Cosa fai, Italia?

Søndag gik lyset endegyldigt ud for den italienske venstrefløj – i hvert fald i denne omgang. Efter sommerens drama, hvor EU-favoritten, økonomen Mario Draghi, pludselig så sig nødsaget til at smide håndklædet i ringen og resignere stillingen som premierminister, befinder den italienske højrefløj sig nu uden egentlig opposition med knap halvanden måned til valget 25. september.

Ude i kulden står socialdemokratiske Partito Democratico (PD), landets næststørste parti, efter det lille Azione (“Handling”) forseglede venstrefløjens skæbne ved at bryde med den knap en uge gamle venstrefløjskoalition. Årsagen til opbruddet: Mario Draghi.

Spørgsmålet om den tidligere chef for Den Europæiske Centralbanks politiske eftermæle har splittet venstrefløjen, hvis partier har set sig sure på hinanden i kølvandet på hans exit. PD’s forperson, Enrico Letta, har fx gjort det klart, at han ikke ser sig selv danne alliance med selvsamme Femstjernebevægelse, der i juli var med til at vælte premierministeren. Og dermed er al håb om et flertal røget.

Alles blik er derfor vendt mod lederen af det højreorienterede og tidligere fascistiske parti Fratelli d’Italia (“Italiens brødre“), Giorgia Meloni. Sammen med Matteo Salvini, lederen af det stærkt indvandrerkritiske Lega, foruden den tidligere premierminister Silvio Berlusconi og hans Forza Italia, spås deres koalition at blive valgets store vinder. Med flest forventede stemmer skal Meloni være premierminister. En forudsigelse, som resten af EU ser på med angstfyldte øjne.

Fra sans og samling

Med Draghis exit befinder Italien sig nu igen i den krisesituation, som han ellers blev hevet ind for at løse. Væk er indflydelsen i Bruxelles, og væk synes størstedelen af den næsten 200 mia. euros økonomiske redningskrans, han havde fået på plads med EU. I stedet er Italien nu havnet på en finansiel observationsliste. Ifølge amerikanske Moody’s Investors Service, der udarbejder finansielle analyser, er landets kreditværdighed næsten i bund.

Hvis støvlelandet skal gøre sig forhåbninger om at kunne få udbetalt EU-hjælpepakken, som kommer i mindre milliardbidder, skal de først have gennemført en større skattereform og en revision af landets retslige procedurer, der er de langsomste i Europa. Men med udsigten til en ny regering bestående af bl.a. fængselsdømte Berlusconis Forza Italia, er der ikke megen tiltro fra EU til, at det kommer til at lade sig gøre.

“Det har lignet her det sidste halvandet år, at Draghi har haft en kurs, som både kunne appellere til centrum af italiensk politik – og rigtig mange italienere,“ påpeger Alberte Bové Rud, Ph.d.-studerende ved idéhistorie på Aarhus Universitet og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Ifølge Rud er der derfor mange centrumpartier, som gerne så Draghis politik blive videreført. Men de partier står nu udenfor koalition som resultatet af en længerevarende politisk erodering af venstrefløjen, der har rod i et ryk mod højre hos Partito Democratico og i centrumvenstreblokken.

“Jeg vil påstå, at grunden til, at det har været svært for venstrefløjen både før og nu at komme med en eller anden form for magtduelig alliance, er, fordi der har manglet politisk innovation. Man har manglet en kurs, man kunne samle sig om, og som italienerne kunne samle sig om“, fortæller Bové Rud.

“Man ønsker at fortsætte den her vej, som Draghi har kørt, og for de yderste venstrefløjspartier, så er det en hård pille at sluge. Det handler netop om, at der mangler innovation på venstrefløjen. At der er mange på venstrefløjen, der frustreres over, at det mest originale, politiske forslag, man er kommet med i årevis på venstrefløjen til, hvordan man skal føre politik, det er ikke engang kommet fra en venstrefløjspolitiker. Det er kommet fra en teknokrat (Draghi, red.), der er kommet fra EU og har prikket EU’s økonomiske præferencer til Italien.”

“Jeg har næsten mere et indtryk af, at vi har været mere begejstrede for ham i EU og i det øvrige Europa end den almindelige italiener har været. Forstået på den måde, at den almindelige italiener i den periode Draghi har siddet, har fået færre penge mellem hænderne.“ Bové Rud understreger, at det ikke udelukkende skyldes Draghis politik, men derimod også den voldsomme sundhedskrise, landet har befundet sig i, foruden krigen i Ukraine: “Den almindelige italienske husholdning har det ikke formidabelt og er ikke åbenlyst overbevist om, at det, der er sket det sidste halvandet år, har været for det bedre.“

En kamp om de kristenkonservative kernefamilier 

En af de større kurrer på tråden i relationen mellem EU og den – hvis man skal tro på meningsmålingerne – kommende italienske regering, er særligt det anderledes varme forhold til Rusland. Allerede kort tid efter Draghis afgang er der blevet hvisket i krogene om, hvorvidt der har været russisk indblanding. Det er bl.a. Legas Matteo Salvini, der bliver skelet til, efter nogle mistænkelige møder med Kreml. Og så har det ikke hjulpet, at han har skulle rydde op i sine gamle Facebook-billeder, hvor han er iført en decideret Putin-fan-t-shirt.

Men det er nu engang den tidligere premierminister Silvio Berlusconi og hans bromance med Putin, der har været definerende for det nutidige italiensk-russiske forhold. “Han har jo været sindssygt tætte venner med Putin, så det er også blevet almindeligt for italienerne at se Putin optræde i sladderbladene side om side med Berlusconi i hans villaer på Sardinien. Han har indtil for nyligt ikke kun udelukkende været den her antidemokratiske despot i Moskva, men også på en eller anden måde bare en ven af premierministeren.“

En spørgeundersøgelse fra juni viste (betalingsmur), at 45 pct. af italienerne er imod våbenforsendelser til Ukraine. I stedet er der større opbakning til en mere mæglende tilgang til krigen – hvilket har udmøntet sig i at Matteo Salvini, manden med Putin fan-t-shirten, har foreslået at agere mediator.

“Italienerne har også et lidt andet forhold til Rusland. Man har i mange år været tilfreds med det russisk-italienske samarbejde. Der har selvfølgelig været kritiske røster, det er klart, men man har haft et tættere forhold til Rusland end man fx har haft til Danmark.“ Men frygten for det russisk-italienske forhold blandt de andre europæiske lande, mener Rud dog også sat lidt for meget på spidsen:

“Jeg tror og håber, at EU’s holdning er en lille smule paranoid. Det godt kan være, at italienerne tidligere, og måske også stadigvæk, betragter Ruslands fortolkning af familiepolitik – med fokus på den kristenkonservative familie – som mere rigtig, end den vi opererer med i fx Danmark. Men det betyder jo ikke, at man kommer til at køre noget femtekolonnevirksomhed fra Italien og vil forsøge at infiltrere EU med Putins agenda eller vil trække Italien ud af EU.“

Giorgia Meloni og kompagni har tidligere været ude og understrege, at de vil fortsætte Italiens udenrigspolitiske kurs, hvis de vinder valget i næste måned. Der er dog ingen lovning på, at de får lov til det. For som Rud understreger: “Døren til fine selskab i EU var det nemlig kun Draghi, der kunne åbne.“ I stedet kan vi med koalitionen Fratelli d’Italia, Lega og Forza Italia forvente et brud på særligt to områder: immigrations- og flygtningepolitikken samt familiepolitikken.

Vinder højrefløjskoalitionen valget, vil blive sat endnu hårdere ind mod at stoppe bådflygtninge, inden de når italienske kyster. Og så vil den italienske kernefamilie komme endnu længere op på den kristenkonservative piedestal. I forvejen er den italienske abortlovgivning rigtig stram, fortæller Bové Rud, og det kan hun godt forestille sig bliver værre:

“På samme måde bliver LGBTQ+-miljøet i Italien også jaget vildt af den her højrefløj, og det bliver altså beskyldt for at true de her almindelige familieværdier og kernefamilien. Det er i hvert fald et stridspunkt for dem, at Italien klart og tydeligt skal identificere sig et kernefamilieland.“

Og derfor vil koalitionen også kigge mere mod øst i forhold til kultur- og værdipolitik?

“Ja, jeg tror, at den italienske højrefløj vil komme til at nærme sig Viktor Orbán på mange måder.“ /Astrid Plum