at sende flygtninge til Rwanda.
Vi var egentlig ikke i tvivl om, at den 42-årige professor – der sidste år fik mangestjernede anmeldelser for sin bog Fri og dens skarpe kritik af gangsterkapitalismen, der har plaget hendes hjemland Albanien – næppe ville tale varmt om hverken britiske eller danske ministres udlændingepolitik. Men hvad var egentlig hendes overordnede syn på fri bevægelighed i Europa og den migrationsdebat, der stadig kører i femte gear?
Der skulle gå flere måneder, før det endelig lykkedes at mødes. I mellemtiden er Danmark er blevet et land, man gerne vil flygte fra, mens man i Storbritannien nu taler om at tiltrække den arbejdskraft, man ellers så gerne ville af med under Brexit – så længe, de nytilkomne altså plukker jordbær og asparges for briterne.
Selvom det ikke har fyldt meget i interviews med Lea Ypi de seneste år, er migration også et gennemgående tema i Fri. Mest eksplicit i afslutningsscenen, hvor faderen er forarget over, at Ypi har besluttet at læse filosofi, for som han citerer fra Karl Marx, er pointen ikke bare at forstå verden, men at ændre den. Ypi gør det alligevel, og flygter til Italien over Middelhavet, “over de tusinde kroppe, der ikke klarede det“.
På samme måde har Lea Ypi tidligere i sin karriere skrevet flere forskningsartikler om, hvorvidt man kan tale om en fordeling af migranter på en moralsk retfærdig måde. Det er ikke noget nyt, at grænser kan være åbne, hvis du er hvid, uddannet og fra middel- eller overklassen, men lukkede eller mindre åbne for de, der ikke er. Ypi mener imidlertid, at både dem, der argumenterer for og imod fri bevægelighed, ofte glemmer de selvsamme klassegrænser.
“Vi har kun et problem med migration, fordi vi har global uretfærdighed. Havde vi global retfærdighed, ville migrationen stadig finde sted, men den ville ikke være asymmetrisk – fra én del af verden til en anden. Vi ville ikke have problemer med brain drain og udtømning af menneskelig kapital. Først når vi formår at omformulere selve spørgsmålet, kan vi rykke debatten,“ siger Ypi over en videoforbindelse fra det vestlige London.
Selvom præmissen er forkert, når politikere taler om at vælge migranter med de bedste evner eller den bedste økonomi, er det moralsk rigtige udgangspunkt på den anden side sjældent det mest effektive, mener hun. Argumenter for åbne grænser vil kun usandsynligt få gennemslagskraft for dem, der ser flygtninge og migranter som en trussel for sikkerheden eller deres job, og derfor er det Ypis konklusion, at det tætteste, vi kommer på en retfærdig fordeling, er at sige: Jo færre muligheder, en person har for at påvirke sin egen økonomiske udvikling, jo mere bør de favoriseres.
“Jeg mener, at vi bør skelne mellem den måde, vi argumenterer på, og den mest politisk effektive måde at gøre det. Det er meget vigtigt, at argumenterne er så radikale, inkluderende og åbne som muligt. Så jeg har ikke noget imod at tale om visioner og idealer. Men der er et spørgsmål om principper, og så er der et spørgsmål om agens.“
“Principperne skal være kosmopolitiske og skal ikke begrænses til kun at gælde det, der betyder noget for mig og mine egne medborgere. For ellers er det ikke foreneligt med idéen om lighed og fælles menneskelighed. Og derfor afspejler det ikke moral. Men handling skal ske det sted, hvor det er mest effektivt. Og lige nu er det stadig staten. Så vi bliver nødt til at formulere de her argumenter inden for vores nationale sfære.“
Et nyt europæisk projekt
Samtalen afbrydes enkelte gange af, at det ringer på døren, eller moderen kalder. Det er efterhånden sjældent, Lea Ypi er i London, for over sommeren har hun haft travlt med arbejde – og at tage på festivaler rundt om i Europa. Hun rejser så meget, at byen ikke rigtig længere føles som sit hjem, selvom det er her, hun bor og arbejder.
Hverken på universitetet eller i den offentlige debat lægger Ypi skjul på, at hun mener forandringen er svær at skabe i de rammer, vi har i dag. Særligt er hun kritisk over for de europæiske institutioner, selvom de har forsonet os ud fra en idé om medborgerskab, der ikke begrænser sig til nationalt tilhørsforhold.
“Kulturelt er det også virkelig vigtigt, at vi har en institution, der gør de her ting. Da Brexit blev en realitet, blev folk her i Storbritannien virkelig oprørte over at miste ting, selvom de aldrig havde lagt mærke til, at de overhovedet havde dem. Men at støtte EU på det niveau betyder ikke, at jeg ikke kan være kritisk.“
“EU er i stand til at koordinere økonomiske spørgsmål, men ikke på en måde, der er demokratisk reflekteret. Grundlæggende tjener de et økonomisk formål og forankrer visse økonomiske dynamikker, altså det frie marked. Og det er de gode til. Men man giver ikke rigtig folk muligheden for at være med til at formulere et alternativt politisk projekt for, hvad EU kunne være.“
Men hvad er så Ypis projekt, hvis hun aldrig er for eller imod? Hun har, som hun selv kalder det, et radikalt, demokratisk og egalitært ideal, men tror hverken på, at hun eller andre intellektuelle alene har løsningen på, hvordan det skal realiseres. Og den kommer heller ikke nødvendigvis ved at læse tunge filosofibøger, for evnen til kritik ligger latent i os, siger Ypi. Nogle gange er det nok bare at forstå.
“Jeg tror, at vi alle har en fornemmelse af, at der er uretfærdighed omkring os. En mavefornemmelse af de ting, der ikke fungerer i vores liv eller omgivelser. Uanset om man befinder sig i Storbritannien, København eller Albanien, ser man mennesker, der er frataget deres rettigheder. Det eneste, man behøver til at begynde med, er en social følsomhed og forståelse for, at ikke alt kan reduceres til, at det altid er enkeltpersoner, der er ansvarlige for deres egne problemer.“
“Enhver persons handlinger er begrænset af omstændigheder. Vores klasse, familie, kultur og stat betyder noget for, hvem vi er. Men bare fordi vi er begrænsede, betyder det ikke, at vi ikke har evnen til at handle. Og det gør mennesket ret kompliceret. Vi er et produkt af omstændigheder, men vi forsøger at gøre det bedste, vi kan. Begge dele er vigtige for samfundskritik. Vi er nødt til at indse, at der er sociale begrænsninger, vi skal overvinde, men også, at vi faktisk kan overvinde dem.“ /Emma Louise Stenholm