Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen (S), hvis etpartisregering efter alt at dømme synger på allersidste vers, har det seneste halve år forsøgt at vise, at hun ikke kun er den lille mand med det afstumpede verdenssyns statsminister. At hun godt kan hæve sig over makrelmadden og håndbajeren og de dommedagsagtige taler med de lave lixtal. Fx har hun i sin podcast ‘Statsministeren spørger’ kastet sig over ‘dybe’ samtaler med folk som Rune Lykkeberg, Sørine Godtfredsen og Svend Brinkmann og flere i den dur. Hendes gæster udfordrer hende aldrig rigtigt – måske fordi de trods alt er hendes gæster og godt kan være lidt forfjamskede over at være kommet i audiens.
Før sommerferien var Mette Frederiksen imidlertid selv gæst i radioprogrammet ‘Skønlitteratur’ på P1. Statsministeren er angiveligt en ivrig læser af bøger, så det gav god mening at stille op og komme af med det budskab dér. Cirka ti minutter inde i samtalen falder talen på den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie og hendes prisbelønnede romaner En halv gul sol og Americanah, som Mette Frederiksen har læst og fremhæver som stor litteratur.
Eftersom Americanah handler om nogle unge nigerianere, der ønsker at emigrere til USA i jagten på et bedre liv – og altså opleves fra immigrantperspektivet – spørger programmets vært, Nanna Mogensen, sin gæst, hvordan man på den ene side kan sidde som læser og heppe på hovedpersonerne i sådan en bog og på den anden side som politiker “opretholde en stram immigrationspolitik“. Det er et udmærket spørgsmål. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Mette Frederiksen på udlændingeområdet nærmest har overhalet både DF’s Pia Kjærsgaard og Danmarksdemokraternes Inger Støjberg højre om, fx med ideen om et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda og den skånselsløse hjemsendelsespolitik, der føres over for syriske flygtninge.
Mette Frederiksen har muligvis allerede fornemmet, hvor interviewet bærer henad, for hun begynder at forklare, at det jo er det, “der er så skrækkeligt ved udlændingepolitik“, nemlig at det “er rigtige mennesker, det handler om“, og at det nok er derfor, at “det uden sammenligning er det politikområde, der tærer aller aller mest på os“. Men, fortsætter hun, “vi kan ikke tillade os kun at have individperspektivet”, for ”så får du aldrig nogensinde samfundsperspektivet, og vi skal balancere mellem de to“.
Hun taler videre om, at hun har “al mulig forståelse og respekt for og sådan set også solidaritet med“ folk, der flygter for at skabe sig en bedre tilværelse. Men værten bliver ved: Hvis en læser som Frederiksen udvikler en ømhed over for karaktererne i en roman som Americanah, hvordan kan det så ikke “vende noget rent menneskeligt og derpå politisk“ inde hende at læse den roman?
Her svarer Mette Frederiksen så med en stråmand. “Du kan aldrig tage ét menneskes behov og gøre det universelt for alle andre,“ siger hun. “Fordi konsekvenserne af det ville jo være nogle massive kæmpestore problemer, der ville gå ud over nogle andre mennesker.“ Hun tilføjer, at man sagtens kan stå for en stram udlændingepolitik “og stadigvæk have et stort hjerte for de mennesker, som ikke bliver omfattet positivt set fra deres synspunkt“.
Da Nanna Mogensen spørger for tredje gang, fordobler Mette Frederiksen sin indsats ved at ‘vende den rundt’: Hvordan, spørger hun, kan Mogensen acceptere, at kvinder bliver voldtaget på deres flugt “hen over Sahara-ørkenen? Hvorfor er du ikke oprørt over de mennesker, der mister livet hen over Middelhavet? Hvorfor accepterer du, at det er menneskesmugleren, som bestemmer over flygtningepolitikken og ikke politikerne? Du gør jo mig til kynisk, fordi jeg er tilhænger af en bestemt udlændingepolitik. Jeg kunne gøre det samme den anden vej.“
Det glade vanvid
Nej, det kunne du faktisk ikke, Mette Frederiksen. I de seneste måneder har der igen og igen været sager fremme i medierne om flygtninge, der på den ene eller den anden måde er blevet klemt i det danske system. Mette Frederiksen ville nok kalde dem “enkeltsager“, men det holder jo ikke, når der er tilpas mange af dem. Det er typisk sager, hvor Udlændingestyrelsen og senere Flygtningenævnet har været inde over, og ofte virker afgørelserne som det glade vanvid.
Søndag bragte (betalingsmur) Politiken et interview med Aya Abu-Daher (f. 2001), som flygtede til Danmark med sin familie fra Damaskus i det krigshærgede Syrien i 2015. I 2021 blev hun student fra Nyborg Gymnasium. I april samme år fik hun inddraget sin opholdstilladelse, blot for at få den tilbage nogle måneder senere, efter at hun havde været i medierne. Næste år skal opholdstilladelsen revurderes.
“Jeg tror ikke, folk rigtig forstår, at det er folk som mig, der bliver smidt ud,“ siger hun. “Som gerne vil arbejde og have et liv i Danmark – som virkelig vil Danmark. Jeg tror, de har set for meget fjernsyn med dårlige historier og tænkt: Sådan nogle folk skal vi ikke have i Danmark.“ Hvis Mette Frederiksen kan læse romaner, kan hun vel også læse aviser. Der skal skrues op for “individperspektivet“. /Oliver Stilling