Illustration: Føljeton og Midjourney
Under sommerens hedebølge dukkede der en video op fra det franske medie Le Parisien. Videoen er filmet en sommerdag i Paris, hvor lufttemperaturen er oppe og runde de 36 grader celsius, og bevæbnet med et termometer viser økologiprofessoren Tangui Le Dantec de massive temperaturforskelle i den franske hovedstad. I det fjerde arrondissement, hvor der er færrest træer, måler overfladetemperaturen helt op til 58 grader celsius, men bare lidt længere nede ad gaden, hvor der er en allé med træbeplantning, kan han måle milde 21 grader.
At der er koldere under et træ end i den bagende sol, er der ikke noget banebrydende i. Men at vi rundt omkring i de europæiske storbyer pludselig står og desperat mangler skygge, har alligevel afsløret, hvor lidt forberedte vi er på de hastigt stigende temperaturgrader. Storbyerne overopheder langsomt og bliver til såkaldte varmeøer – steder, hvor de få træer og vegetation kan ikke køle temperaturen ned, og hvor varmen i stedet absorberes i de grå og mørke byoverflader.
“Vi skal have flere træer,“ bliver der sagt i kor verden over, og da Københavns Kommune i 2015 kom med ambitionen om 100.000 nye træer inden 2025, var det til jubelråb for danske klimaaktivister, og folk, der bare elsker at se på grønt. Men med kun tre år til deadline er blot en tredjedel af træerne blevet plantet. Så hvor bliver træerne af?
Vandet på varmeøen
“75 pct. af verdens udledninger kommer fra byerne. Hvis man laver effektive tiltag i byen, kan man reducere udledningen af drivhusgasser på områder som for eksempel transport, energi og forbrug markant. I 2050 forventes det, at 70 pct. af verdensbefolkningen vil bo i byområder, så byerne er et effektivt sted at tage fat på,“ fortæller Anna Esbjørn, der er programchef for den grønne tænketank CONCITO’s program ‘Fremtidens byer’.
På nationalt plan samarbejder ‘Fremtidens byer’ med 95 ud af Danmarks 98 kommuner om at gøre byerne klimarobuste og finde holdbare løsninger til den ændrede verden. Og ifølge Esbjørn har de sidste 14 dages hedebølge vist, at de danske byer langt fra er forberedte på det nye klima. Hun understreger, at “klimaet vil ændre sig og med det vores adfærd og vores vaner, vores måde at gøre tingene på ændrer sig. Derfor skal vores byplanlægning også ændre sig.“
I Nederlandene, der oftest lovprises for deres kreative klimaløsninger, har man fx sørget for at plante ‘mini-skove’ i bymiljøet. Forskning har vist, at disse bittesmå områder af skov både gavner biodiversiteten, bidrager til kulstofbinding og generelt bare hjælper byen med at tilpasse sig de stigende temperaturer. Konceptet har dog endnu ikke fundet vej herop.
At vi i Danmark er pinligt uforberedte på at kunne håndtere varmen, kommer som sådan ikke bag på Anna Esbjørn. Hun påpeger, at fokus i stedet har været på at forberede og beskytte byen mod store mængder vand – især med ambitiøse planer for skybrudssikring. Den analyse understøttes af socialdemokraten Mette Reissmann fra Teknik- og Miljøudvalget på Københavns Rådhus, der midt i julihedebølgen udtalte til Berlingske, at hedebølger ikke engang havde været diskuteret specifikt i nyere tid. Det til trods for at ‘varmeøeffekten’ indgår i Københavns Kommunes Klimahandlingsplan helt tilbage fra 2011.
Flere kvalitetstræer
Selvom snakken går på, at vi skal have flere træer – og mange flere af dem – er det dog ikke nødvendigvis så nemt som det lyder, sådan at plante et træ i storbyen. Træernes største udfordring er nemlig, at de må slås om pladsen med mennesker og infrastruktur, fortæller lektor ved Skovskolen Oliver Bühler, der forsker og underviser i bytræers udfordrende vækstvilkår:
“Det er svært at tilgodese træer med deres behov for jord – altså hvis man regner på, hvor meget jord et fuldvoksent træ egentlig har brug for, så kommer man hurtigt op over hundrede kubikmeter. Og det kan vi simpelthen ikke tilbyde dem i byen. Så der må vi finde på alle mulige tekniske eller lidt kringlede løsninger, som gør det muligt, at vi fx kan have en fortovsbelægning og plante nogle træer.“
Byens træer har hverken plads nok over eller under jorden, hvor fortovsbelægning har vist sig som en af de største forhindringer for, at træerne kan vokse ordentligt. Trærødderne kan simpelthen ikke vokse i det sammenbankede grus, der holder fortovet på plads. Udover at måtte kæmpe med pladsmangel, hjælper den store mængde vejsalt om vinteren heller ikke på træernes trivsel. Men det er især manglen på ‘rigtig’ jord, der hæmmer bevoksningen:
“Fordi der ikke er så meget jord, og fordi der er så meget belægning, så lider urbanvegetationen meget hurtigt af tørke og stress. Der er simpelthen ikke nok jord til at opmagasinere vand, og det vand, der kommer ved nedbør, det lander jo på enten på en tagflade eller en asfaltbelægning og bliver oftest ledt væk i en kloak.“
Hvis vi skal forsøge at forebygge varmeøeffekten, er løsningen så bare at plante en masse træer i storbyen?
“Altså den ene side i mig vil sige ’Ja! Det er lige, hvad der skal ske’. Men så har jeg også lært mig, at det ikke nødvendigvis er kvantiteten, der er afgørende, men i højere grad kvaliteten. Altså så vi ikke poster en hel masse penge i noget, som så holder i de 15 år, men at vi bruger vores ressourcer sådan, at vi får nogle store træer og noget træbeplantninger, som har nogle gode fremtidsudsigter.“
Hvordan sørger vi for at forbedre miljøet af træer – og bevare de træer, vi allerede har?
“Fordi vi vil nyde godt af de økosystemtjenester, som træerne kan levere, så bliver vi nødt til at få dem til at vokse sig store. Det er virkelig en eksponentiel kurve. Det er faktisk sådan, at de første… lad os bare sige 5 år, der betaler træerne i virkeligheden ikke tilbage. Der er det ikke en god forretning. Det er først bagefter, at vi så småt begynder at få den bonus.“
Et skrækeksempel, som langt fra er enestående, var, da Aarhus Kommune tilbage i 2017 valgte at fælde Strøgets 40-år-gamle plantantræer til fordel for at plante nye lindetræer, som nu ikke engang står der længere.
“Det, man kan vælge at blive helt frustreret over, er, hvor dårlige vi er til at passe på vores ældre træer. Det er så mange træer, der ryger, fordi der skal bygges et nyt busstop eller en letbane. Og så er det nemt at beslutte sig for, at ’jamen vi fælder de træer, der står i vejen, og så planter vi nyt’. Men altså, man skal nok tænke sig om en ekstra gang, inden man vælger at fælde nogle store træer, som er dem, der virkelig yder noget.“
Grib skovlen
Selvom man nemt kan se sig sur på kommunerne, påpeger Anna Esbjørn, at mange af byens træer og grønne beplantninger faktisk findes hos borgerne selv i private haver eller ejendomskompleksernes fællesområder, hvorfor man som boligejer, andelsforening eller lejer også kan være med til at forbedre situationen. En vigtig del af beplantningsarbejdet for at få længerelevende træer handler nemlig om, hvilke slags træer og planter, man vælger at have stående i haverne. Eller som Oliver Bühler også udtrykker det:
“Det her med at byerne bliver varmere og mere tør, der skal vi også tænke os om i forhold til, hvad er det for en beplantning, vi skal have, som kan tåle den her varme. Det er ret væsentligt i planlægningen af fremtidens byer.“
Private haver eller ej: Der mangler fortsat 38.000 træer for at nå målet på de 100.000 træer i hovedstaden. Så Københavns Kommune kan i hvert fald fint overveje, om man skal plante flere egenarter fra Centraleuropa, eller se på mere varmegnede modeller i stedet for. /Astrid Plum