Søren Bidstrup/Ritzau/Scanpix
Søren Pape er pludselig konservativ, så det gør noget. I modsætning til forbilledet Poul Schlüter – som ganske pludselig blev statsminister i 1982, og som berømt udtalte: “jeg er ikke så konservativ, at det gør noget“ – har De Konservatives nuværende formand valgt at tone mere rent flag. I ugens løb har han ikke alene annonceret sit kandidatur til statsministerposten, men også nok så opsigtsvækkende præsenteret et sjældent set blåt og borgerligt valgoplæg.
I et brud med over 20 års mere nedtonede linjer, lægger Søren Pape Poulsen op til ganske vidtgående skattelettelser. Hvis han skulle lykkes med at blive statsminister efter det meget snarlige folketingsvalg, vil han mest markant afskaffe topskatten helt, og dermed give de højest lønnede en klækkelig rabat på i alt 9,7 mia. kr. Samtidig skal arveafgiften og generationsbeskatningen af de mest formuende familier sænkes med 4,2 mia. kr.
Klassisk konservativt, kan man sige. Ideologisk set er det ikke overraskende, at De Konservative ønsker at dæmpe progressiviteten i det danske skattesystem og altså tilmed give landets største landbesiddere, fabriksejere og andre grosserer nogle historisk store skattelettelser. Boligskatterne skal ifølge den konservative plan også sænkes med tre mia. kr.
Mønsteret er klart: Den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod, mens den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. De Konservatives formand Søren Pape Poulsen lægger ikke skjul på, at han stræber efter en større omfordelingsøvelse – hvor der spares i bunden for så til gengæld at lette i toppen.
Efter at have regnet på elementerne i udspillet kan cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, åbent og ærligt konstatere, at de største økonomiske vindere er den lille gruppe af i forvejen rige: “Dem, der får den største gevinst, er direktørfamilien. Direktørfamilien står til at vinde, fordi de får gavn af, at man fjerner topskatten,“ udtaler Mads Lundby Hansen til DR.
På omvendt vis vil den konservative plan kunne mærkes endnu mere kontant blandt folk med de laveste indtægter. For Søren Pape Poulsen lægger nemlig op til at ville sænke overførselsindkomsterne, eksempelvis med en markant lavere dagpengesats for dimittender, gensidig forsøgerpligt og et stop for tilgang til Arnepensionen. Altsammen tiltag, som vender en tung bund nedad:
“Dem, der taber, er i udpræget grad dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og SU-modtagere uden erhvervsarbejde. Det er fordi, De Konservative lige præcis sparer på kontanthjælp, dagpenge og SU,“ siger Cepos-økonom Mads Lundby Hansen, som selv tilføjer, at den samlede velstand til gengæld vil kunne forøges ved kombinationen af skattelettelser i toppen og nedskæringer i bunden.
Selv om Liberal Alliance og enkelte borgerlige hedsporer gennem årene har foreslået tilsvarende omlægninger, er og bliver det et skelsættende opbrud, at De Konservatives statsministerkandidat nu går til valg på en så skarpskåren ideologisk dagsorden.
Siden Venstres formand Anders Fogh Rasmussen opgav sine liberalistiske drømme – som beskrevet i den kontroversielle debatbog Fra socialstat til minimalstat (1993) – for i stedet at føre en mere midtersøgende, afdæmpet og afbalanceret økonomisk politik, har det været en præmis for de borgerlige partier i Danmark, at valgoplæggene ikke måtte bliver alt for yderligtgående, skingre og ideologiske.
Den strategiske logik har hidtil været, at Socialdemokratiet og venstrefløjen ville få for let ved at skræmme vælgerne og fremmane et dystert billede af en borgerlig blok, der blot ventede på at rulle velfærdsstaten tilbage. Derfor nøjedes Anders Fogh med et såkaldt “skattestop“, og derfor ville hellere ikke Lars Løkke være med til topskattelettelser.
Men Søren Pape Poulsen udfordrer logikken. Han spiller højt spil og risikerer oplagt, at den hårdt pressede statsminister Mette Frederiksen (S) får netop den anledning, kant og fortælling, som hun ellers synes at mangle. For Socialdemokratiet vil det være let at føre en valgkampagne, som stort set udelukkende handler om, hvad Søren Pape kan finde på, hvis han først får nøglerne til Statsministeriet.
Umiddelbart er det konservative udspil således en uventet gave til Socialdemokratiet. Men hverken statsministeren eller hendes røde støttepartier skal glæde sig for tidligt. For det første kender Søren Pape udemærket til de senere års dogme i den borgerlige blok, og når han demonstrativt vælger at bryde moderationen, kan det kun skyldes, at han forventer at kunne flytte vælgernes holdninger.
For det andet er det Søren Pape, som nu har erobret rollen som fornyeren; som statsministerkandidaten, der vil bane vej for forandring, mens Mette Frederiksen omvendt presses tilbage i en defensiv rolle; som den systembevarende regent, der bare vil fastholde status quo. Indtil videre har De Konservative sat den dagsorden, som de røde må reagere på.
Men genvordigheden stopper ikke her. For det tredje kan det blive et stort og voksende forklaringsproblem for Socialdemokratiet i valgkampen, at S-regeringen allerede selv har arbejdet med forslag, der på afgørende strækninger flugter med De Konservatives 2030-plan. Ikke mindst forslaget om at sænke dagpengesatsen for dimittender, altså nyuddannede. Men også en ændret grænse for topskat.
I en turbulent politisk situation, hvor Dansk Folkeparti reelt er kollapset og derfor ikke længere udgør en socialpolitisk alliancepartner for Socialdemokratiet, og hvor Danmarksdemokraterne i stedet har trukket en kæmpe vælgegruppe langt over mod højre, kan midterpunktet meget vel være skredet i en mere borgerlig retning, herunder i den økonomiske politik.
Rædselsscenariet for såvel Socialdemokratiet som de enorme og i forvejen hårdt prøvede befolkningsgrupper, der risikerer at blive yderligere ramt af nedskæringer og større social skævvridning, er, at Søren Pape lykkes med at skubbe dagsordenen, kommer til at fremstå modig og viljestærk for den vigtige gruppe af småborgerlige midtervælgere, og dernæst kan ende med at have vundet mandat til rent faktisk at føre en ny og mere kerneborgerlig politik.
Forskydninger mellem partierne forklares ofte med personspørgsmål og mere eller mindre tilfældige hændelser. Men nogle gange svinger selve det politiske pendul også hos vælgerne, og her kort inden valget kan det ikke udelukkes, at frustrationerne over Mette Frederiksens regeringstid har vokset sig så store, at flertallet ikke alene ønsker en ny statsminister, men også en ny politisk kurs. Søren Pape satser i hvert fald stort og sætter gang i en valgkamp, der hurtigt kan udvikle sig til det største ideologiske slag i årtier. /Lars Trier Mogensen