Præsidentkandidat George Wajackoyah. Foto: Simon Maina/AFP/Ritzau Scanpix
Det er sæson for nationale valg. Eller: Det er det jo sådan set hele tiden, hvis man regner alle verdens nationer med, og lige om lidt går svenskerne til valgurnerne, og så kommer Mette Frederiksens (S) ufrivillige folketingsvalg.
På det afrikanske kontinent er der også knald på. Senegal har lige afholdt parlamentsvalg, Angola har d. 24. august, og Chad og Lesotho fyrer den af i september. Førstkommende tirsdag er det Kenyas tur, og som sædvanligt er valget her lidt af en rodebunke. Kenyanerne skal vælge en ny præsident, 47 lokale guvernører og senatorer og de fleste af Nationalforsamlingens 349 medlemmer (Kenyas parlament har to kamre). Og det kan man jo kalde at bringe orden i sagerne; det er ikke heri, det omtalte rod består.
Meget tyder på, at Raila Odinga, 77, bliver landets nye præsident. Det er femte gang siden 1997, at han stiller op, og ved de to foregående valg var han Kenyas siddende præsident Uhuru Kenyattas største rival. Deres respektive fædre var henholdsvis Kenyas første præsident og første vicepræsident, efter at landet blev uafhængigt af det kolonialistiske britiske imperium i 1963. Det er en længere historie, men efter et år fyrede præsident Jomo Kenyatta Jaramogi Odinga fra sin regering, hvorefter Odinga gik i opposition og nogle år senere blev fængslet i 18 måneder.
Som fædre, så sønner. Kenyatta-Odinga-tvisten fortsatte frem til 2018, året efter forrige præsidentvalg, som førte etniske uroligheder og vold over hele landet med sig. I 2018 gav de to gamle fjender hinanden hånden, og nu støtter præsident Kenyatta (som ifølge forfatningen ikke må stille op til en tredje periode) Odingas valgkampagne. Odingas største modstander er William Ruto, 55, som siden 2013 har været Kenyas vicepræsident – altså præsident Kenyattas mangeårige nære medarbejder. Som BBC formulerer det, har Kenyattas opbakning til Odinga skabt en “ukomfortabel relation“ mellem præsidenten og vicepræsidenten. Lidt noget rod, ikke sandt?
William Ruto virker som en mere spændende kandidat end Odinga – i hvert fald på papiret. I modsætning til de to andre har han ikke en privilegeret baggrund. Det er historien om den ludfattige dreng, der måtte gå barfodet i skole, og som fik sit første par sko som 15-årig. Han kører sin kampagne som den fattige vælgers mand, der vil få gang i økonomien og arbejdsløsheden ned (ifølge officielle tal står 40 pct. af de 18-34-årige uden arbejde). Meeen… Ruto har altså været minister i 20 år, så det er svært at se ham som en fornyer.
Professor Wajackoyah
Der er imidlertid en tredje kandidat. Det er ikke, fordi han spås store chancer, men underholdningsværdien er ret høj. George Wajackoyah er i begyndelsen 60’erne og professor i jura. Hans valgkamp handler om, at han vil sætte en stopper for den udbredte korruption i kenyansk politik og gøre op med landets afhængighed af Kina, men først og fremmest er han en varm fortaler for lovliggørelse af marihuana.
Forleden holdt han valgkamp i byen Tala uden for Nairobi, og Washington Posts korrespondent beskriver, hvordan han råbte “bhangi, bhangi, bhangi“ – swahili for marihuana – ned i mikrofonen, hvorpå publikum gentog budskabet, mens lugten af hash bredte sig i luften over dem. Wajackoyahs valgkampssang er hittet “Ganja Farmer“ af den trinidadiske reggaesanger Marlon Asher.
Til avisen udtaler (betalingsmur) Macharia Munene, som er professor i historie og internationale relationer på United States International University i Nairobi, at det, Wajackoyah først og fremmest har bidraget med i den kenyanske valgkamp, er at gøre legalisering af marihuana til et centralt tema. “Hvis det bliver lovligt i Kenya, er der den mulighed, at hele regionen begynder at tale seriøst om det… Så effekten er stor, og andre lande holder øje med den her komiske fyr.“
Det lyder godt. Hvad, der måske er lidt betænkeligt, er Wajackoyahs snak om slangegift som en gigantisk eksportvare. Han forestiller sig også, at Kenya kan blive rige på at sælge slangekød til Kina. Det må man tage med. /Oliver Stilling