Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
Spændingen har nærmet sig kogepunktet de seneste par uger: Ville Nancy Pelosi, forperson for Repræsentanternes Hus i USA, rent faktisk lande i Taiwan? USA’s præsident (og Pelosis partifælle) Joe Biden har ikke lagt skjul på, at besøget virkede som en pænt dårlig idé. Mens krigen raser i Ukraine, og stemningen mellem verdens stormagter generelt er lidt anspændt, er det måske ikke så heldigt at provokere Kina unødigt. Det har den kinesiske præsident Xi Jinping været helt enig i, hvorfor han er kommet med semi-vage trusler om, at USA leger med ilden. Står det til Kina er og bliver Taiwan en kinesisk provins, og enhver udenlandsk indblanding vil derfor blive tolket som en slem fornærmelse. Og det med fornærmelser, det tager Xi Jinping ikke så let på.
Tirsdag kunne forventningens (og frygtens) glæde så endelig blive udløst, da Pelosi landede på den selvstændige, demokratiske ø. Forinden måtte flysporingshjemmesiden FlightRadar24 bukke under, eftersom flere end 300.000 mennesker var valfartet derind for at få oplysninger om Pelosis rejsemål. Og da først demokraten havde fået sat sine ben på Taiwan, skal vi da ellers lige love for, at der kom fart over fordømmelserne. Blandt amerikanske kommentatorer så forskellige som Thomas Friedman og Tucker Carlson blev besøget kaldt en unødig opfordring til krig. Hos kineserne gik der heller ikke længe, førend nye militærøvelser nær Taiwan blev annonceret og import af bl.a. citrusfrugt fra øen suspenderet. Snart sagt alle steder rasede motivgranskningen: Hvem havde mon mest at vinde (og tabe) her?
Heldigt nok har Nancy Pelosi selv valgt at spille med temmelig åbne kort. Samme dag som hun landede i Taipei og gjorde klar til at mødes med Taiwans præsident Tsai Ing-wen, kunne man i Washington Post læse et debatindlæg fra Pelosi selv, hvor hun slet og ret redegør for sin beslutning. Med henvisning til den såkaldte Taiwan Relations Act, der i 1979 etablerede et diplomatisk samarbejde mellem Taiwan og USA, skriver hun om amerikanernes pligt til at forsvare “ukuelighedens ø“, der står som et demokratisk foregangsland for resten af verden. I flæng nævnes Kinas optrappede retorik og økonomiske pres på landet, inden Pelosi går videre til at fordømme de kinesiske forbrydelser i Hongkong, Tibet og Xinjiang.
Debatindlægget kan næppe komme som en overraskelse, da Pelosi længe har været en udtalt og vedholdende kritiker af Kinas autokratiske styre. Til gengæld giver det nok ikke Joe Biden færre grå hår, når han atter skal forsøge at mildne Xi Jinping – og det endda i en tid, hvor Xi Jinping snart skal forsøge at vinde genvalg som Kinas ubestridte leder. De interne og eksterne magtkampe i både Kina og USA risikerer dog også at skygge for det allervigtigste: Hvad taiwanerne overhovedet selv tænker om sagen.
Indrømmet, det er som sådan ikke entydigt, eftersom Pelosis besøg både har affødt hyldester og protester. Som den taiwansk-amerikanske Albert Wu meget rigtigt siger til The Guardian, har besøget dog først og fremmest illustreret, at Taiwan fortsat er kastebolden, som folk glemmer har en stemme:
“Selv i dækningen af den her Pelosi-situation, der har affødt så meget opmærksomhed omkring Taiwan, er der stadig meget lidt om, hvad aktørerne i Taiwan tænker. Narrativet er stadigvæk, at du har brug for, at USA kommer ind og redder Taiwan.“
Det er endnu ikke til at sige, hvad de større, geopolitiske konsekvenser bliver af Pelosis besøg. Én ting er imidlertid sikker: Taiwanerne skal nok selv finde ud af at italesætte, hvornår de har brug for frelse – og hverken USA eller Kina skal have lov til enerådigt at afgøre landets fremtid. /David Dragsted