Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
Det var egentlig meningen, at Documenta skulle have været en kæmpe fest. Kunstudstillingen – der løber af stablen hvert femte år i den tyske by Kassel og sammen med Biennalen i Venedig er en af de vigtigste i verden – er normalt stedet, hvor samtidskunsten viser dens flyvehøjde. I år var der tilmed skruet endnu mere op for diversiteten og idérigdommen: For første gang nogensinde var kuratortjansen blevet tildelt et helt kunstkollektiv, den indonesiske gruppe ruangrupa.
Inspireret af konceptet “lumbung“ – en indonesisk praksis, hvor den overskydende rishøst samles i en fælles lade, hvorefter det kollektivt besluttes, hvordan høsten skal fordeles – valgte ruangrupa at invitere en række andre kunstnerkollektiver til at tage del i kurateringen, som så igen inviterede andre kunstnere til at deltage. Resultatet var et virvar stemmer, som tilsammen kunne skabe en levende, foranderlig og mindre topstyret begivenhed.
Allerede inden Documenta kunne åbne tilbage i juni, begyndte kontroverserne imidlertid at trænge sig på. Efter en anonym blog ved navn Alliance Against Antisemitism Kassel havde beskrevet, hvordan det inviterede, palæstinensiske kunstkollektiv The Question of Funding angiveligt havde støttet den såkaldte Boycott, Divestment and Sanctions-bevægelse (BDS), opstod der ramaskrig i flere tyske aviser. BDS (der som navnet antyder opfordrer til boykot af Israel som følge af landets undertrykkelse af palæstinensere) blev nemlig i 2019 erklæret for antisemitisk af det tyske parlament.
En uskøn affære fulgte, hvor ruangrupa måtte forsikre om, at Documenta altså ikke er antisemitisk, alt imens den tyske kulturminister Claudia Roth fik udtalt, at Tyskland som følge af landets “særlige ansvar i kampen mod antisemitisme“ må udvise “omhyggelig følsomhed i diskussionerne på og omkring Documenta“. For at gøre forvirringen endnu større, annoncerede ruangrupa først en diskussionsserie kaldet “We need to talk“ – hvor bl.a. antisemitisme og islamofobi skulle drøftes – for efterfølgende at aflyse den igen med henvisning til, at Documenta-udstillingen “skulle tale for sig selv“.
Da den 100 dage lange udstilling åbnede tilbage i juni, stod det dog hurtigt klart, at Documenta nok alligevel ikke helt kunne tale for sig selv – og at kunstfesten atter måtte vige i baggrunden for en række betændte diskussioner. Et omfattende kunstværk af det indonesiske kollektiv Taring Padi, som var blevet udstillet på en af de større pladser i Kassel, indeholdt en problematisk karikaturtegning af en jøde, som det var svært ikke at tolke som antisemitisk. “People’s Justice“, som værket hed, blev først gemt væk bag et sort klæde, for efterfølgende at blive helt fjernet. Både Taring Padi og ruangrupa undskyldte på det kraftigste, alt imens de tyske politikere for alvor begyndte at røre på sig – for er der noget, man ikke tager let på i Tyskland, er det mistanker om antisemitisme.
Det hele er politisk
Henover sommeren er kontroverserne kun taget til i styrke. The Question of Funding’s udstillingssted er blevet vandaliseret med graffiti, der har indeholdt referencer til den spanske højrenationalist Isabel Peralta. Kunsteren Hit Steyerl har trukket sig fra Documenta med henvisning til, at hun ikke føler sig tryg og heller ikke har tillid til organisationen. Det indiske kunstkollektiv Party Office måtte aflyse en begivenhed, efter et af deres medlemmer angiveligt var blevet udsat for et racistisk og anti-LGBTQIA+-motiveret angreb. Nye beskyldninger om antisemitisk kunst på Documenta er skudt op. Direktøren for Anne Frank Instituttet i Frankfurt, Meron Mendel, har trukket sig som rådgiver, efter han ellers var blevet inviteret til at vejlede Documenta i håndteringen af antisemitisme. Ikke mindst har direktøren for Documenta, Sabine Schormann, forladt sin stilling følge af den verserende skandale.
Tilbage står både kunstudstillingen og den tyske offentlighed i tilsyneladende vildrede. Alt imens kulturminister Roth har varslet i Die Zeit, at struktureringen og finansieringen af Documenta står over for potentielle reformer og større statslig kontrol, er et ekspertpanel blevet nedsat, der skal undersøge skandalen. Enkelte røster i den tyske regering har foreslået helt at lukke årets Documenta før tid. Dette har igen ført til bange anelser hos deltagende kunstnere om mulig censur, hvortil bl.a. ruangrupa-medlemmet Farid Rakun har udtalt, at et panel risikerer at gennemtvinge “blot én læsning“ af udstillingen.
Heller ikke hos de tyske kommentatorer er der udpræget begejstring over håndteringen af skandalesagerne. “Forbundsrepublikken vil ved at lukke showet signalere, at den ikke kan tåle den kontrovers, der er forbundet med showet, og at den foretrækker at løse problemet ved at forbyde det,“ skriver Die Zeit-redaktør Thomas E. Schmidt, alt imens det i Der Spiegel påpeges, at “en stor del af tilliden blev ødelagt, til mennesker, til myndigheder, men også til ideen om, at alle i kunsten altid er på samme side og på en eller anden måde på den rigtige side“.
Ja, som The New York Times også skriver, har årets Documenta om noget fremhævet, at der er en voksende kløft mellem kunstnere og kulturpolitik. Verdensbegivenheden er på ingen måde blevet til den forenende “lumbung“, arrangørerne havde håbet på. Til gengæld vil udfaldet og konsekvenserne af årets Documenta blive diskuteret i lang tid fremover, både i og uden for Tyskland. /David Dragsted