Steven Saphore/AFP/Ritzau Scanpix
Én ting må man give Inger Støjberg (DD): Med én lille trylleformular – nærmere bestemt betegnelsen “de københavnske saloner“ – har hun i månedsvis formået at skabe gratis medieomtale på et politisk grundlag så spinkelt, at ingen reelt kan sige, hvad hendes parti står for. Men hvorfor dog også bruge tid på at udfærdige håndfast politik, når man i stedet kan få folk til at købe en dyster forestillingsverden, hvor elitens fjende nummer ét åbenbart er… Jylland?
Som det seneste salonfæhige modsvar har Kristeligt Dagblad fået den glimrende idé at ringe til nogle af alle de landpræster, Inger Støjberg så gerne vil forsvare mod den københavnske overmagt. For som avisen (med en måske vel rigelig mængde tro på folkekirkens fortsatte appel) bemærker, er folkekirken jo faktisk “den sidste bastion i de små byer, hvor skolen er lukket og købmanden har drejet nøgle om“. Hvorfor præsten da også er den, der “har fingeren på pulsen i det lokale, hvor der ikke længere findes andre offentlige institutioner“.
Så hvad siger præsterne – og i forlængelse af dem alle borgerne – så egentlig om Støjbergs korstog? Først ligner det en decideret jordskredssejr til Danmarksdemokraterne, da Judith Nielsen Legarth, sognepræst i Tyrstrup Kirke i Christiansfeld, får bemærket, at “[d]er er mange samtaler på Christiansborg og i København, som ikke har genklang i de landområder, hvor jeg har været præst, så selvfølgelig er der forskel på land og by“. Herefter tager artiklen imidlertid en interessant drejning. Sognepræsten i den sønderjyske by giver simpelthen Støjberg tørt på:
“Der er noget negativt i stemningen og i retorikken i vores land for tiden. Jeg synes, jeg oplever en polarisering og en udbredt træthed. Vi er kommet igennem coronapandemien uden en overdødelighed, men nedlukningerne har trukket tænder ud i forhold til danskernes mentale velvære. Derfor er vi også i en skrøbelig situation lige nu, og når nogle politikere i høj grad taler til det negative i mennesket, til en frygt og en vrede, så er det ikke konstruktivt. Det er simpelthen ikke den vej, vi har brug for at blive pustet som folk.“
Kristeligt Dagblads foretagsomhed stopper dog ikke bare her. Avisen har også haft fat i en Pernille Bolø, der er sognepræst på Christiansø, foruden byerne Bodilsker, Svaneke og Ibsker på Bornholm. Pernille Bolø bemærker meget rigtigt, hvor trættende det egentlig er, at politikere som Inger Støjberg tager patent på en sandhed, “som ingen er uenig i“. For hvem på Christiansborg er det lige, der tænker, at folk i landområderne er mindre værd? Om noget opstiller Støjberg bare unødvendige fugleskræmsler, som ingen er tjent med:
“Det har den konsekvens, at man får fyret op under en frygt, som ikke er reel. Det er en frygt, som bliver smurt tykt ud over hele verden lige nu. Den gør, at folk bliver bange for, at der kommer nogen og tager alt fra dem. At dem, man ikke deler politisk farve med, ikke vil en det godt. Det er en skyggefjende, som vi ikke kan se, men som vi er overbevist om, er der, fordi politikerne bliver ved med at tale om de andre på den måde.“
Hvis man ser borte fra det lidt ironiske i, at en gejstlig kritiserer skabelsen af skyggefjender, som folk bliver bange for (Satans også), har sognepræsten altså fat i den lange ende her. Forskellen mellem periferi og centrum er ikke så gal igen. Det hele hænger sammen, vores almenmenneskelige følelser er stadig netop det – almenmenneskelige. Eller som Immanuel Kant også skrev i essayet Til den evige fred helt tilbage i 1775:
“Det er nu kommet så vidt med det helt igennem omsiggribende, men mere eller mindre varme, fællesskab mellem jordens folk, at en retskrænkelse der foretages et sted på jorden, vil blive følt af alle.“
Helt væk minister
Men hvad sker der så derude, andre steder på jorden? Jo, i Australien – der vel teknisk set ligger så langt væk fra Christiansborg, som man nærmest kan komme – er en sand skandalesag ved at udspille sig. Det er i hvert fald blevet afsløret, at landets daværende premierminister fik udnyttet coronakrisen til at rage mere magt til sig, end hvad godt var.
Efter at have opdaget, at landets sundhedsminister teknisk set blev gjort til den mest magtfulde som følge af en særlig epidemiparagraf, valgte Scott Morrison simpelthen at gøre sig selv til hemmelig, sideløbende sundhedsminister. Utroligt nok blev han nemlig gjort opmærksom på, at der teknisk set ikke var noget juridisk til hinder for, at to ministre kunne have samme ansvarsområde. Morrison stoppede dog ikke bare der: Udover at gøre sig selv til sundhedsminister, tog han også tjansen som henholdsvis finans-, ressource-, indenrigs- og økonomiminister på sig – uden at fortælle offentligheden eller de fleste af hans kollegaer om manøvren.
“Jeg kan ikke fatte tankegangen, der resulterede i det her,“ har Australiens nuværende premierminister, Anthony Albanese, udtalt om den forbløffende sag – ligesom han har understreget, at den har “undergravet vores demokrati“. Til The New York Times fortæller juraprofessor Jason Bosland fra Melbourne Law School, at Morrisons handlinger vidner om en “voksende hemmelighedskultur i vores regering“. Den nu tidligere premierminister kan imidlertid ikke selv se, hvad han har gjort galt. “Tingene gik virkelig hurtigt dengang […] Ingen af os er perfekte,“ lyder Morrisons forsvar.
Det virker da også vildt, at en premierminister sådan har udvidet sine egne beføjelser uden at informere offentligheden om det. Ja, man fristes til at kalde manøvren helt virkelighedsfjern. Ingen er vel tjent med, at magten centreres i så høj grad. Vi må hellere fokusere på alle de ting, vi har tilfælles by og land imellem. /David Dragsted