Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ved den dansk-tyske grænse er hver dag undtagelsestilstand. Efter en sommer, hvor biler har holdt i kø i over en time for at vente på at blive passet op, er en række betjente søgt væk fra det arbejde, de mener “nærmest ingen effekt har“. Andre har berettet om arbejdsforhold så dårlige, at de har stillet sig selv spørgsmålet, om stikprøverne overhovedet giver mening.
Siden den blev indført i 2016, har Danmark igen og igen forlænget den midlertidige grænsekontrol – senest i maj med begrundelsen, at kontrollen er et “nødvendigt og effektivt middel“ til at dæmme op for den terrortrussel, som Center for Terroranalyse har vurderet, fortsat er “alvorlig“.
Samtidig holder regeringen fast i, at der “blandt flygtninge og indvandrere kan være personer, som udgør en trussel mod landets sikkerhed“, selvom man reelt har tilbageholdt få mennesker. Eller som en nabo 200 meter fra grænsen i Kruså meget konkret formulerede det til DR for tre år siden: “Det er eddermame længe siden, jeg har set en flygtning gå forbi.“
Det er dog ikke flygtningepolitikken, men de uforholdsvis lange køer, der har fået en række pendlere til at overveje at sagsøge den danske stat ved EU-Domstolen i Luxembourg. Samtidig har både politikere fra det danske mindretal, det lokale regionskontor, Socialdemokratiets sønderjyske bagland og den tyske ambassadør i Danmark beklaget sig over grænsekontrollen.
Derfor har lokalavisen Der Nordschleswiger nu stillet Politiets Efterretningstjeneste (PET) det simple spørgsmål, om der egentlig findes pålidelige statistikker, der beviser fysisk grænsekontrol som en effektiv metode til at forebygge terror i Danmark? Svaret lød lige så simpelt: “PET har ikke kendskab til sådanne statistikker“, ligesom de heller ingen kommentarer har til, hvor mange terrorattentater, grænsekontrollen har bekæmpet, eller hvor mange terrormistænke, de har anholdt.
Selvom det kan lyde som en relativt uskyldig bemærkning, har pendlerne nu fået en ny sag, der principielt kan sende grænsekontrollen til EU-Domstolen. For ifølge ekspert i EU-ret og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Marlene Wind, kan de manglende beviser ironisk nok fungere som bevis nok for, at grænsekontrollen ikke – dokumenteret – er nødvendig og forholdsmæssig, som ellers er kriterierne fra EU-Kommissionen. Og som netop har været regeringens belæg for at forlænge kontrollen.
“Hvis PET er den relevante myndighed og ikke kender hverken data eller statistik, så er det et udtryk for, at der simpelthen ikke er objektiv dokumentation for, at grænsekontrollen tjener sit formål,“ sagde hun forleden til Der Nordschleswiger.
Til spøg og fugleskæmt
Da den daværende udlændinge- og integrationsminister – nu justitsminister – Mattias Tesfaye (S) en decemberdag i 2019 kom ud fra et møde med EU’s indenrigskommissær Ylva Johansson, var smilet bredt, selvom han ikke fik opbakning til sin idé om at sende asylbehandlingen til modtagerlande uden for Europa. Det syntes Johansson var for urealistisk, og siden har Tesfaye som bekendt taget sagen i egen hånd.
Med EU’s nye fælleseuropæiske asyl- og migrationsaftale, er det nu ikke, fordi unionens planer ligger så langt fra Tesfayes. EU har tredoblet milliarderne til at styrke de ydre grænser, hvor man eksperimenterer med løgnedetektorer, biometri og stadigt flere fingeraftryk fra rejsende uden for EU, mens krydsningen af de indre grænser omvendt skal være så gnidningsfri som muligt.
Mens de lokale betjente håber på, at smarte nummerplader kan løse de lange ventetider, forbliver problemet uændret. Stikprøvekontrollen er fortsat udelukkende en afskrækkende pseudopraksis, som det er tilfældet for Rwanda-modellen: Danmark skal være et fugleskræmsel.
EU-Kommissionen har ellers forsøgt at gøre det sværere at lave undtagelser som Danmarks. Johansson har for eksempel flere gange gentaget det centrale element i Schengen-aftalen, at de midlertidige kontroller kun må forlænges som “sidste udvej“. For det er ikke i sig selv ulovligt for stater at forlænge den midlertidige grænsekontrol, så længe det sker i “ekstra særlige situationer“.
Alligevel har også lande som Tyskland og Frankrig gjort undtagelsestilstanden permanent med henvisning til kampen mod terror. Som Marlene Wind siger til Der Nordschleswiger, er det netop også grunden til, at den danske regering har kunnet flyve under radaren i EU. Samtidig har Danmark været notorisk svære at samarbejde med.
EU-Kommissionen kan ikke nedlægge veto mod et medlemslands beslutning. Men presset vokser syd for grænsen, og ifølge Wind kan Danmark ikke længere lege gemmeleg, hvis sagen pludselig spreder sig til regeringstoppen i Berlin. Og her kan det ved en eventuel domstolssag blive afgørende, at meget lidt tyder på, at regeringen har undersøgt andre udveje. Eller har bevis for, at “alternative tiltag ikke vil have samme effekt“, som det ellers lød i regeringens brev til indenrigskommissæren.
I en mail til Føljeton gentager Ylva Johanssons pressekontor hendes pointe, at ”enhver kontrol ved de indre grænser fortsat skal være en undtagelse i forbindelse med direkte, umiddelbare og alvorlige trusler og ikke som et forebyggende værktøj mod abstrakte trusler.”
Ligesom Der Nordschleswiger har Føljeton desuden bedt om et uddybende svar fra justitsministeren. Tesfaye holder fast i, at det er regeringens “samlede vurdering“, at grænsekontrollen virker, men hvilke dokumenter, den vurdering så baserer sig på, foreligger endnu ikke.
Med en ny sag på bordet hos Tesfaye har kursen dog ikke ændret sig, efter han har smidt Gollums besnærende ring. Der er faktisk god grund til at tro, at alt forbliver det samme: Han og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) vil formentlig fortsat turnere med fortællingen om, at EU-retten er til fortolkning, hvis det skulle blive de lange bilkøer, der bremser den danske udlændingepolitik. /Emma Louise Stenholm