Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt valgkampen allerede er skudt i gang, behøver man ikke se meget længere end mod det seneste døgns virvar af politiske udmeldinger og taktiske positioneringer. Knap nok havde Søren Pape Poulsen meldt sit kandidatur til statsministerposten, førend Venstre kunne fortælle, at man vil nedlægge jobcentrene – og at partiet sågar har fået støvet Søren Gade af i Bruxelles, så han nu er klar til endnu en tur i Folketinget. Imens har regeringen foreslået at indføre et midlertidigt loft på huslejestigninger og forsøgt at minde vælgerne om, at Arnepensionen stadig er et stridsemne, nu hvor Konservative vil afskaffe den. Kom ikke og sig, at partierne ikke har budt op til dans.
Præcis hvilken dans, valgkampen vil blive præget af, kan man dog godt blive lidt nervøs for. Spørger man Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann Jensen (V), vil svaret måske være noget i retning af en forførisk tango, hvor vælgerne overbevises af partiledernes virtuose trin, stærke armbevægelser og stålsatte blikke. Problemet er bare, at der jo skal to til en tango, alt imens der nu står tre statsministerkandidater og tripper forventningsfuldt. Slutresultatet kan derfor snarere blive en uskøn stoledans, hvor hver af parterne må messe verdens dårligste alfabetsang, i håbet om at finde en nogenlunde bæredygtig regeringskonstellation at sætte sig på: “ABCDFGIKMOQVÆØÅ… hvordan skal det hele gå?“
Ret skal være ret: Da Søren Pape mandag annoncerede sit kandidatur på et pressemøde, slog han som vanligt en kalkuleret, afmålt tone af. Der er ikke meget rock ’n roll over den konservative partileder, der i kampagnemateriale beskriver sig selv som “en sikker borgerlig stemme“. Til gengæld formår han som få at afslibe alle kanter, så ingen rigtigt kan slå sig på hans budskaber. Hør bare, hvor underspillet Pape fik leveret beskeden om, at han nu går efter dansk politiks mest magtfulde embede:
“Jeg synes sådan set, at det er fair nok, at der nu er to bud. Og det eneste jeg lover i dag, det er, at det finder vi ud af (hvem af Søren Pape og Jakob Ellemann, der skal være statsminister, red.) hvis der kommer et borgerligt flertal […] Vi skal finde ud af det, det er det samarbejdet går ud på.“
På papiret er 80’ernes rivalisering mellem Konservative og Venstre måske nok blevet genoplivet, men hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape har altså den store trang til at spille alt for meget med musklerne endnu. Eller som Venstre-formanden også fik sagt, da DR mandag spurgte ham, om han kan slå Søren Pape: “Foreløbig vil jeg meget hellere holde Søren i hånden end at slå på ham.“ Kampen er broderlig, der er stadig kærlighed i luften, og Jakob Ellemann mener da heller ikke, at for meget skal afgøres inden valget: “Det vigtigste for os er en borgerlig regering. Jeg tror fint, at Søren kunne leve med at være minister i en regering med mig som statsminister. Og jeg vil fint kunne være en minister i Sørens regering.“
Men hvor stiller det så Mette Frederiksen i stoledansen? Tjo, som udgangspunkt kan statsministeren da glæde sig over, at Socialdemokratiet nu kan synge om en blå splittelse – hvilket hun da også mandag gjorde til TV 2: “Det er en meget, meget særlig situation, at man i en opposition ikke kan finde ud af, hvem man stiller med som statsministerkandidat. Nu er der jo to statsministerkandidater, og det kan være, at der kommer flere.“
Der, hvor sangen dog forstummer for sosserne på et uheldigt tidspunkt, er ved de mange muligheder, blå blok nu har fået foræret: De mere midtsøgende vælgere kan pege på Ellemann, der formodentlig vil søge støtte hos Radikale Venstre og Moderaterne. De mere højreorienterede kan pege på Pape, der vil finde støtte hos Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, DF og Liberal Alliance. I begge tilfælde vil vælgerne imidlertid kunne finde et politisk hjem uden for Socialdemokratiets indflydelse. Der er trængsel på dansegulvet, og valgets jungletrommer lyder kun højere og højere. Det gælder om at finde det rigtige ben at stå på, inden alle ministertaburetterne er revet væk, og man forvises fra legen. /David Dragsted