Nye nuancer af Zlatan

Zlatan Ibrahimovic vil gerne korrigere billedet af sin barndom: »Disciplin var der hele tiden,« siger han: »Far krævede disciplin. Når han sagde, at jeg skulle være hjemme klokken ni, så var jeg hjemme klokken ni. Sådan var det. Fra allerførste færd. Det er sådan, jeg er vokset op. Det skulle være bedre end andre kunne gøre det. Hele tiden mere end godt. Det skulle være perfekt. Alt jeg lavede, selv i skolen«.

Et delvist andet billede, end det han gav i selvbiografien ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’ fra 2011, som har præget mediefortællingen om hans opvækst. En typisk sætning i bogen lyder: »Jeg var en vildbasse, en galning og jeg kunne ikke styre mit humør. Det var high chaparral, som jeg plejer at sige. Totalt cirkus«.

High chaparral er et begreb fra cowboy-verdenen, Zlatan ofte bruger om at lave gang i gaden. Nu siger han: »Jeg var ikke den, som high chaparralerede«. Vi sidder i Paris, i et hyggeligt lokale nær Triumfbuen med snedkerbyggede bogreoler og husplanter. Zlatan mindes sin skoletid:

»God. Meget god. Jeg gik på samfundslinje med økonomi i gymnasiet. Mange tror ikke på det. I begyndelsen forsøgte jeg at kombinere, men det tog for meget tid væk fra fodbold. Og så hørte jeg, at man på den økonomiske samfundslinje var tvunget til at fortsætte efter gymnasiet. Det orkede jeg ikke«.

De sidste skoleår

»Jeg så mine karakterer forleden. Jeg fik høje karakterer. Gode karakterer. Hvordan jeg fik dem spiller ingen rolle. Nej da, for jeg fik høje karakterer. Det var vigtigt«.

Det er en ny fortællingen om, hvordan han klarede sig i skolen. Minderne om ambition, disciplin og orden. I et tidligere interview i magasinet Offside har Zlatan sagt: »Jeg gik i en så udflippet klasse, at selv om jeg intet lavede på Stenkula, så fik jeg karakteren 3 bare ved at sidde stille i timerne«. I samme reportage fra mellemtrinnet: »Jeg var rodet og snakkede løs. Jeg sked på læreren og blev smidt uden for døren. Jeg kastede med papir og provokerede de andre. Sagde dumheder, så de blev kede af det og gik hjem til deres forældre. Men jeg ødelagde ikke noget. Jo, jeg smadrede måske et vindue en enkelt gang, men der sker jo ulykker«.

Zlatan Ibrahimovics selvbiografi, som er solgt i 810.000 eksemplarer alene i Sverige, er en fortælling om faren, der drikker, og moren, som slår. Zlatan er en klemt dreng. Som er sulten, stjæler cykler og gør sine klasse- og klubkammerater bange. Som lykkes mod alle odds.

Presset indefra

Nu præsenterer Zlatan en anden version af sin opvækst: »Jeg skulle være ti gange bedre end alle andre,« siger han. »Det har siddet i mig. Det er sådan jeg er opdraget. Og det er, hvad jeg har sagt til journalister hele tiden. Folk tror, at presset kommer fra medierne. Eller klubberne. Absolut ikke. Presset kommer fra mig selv. Når jeg ikke lykkes, er jeg selv den første til at dømme mig selv og skuffes. Tro mig, dét er et hårdt pres. Alt hvad jeg gør, skal være perfekt«.

– Du var både rodet og disciplineret. Der var både high chaparral og ikke high chaparral. Det lyder modsætningsfyldt. Kun du forklare?

»Der er mange, som mener noget om min barndom. Det var kaotisk og high chaparral en gang imellem, men også hård disciplin, ellers havde jeg ikke nået dertil, hvor jeg er i dag«.

Da vi har talt sammen i en halv time ringer alarmen på hans iPhone to gange: Om 20 minutter skal han hente sine to sønner på skolen: »Det må jeg ikke misse, tro mig«.

Jeg er big boss

Disciplinen, der prægede barndommen, skal nu overføres til næste generation: Vincent på 7 år og Maximilian på 9 år.

»Jeg kræver mere meget, end hvad mine forældre gjorde,« siger Zlatan: »Og det er vigtigt for mig. De skal ikke føle, at det er for let. Det er en helt anderledes situation for mine børn. Selv om min mor og far gjorde det bedste, de kunne, er det nok lettere for mine drengen. Men de skal også have modgang. Det er dén måde, de lærer på. En dag skal de kunne klare sig på egen hånd. Men det er fortsat mig, som er big boss. Indtil de bliver 18 år. Så…«

– Hvad sker der, hvis dine børn dropper ud af gymnasiet for at satse på fodbold i stedet?

»Det er et svært spørgsmål. Jeg forsøger at finde balancen. De skal klare sig godt i skolen og de skal træne, holde sig i gang. Men jeg kræver ikke af dem, at de skal blive professionelle. Dét er noget, som skal ske naturligt. Hvis en forælder presser sit barn til noget, kan de ende stik modsat«.

Respekt og disciplin

Tidligere pressede han sønnerne for hårdt: »I begyndelsen, når jeg sendte dem til forskellige sportsgrene, så kunne jeg stå på sidelinjen og være krævende. Men så gik det op for mig: Det er jo et lille barn. Jeg kan ikke tvinge ham til at gøre noget, han ikke har lyst til. Jeg kan præsentere en sportsgren for ham. Men glæden må han finde selv. Gør han ikke det, bliver det forkert«.

»Mine sønner skal være engagerede og disciplinerede. Det kræver jeg. Uden får du aldrig succes. Det handler om respekt, disciplin. Det er sådan man klarer sig i livet. Når du er femten, ja, så kan det være for sent«.

Zlatan Ibrahimovic har den same modne indstilling til sin egen formue, forsikrer han. Placeret i aktier, investeringsfonde og ejendomme i blandt andet Stockholm og New York. I Stockholm er han ved at få den gamle Elimkirke i Östermalm istandsat til en lejlighed i tre etager. Købt for 42 mio. svenske kroner via Pestolla Holdning AB, hvor Zlatans mor Jurka Gravic er indsat som direktør.

Penge forvirrer unge

I New York har han en lejlighed på Fifth Avenue i en ejendom, som ejes af Donald Trump, og som Zlatan købte tilbage i 2008 for 16 millioner dollar. I juni 2014 havde Zlatan ifølge Veckans Affärer alt i alt tjent 1,2 milliard svenske kroner, inklusiv reklame- og sponsorindtægter.

Han har set mange unge professionelle fodboldspillere miste fodfæstet, siger han i Paris: »Stort set dem alle sammen. Når man signer sin første kontrakt og får bonusser her og dér, så håndterer man det ikke på en god måde. Fokus forsvinder fra fodbolden. Dér gælder det om at holde hovedet klart og ikke tænke på pengene. Jeg har set så mange eksempler«.

– Hvor meget er det rimeligt at unde sig selv?

»Jeg tænker ikke på nu, men fremad, på mine børn. Selvfølgelig kan man have lyst, men det vil være sjovt i dag og surt i morgen«.

– Har du lært at sætte grænser selv om du tjener så meget?

»Jeg er nok sådan som menneske. Jeg har boet sammen med min far. Han arbejdede meget. Jeg måtte lære at klare mig på egen hånd. Jeg hængte ud nede i gården. Det var mit sted«.

Den voksne Zlatan

Hvad er der sket med Zlatan Ibrahimovic? Han er netop fyldt 34 år. Er han træt af billedet af sig selv som en vildbasse? Som computerspil-fikseret sportsvognsfanatiker? Vil han hellere træde frem som voksen?

Zlatan fortæller, med indlevelse, om den første gang han mødte bogforlæggeren Albert Bonnier.

»Ja, ja, jeg kan sagtens huske, da jeg mødte Abbe. Han kom ind i sine sneakers, og havde snøret dem så hårdt, at jeg spurgte, om han overhovedet fik blod ned i fødderne. Og så sagde jeg: Er det dig, som er ham Abbe? Han trådte ind som en normal fyr, og dét holder jeg af. Folk forventer, at man har et kostume på. Men da jeg traf ham på Scandic var han cool og ligefrem«.

Det føltes som wow

Abbe er bogforlægger på Albert Bonniers Forlag. Han har samme navn som ophavsmanden, forlagsstifteren Albert Bonnier, Abbes farfars farfar.

Albert Bonniers forlag ligger på Sveavägen 56 i Stockholm. Mødelokalet på anden sal er et mindre museum med malerier af familien Bonnier, malet af bl.a. Isaac Grünewald.

»Da jeg kom ind i rummet og så alle de der malerier, tænkte jeg: Hvad er det her? Det var ligesom familien, faren og sådan. Det føltes som et ‘wow’. Man kom ind i noget, som … Det føltes som et vigtigt sted. At få lov til at udgive bogen på Bonniers var derfor sådan wow for mig«.

Zlatan forhørte sig om forlagets bestsellere: »Jeg spurgte ham, hvilken bog, der havde solgt mest, og han nævnte bogen om kongen…eller om Göran Persson …«.

Nominering til bogpris

Mika Lepistö, Zlatans varemærke-agent, som ellers har siddet tavst I et hjørne, afbryder: »Nej, hvem var det han snakkede om…«. »Kongen?« »Det var en anden. Jeg kan ikke huske hvem,« siger Lepistö.

»Jeg sagde i hvert fald, at min bog skulle sælge dobbelt så meget,« siger Zlatan. »Han grinede. Men så sagde jeg: Det kommer den til«. Zlatan spurgte Abbe Bonnier, hvilken litteraturpris der er den fineste man kan vinde i den svenske bogverden. Abbe nævnte Augustprisen, men forsøgte samtidig at nedtone Zlatans forventninger. Sportsbiografier skrevet af ghost-writere vinder sjældent bogpriser.

Da ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’ alligevel blev nomineret til fagbogsprisen i efteråret 2012 sms’ede Zlatan til Abbe Bonnier: »Ingen priser sagde du?«.

Abbe Bonnier har selv fortalt anekdoten, Zlatan bekræfter, men spiller alligevel såret: »Abbe snakker så meget. Jeg har hjulpet ham med det der forlag«. Lidt efter, siger Zlatan, mere forsonligt: »Jeg er glad på Abbes vegne. Jeg har hørt, at jeg har reddet ham«.

Imponeret af ghostwriter

Det var Albert Bonniers idé at hyre David Lagercrantz som forfatter til biografien. Ifølge Abbe Bonnier havde Zlatan kun ét spørgsmål: Kender du David? Jo, havde Abbe svaret. »Nej, nej, sådan kender rigtigt,« havde Zlatan spurgt igen. Abbe forsikrede ham om, at det var tilfældet, og så gav Zlatan grønt lys.

David er søn af Olof Lagercrantz, en kendt forfatter og chefredaktør. Zlatan var også imponeret af Davids familiehistorie.

»David var i gang med et andet bogprojekt, men Abbe flyttede ham over til min bog. Det var fedt at møde ham, også at han kom fra en kunstnerfamilie. Han fortalte mig om faren og hele den historie«.

De har skabt historien

David og Zlatan talte mange, lange aftener i Milano. Lagercrantz er en slank midaldrende forfatter, der klæder sig i pastelfarvede lammeulds-pullovere og diskrete, ternede jakkesæt.

»Så kommer jeg,« siger Zlatan. Og vi sidder og snakker, og så vælter drengene ind og kaster en bold i hovedet på mig. Frem og tilbage. Han er jo vant til, at folk sidder sådan her,« siger Zlatan og sætter sig med ret ryg i sofaen i Paris, hans opfattelse af omgangsformen i familien Lagercrantz.

»Han kom til en helt anden verden,« siger Zlatan. Hans far var chefredaktør på Sveriges førende dagblad, Dagens Nyheter: »Okay…,« siger Zlatan: »Nej, han er god nok, David«.

– Bonnier, Lagercrantz. Hvorfor fascineres du af sådanne familier?

»De har udført noget, og det sætter sig spor. De har skabt historien, ganske enkelt. De er ikke bare en del af mængden, men derimod one and only«.