Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Timingen er håbløs. Ikke blot står statsminister Mette Frederiksen (S) til at kunne tabe magten ved det snarlige folketingsvalg, men den samfundsøkonomiske situation gør det tilmed noget nær umuligt at uddele milde gaver til vælgerne. Det tegner til at kunne blive en lose-lose-situation.
De stigende priser, inflationen, er faktisk det største problem: For første gang i fire år står S-regeringen med et kritisk samfundsproblem, der hverken findes hurtige eller håndfaste løsninger på.
Forbandelsen ved inflation er, at ubalancen ikke kan fixes med flere penge. Tværtimod.
Hvis S-regeringen tilbyder flere penge til dem, der har svært ved at få enderne til at mødes, gøres ondt kun værre. Simpelthen fordi priserne blot stiger yderligere. Ulyksaligt for Mette Frederiksen er der nøgternt set ingen anden udvej end at forsøge at dæmpe den økonomiske aktivitet og således mindske efterspørgsel efter basale livsfornødenheder – kort sagt det stik modsatte af, hvad en regering, der søger genvalg, normalt ville gøre.
Planen var ellers netop at gøre som tidligere. Når finansminister Nicolai Wammen (S) snart fremlægger S-regeringens bud på en finanslov for 2023, skulle en række udslagsgivende vælgergrupper have været begunstiget med attraktive tilbud. Valgsejren var næsten givet på forhånd.
Helt efter bogen skulle Socialdemokratiet have udnyttet regeringsapparatet til at præsentere en finanslov her i august, som på den ene side gav middelklassen mere i lommen og udsatte vælgergrupper større håb i hverdagen, og som på den anden side var skruet teknisk sammen, så den samlede pakke holdt sig inden for rammerne af såkaldt ‘økonomisk ansvarlighed’.
Pludselig er dynamikkerne ændret. Forudsætningerne for at uddele klassisk valgflæsk er væk, og både statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen risikerer at sætte flere års møjsommeligt opbygget troværdighed i den økonomiske politik over styr, hvis udspillet til finanslov for 2023 bliver alt for kortsigtet.
Drejebogen for efterårssæsonen er derfor kortsluttet for S-regeringen. Planen om at præsentere et generøs finanslovsudspil her i august, for så efterfølgende at udskrive folketingsvalg, når betingelserne var mest optimale, er ikke længere mulig. I første omgang vil finanslovsudspillet blive langt mere fedtet, end socialdemokraterne havde satset på, og i anden vil de få og små elementer heller ikke kunne skabe afsæt for en triumferende valgkamp. Tværtimod.
Det ekstra påtrængende problem for Mette Frederiksen er, at hun er blevet tvunget til at skulle udskrive nyvalg inden for 61 dage, eller præcis to måneder. Hun er blevet frataget muligheden for at overraske ved selv at bestemme timingen af folketingsvalget. Vilkåret er nu, at valget skal komme inden for kort tid.
Som en lidt sindrig reaktion på den kritiske beretning fra Minkkommissionen kræver De Radikale nemlig, at statsministeren senest udskriver valg i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag 4. oktober – ellers vil Sofie Carsten Nielsen & co. gå sammen med de borgerlige partier om et mistillidsvotum. Sandet løber snart ud af timeglasset.
De to udefrakommende kriser – den utæmmelige inflation og valgkravet fra De Radikale – ville hver især være til at håndtere for Mette Frederiksen, hvis også de partipolitiske konjunkturer stadig var som tidligere. Hvis den folkelige opbakning til Socialdemokratiet stadig var oppe på 2020-niveau, ville det være enkelt for statsministeren: Så ville valget formentlig være blevet udskrevet allerede i den kommende uge, og efter tre ugers valgkamp ville Mette Frederiksen kunne fortsætte i Statsministeriet.
Men her rammer det tredje og brutalt akutte problem ind: Vælgeropbakningen til Socialdemokratiet er styrtdykket på det seneste og ligger lige nu på det laveste niveau i mere end 100 år. På intet tidspunkt i Mette Frederiksens liv har Socialdemokratiet stået til at få et så dårligt valgresultat, og ikke engang ved jordskredsvalget i 1973 lå sosserne lavere end nu.
Tilbagegangen for Socialdemokratiet er så massiv, at magtbalancen mellem blokkene også er tippet. Hvis Mette Frederiksen udskriver valg snart, vil hun dermed både risikere at tabe regeringsmagten og at gå over i historien som partiets største fiasko-partiformand. Mildest talt ikke tillokkende.
Ifølge de to største meningsmålingsinstitutter er det efterhånden kun et spørgsmål om, hvor stort nederlaget bliver. Ifølge Megafon formår Socialdemokratiet lige nu kun at mobilisere 21,7 procent af vælgerne, mens prognosen fra Epinion giver en opbakning på 24,2 pct. Og hvad værre er: SF og De Radikale står samtidig til at miste vælgere.
Hvis man tør tro på meningsmålingerne, vil Mette Frederiksen i bedste fald bliver altafhængig af sin forgænger, Lars Løkke Rasmussen, hvis hun overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at kunne være med i en ny regering. Hans nye parti Moderaterne tegner til at få rollen som kongemager og – som skæbnens ironi – skubbe De Radikale yderligere nedad i rangordenen, efter et nyvalg som Sofie Carsten Nielsen vel at mærke selv har udløst.
I værste fald for Mette Frederiksen vil det borgerlige flertal kunne finde sammen om en regering udenom Socialdemokratiet. Ifølge meningsmålingerne vil en konstellation med Venstre, De Konservative og Moderaterne kunne danne regering, skønt det langt fra er afklaret på forhånd, hvem der i så fald skal være statsminister: Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen eller sågar Lars Løkke Rasmussen igen-igen?
For Mette Frederiksen handler de taktiske overvejelser om, hvordan skaderne kan begrænses mest muligt, og konkret hvornår valgudskrivelsen vil være mindst skadelig for Socialdemokratiet. I et spektrum, der spænder fra panik til arrogance, kan hun vælge mellem X forskellige tidspunkter – hvoraf ingen dog er videre gunstige.
Den første og mest paniske løsning ville være at udskrive valget i forbindelse med fremlæggelsen af S-regeringens finanslovsudspil allerede her i august. I den kommende uge, formentlig allerede på mandag, ventes de første delelementer at blive lanceret via aftalte læk i de større medier, og som en slags ‘shock and awe’-taktik kan Mette Frederiksen forsøge at overraske ved at afholde et lynvalg, f.eks. med udskrivelse på Socialdemokratiets sommergruppemøde 16.-17. august. Hvis fremlæggelsen fremrykkes, vil det være et tydeligt tegn på, at der er valg i luften. Men de døde mink spøger nok stadig for meget.
Lidt mere realistisk er det, at hun venter lige en anelse længere – og dramaturgisk udnytter, at Folketinget rent faktisk samles tirsdag 6. september for at diskutere netop S-regeringens forslag til finanslov. Her vil statsminister Mette Frederiksen kunne træde op på talerstolen og derfra komme med en “udtalelse af særlig karakter“, som den formelle valgudskrivelse omtales som i Folketingets forretningsorden.
Skønt det kan lyde absurd, vil et nyvalg i slutningen af september imidlertid støde ind i ceremonielle vanskeligheder. Fredag d. 23. september har Dronning Margretes nemlig indbudt til fejringen af sit 50-års regeringsjubilæum, og på Christiansborg betragtes det som noget nær majestætsfornærmelse, hvis Mette Frederiksen kaprer seancen til egen politisk fordel. Men det er sidste mulighed, hvis dramaet ikke skal trækkes helt frem til De Radikales deadline.
Umiddelbart er Mette Frederiksen tvunget til at udskrive valg i forbindelse med åbningstalen tirsdag 4. oktober. Det vil være den mest sikre løsning, da hun dels kan håbe på, at både økonomien og meningsmålingerne når at rette sig inden, og hun dels ikke vil kunne vente meget længere. Og dog. For der er altid en mere hasarderet løsning.
Ved Folketingets åbning sker der ikke mere og andet end at statsministeren holder tale. Ingen debat, ingen forhandlinger. Hvis hun undlader at udskrive valg, vil presset øjeblikkeligt rykke over på De Radikale, som vil skulle afklare, om de vitterligt er klar til at udløse et krisevalg, hvor de får svært ved at pege på Mette Frederiksen som fortsat statsminister, og med stor sandsynlighed også vil fremprovokere en ny parlamentarisk situation, hvor Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne kan blive en afgørende faktor for en ny blå regering.
Hvis De Radikale stadig er klar til at trække i splitten på den politiske håndgranat, vil Mette Frederiksen så kunne udskrive valget torsdag 6. oktober, når Folketinget samles for at diskutere statsministerens åbningstale. Inden da kan snurrige fænomener dog nå at udfolde sig på det gamle kongeslot, Christiansborg.
Er De Radikale til falds for ministerposter? Opstår der pludselig en ny national krise, som giver en anledning til at udskyde folketingsvalget til det tidligere forår? Spændingen i dansk politik er ved at blive bygget op til bristepunktet. Det kan ligefrem ende med at blive en fordel for den ellers sejrssikre Mette Frederiksen, at hun nu står så svækket og skrøbelig, at hun reelt har alt at vinde. /Lars Trier Mogensen