Claus Bech/Ritzau Scanpix
På næsten forunderlig vis har rød blok fået formøblet sit flertal forud for det kommende folketingsvalg. Forklaringerne er umiddelbart mange: Et nyt miskmask omkring midten, interne splittelser, et Radikale Venstre i offensiven og en voksende inflation, der sender bange anelser gennem befolkningen. Uanset, hvordan man vender og drejer det, er de godt 15 mio. døde mink i rummet dog også ret svære at komme udenom. Skandalesagen, der står som et fatalt symbol på S-regeringens hyppigt kritiserede magtfuldkommenhed, bliver ved med at martre statsminister Mette Frederiksen (S). Det er langt hen af vejen selvforskyldt.
Tidligere på ugen kom en ny meningsmåling fra Voxmeter, hvor Socialdemokratiet står til sølle 22,9 pct. af stemmerne – den dårligste måling siden 2015. Lidt bedre ser det ud i en nylig Gallup-undersøgelse, hvor sosserne måler 23,5 pct. I begge tilfælde er der dog forbløffende langt op til tinderne fra juni 2020, hvor partiet stod til hele 33,1 pct. Coronakrisens “rally ’round the flag effect“ – der beskriver, hvordan befolkningen samler sig om regeringen i mørke tider – er for længst falmet. Tilbage står en statsminister, som har sværere og sværere ved at redegøre for sine handlinger, nu hvor undtagelsestilstanden ikke længere bekræfter reglerne.
Torsdag måtte Mette Frederiksen stå skoleret for Folketingets Granskningsudvalg i en sag, der endnu engang har sået tvivl om regeringens bevæggrunde. Efter Minkkommissionen tilbage i juni kunne fortælle, at hele 10 embedsmænd – herunder departementschef i statsministeriet Barbara Bertelsen – har begået så grove tjenesteforseelser, at der er grundlag for disciplinærsager, er der nemlig sket forbløffende lidt i ministerierne. I modsætning til tidligere sager, hvor embedsmænd prompte er blevet hjemsendt, har regeringen simpelthen holdt hænderne i ro i hele seks uger. Til Granskningsudvalget skulle statsministeren af samme grund forklare, hvordan sagerne overhovedet bliver håndteret. Én ting må man i den forbindelse give Mette Frederiksen: Hun lader sig ikke gå på af presset.
Mens vi venter på rådgivningen
På på trods af blå bloks klokkeklare krav om, at Barbara Bertelsen hjemsendes øjeblikkeligt – og i den mere kuriøse ende Ekstra Bladets fly med bannerteksten ‘Gå nu hjem Barbara’ – stod statsministeren torsdag fast på, at hun fortsat har tillid til departementschefen, ligesom hun “i øvrigt også har tillid til de andre embedsmænd, der er ansat i staten“. Hvorfor tilliden fortsat er så urokkelig, fik hun ikke rigtigt uddybet (betalingsmur). Til gengæld fik statsministeren bekræftet, at ministerierne endnu ikke har afgjort, hvad der skal ske med de ledende embedsmænd – den lange betænkningstid til trods:
“Der er et ansættelsesretligt spor, som er blevet igangsat, hvor de involverede ministre bliver rådgivet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Vi har ikke modtaget den rådgivning endnu,“ forklarede Mette Frederiksen efter mødet i Granskningsudvalget.
Intet er selvfølgelig helt så ligetil, når det kommer til hjemsendelsesspørgsmål og embedsværkets snørklede arbejdsgange. Man forstår i princippet godt, at regeringen først vil have rådgivningen på plads, førend der skrides til handling. Det er og bliver dog opsigtsvækkende, at eksempelvis Mattias Tesfaye (S) tidligere har handlet prompte og hjemsendt en afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, dengang en delberetning kom fra Instrukskommissionen – men fortsat ikke har handlet på Minkkommissionens kritik. Som Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, fortæller til DR, ser den langvarige nølen af samme grund ret underlig ud:
“Det strider imod hidtidig praksis. Det er en omfattende sag, hvor rigtig mange ledende embedsmænd er involveret, og det gør selvfølgelig, at det kan tage længere tid at foretage sagsbehandlingen. Men andre gange er det foregået meget hurtigt.“
I en tid, hvor Socialdemokratiet styrtbløder vælgere, virker det temmelig uforståeligt, at man ikke for længst har revet plasteret af, og hjemsendt Barbara Bertelsen og kompagni. Når de kritiserede embedsmænd fortsætter deres daglige arbejde, som om intet var hændt, vil man vel heller ikke kunne affeje beskyldningerne om magtfuldkommenhed og begrave minkskandalens spøgelser. Og uanset hvor længe sagen skydes til hjørne hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, kommer ministrene heller ikke udenom, at det faktisk er dem, der har ansvaret i de såkaldte “ansættelsesretlige“ sager. Sagt med andre ord: Regeringen kan få al den rådgivning den vil – men den må selv træffe de rigtige valg.
Hvor er staten?
“Kongen hersker, men regerer ikke,“ siger den franske idéhistoriker Michel Foucault i forelæsningsrækken Sikkerhed, territorium, befolkning. Et citat, der henviser til Foucaults forestilling om, at vi ikke skal betragte staten som en fast og statisk størrelse, men snarere vende os mod de såkaldte organisatoriske, administrative og regeringsmæssige praksisser – hvad franskmanden også referer til med sit diffuse og ufærdige begreb “guvernementalitet“. Idéen er – groft sagt – at vi ikke skal se på suverænen, hvis vi vil forstå, hvad der foregår. Vi skal snarere granske bureaukratiet, hierarkierne og embederne. Faktisk er staten slet ikke noget i sig selv – den er blot en måde at regere på. Eller som Foucault også skriver:
“Staten er ikke en universel størrelse, staten er ikke i sig selv en selvstændig kilde til magt […] Kort sagt har staten ingen mavefornemmelse, det er velkendt, men ikke bare i den forstand, at den ikke kan have nogen gode eller onde følelser, den har ingen mavefornemmelse i den forstand, at den ikke har noget indre. Staten er intet andet end den bevægelige virkning af en styreform bestående af mangfoldige guvernementaliteter.“
Med fare for at fortabe os i Foucaults evigt forvirrende tåger, er det værd at holde fast i, at regeringsmagten altså ikke udgår fra ét centralt hold. Den udspiller sig snarere i de mange systemer, vi har sat i verden til at overvåge, organisere og administrere det, vi forstår som staten. Når hele ti embedsfolk vurderes til at have begået grove tjenesteforseelser, er det derfor ikke bare et spørgsmål om disciplin og ansvar. Det er snarere et helt grundlæggende spørgsmål om, hvilken retning vi vil have, staten skal bevæge sig i. Eller rettere: Hvordan den overhovedet skal re(a)gere. Det er på høje tide, at Mette Frederiksen holder op med at herske – og i stedet hjemsender de embedsfolk, Minkkommissionen så utvetydigt kritiserer. /David Dragsted