Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
For to uger siden udsendte Justitsministeriets Forskningskontor en rapport på 174 sider med titlen Tryghedsundersøgelse 2021. Der var ikke så meget at rafle om; hvordan man end vender og drejer tallene i den, taler de så tydeligt sprog, at overskriften på ministeriets pressemeddelelse ikke kunne være anderledes: ‘Trygheden stiger i Danmark’. Det forholder sig sådan, at 88 pct. af borgerne i Danmark føler sig trygge i deres nabolag. I 2019 var det tal ‘kun’ 86 pct.
Timingen for den opløftende nyhed må have været en lille smule irriterende for regeringen. I dag kl. 13 fremlægger statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Mattias Tesfaye (S) nemlig det nye udspil, Bandepakke IV, der bærer undertitlen “trygge lokalsamfund uden kriminelle bander – Opgør med fødekæden, forretningen og forråelsen“.
Det er jo lidt af en oratorisk balanceakt at komme ud med et budskab om, at man vil iværksætte alle mulige tiltag for at komme en voldsom utryghed til livs, når nu det er begrænset, hvor meget der er af den. I den førnævnte pressemeddelelse udtaler Tesfaye, at han blev “glad“, da han så resultatet af tryghedsundersøgelsen. “Men,“ skynder han sig at tilføje, “samtidig kan jeg læse, at der fortsat er væsentlige problemer. Alt for mange beboere i udsatte boligområder er utrygge. Ligesom vi ikke skal acceptere, at så mange unge føler sig utrygge på steder som gader, stier, grønne områder, parker og legepladser samt stationer og stoppesteder.“
Det, Tesfaye, hentyder til, er, at 19 pct. af de adspurgte borgere i det, der kaldes “særligt udsatte boligområder“, siger, at de føler sig utrygge i deres nabolag. På landsplan er det tal på 7,4 pct., så det er ikke til at komme udenom, at flere giver udtryk for utryghed i udsatte boligområder. Det er således med en vis ret, at justitsministeren iler med at tilføje sit “men“. Så mange som muligt skal føle sig trygge, hvor de bor – også den gamle paranoide pensionist, som tror, at hele verden drømmer om at slå hende ned og tage hendes vaskepenge.
I forlængelse af det kunne man ønske sig, at Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye i dag ville præsentere regeringens nye bandepakke med et mindstemål af redelighed. Det er desværre ikke tilfældet. Omdrejningspunktet for udspillet er “meget længere fængselsstraffe“, som al erfaring og forskning viser, er et af de mest idiotiske redskaber, en politiker kan have i sin redskabskasse – hvis altså formålet med strafudmålingen er resocialisering af den kriminelle og dermed i sidste ende et tryggere samfund for flere.
Mettes mavefornemmelse
Mette Frederiksen blotlagde sine tanker i et interview i Berlingske forleden. Ifølge avisen nævnte hun selv vold, voldtægt, gentagelseskriminalitet, organiseret kriminalitet, forbrydelser præget af hensynsløshed og ydmygelseskriminalitet som former, der skal straffes hårdere, og vanen tro talte hun i samme åndedrag om kriminelle med anden etnisk herkomst end dansk. “Der er en alt for stor gruppe, der ikke er en del af Danmark,“ sagde hun – formentlig med et stille håb om at lyde lidt som en vis rødhåret rigsretsdømt lovovertræder, som af en begrænset del af befolkningen er kendt for at ‘sige tingene, som de er’.
Dagen efter forelagde samme avis (betalingsmur) statsministerens udmeldinger for Linda Kjær Minke, der er professor ved Syddansk Universitet (SDU), forskningsgruppeleder på Juridisk Institut og medlem af Det Kriminalpræventive Råd. Minke sagde, at Frederiksens ord udtalelser gjorde hende rundforvirret: “Forskningen viser jo, at længere fængselsstraffe generelt ikke har nogen præventiv virkning – især på personfarlig kriminalitet. Vil vi kriminalitet til livs, så handler det om at satse på det forebyggende. Det lyder ikke så barskt, men det er jo det, der virker.“
Noget af det værste ved interviewet med Mette Frederiksen er, da hun siger, at hun “tror, der er et kæmpe mørketal – at der er masser af kriminalitet og chikane, som folk simpelthen ikke anmelder længere i det her samfund“. Da hun måske i sit stille sind må medgive, at den konkrete offentligt tilgængelige statistik ikke rigtig forslår, vælger hun at snakke om usynlige tal, som er grebet ud af den blå luft. Mere støjbergsk kan det vel ikke blive.
Linda Kjær Minke afviser Mettes mavefornemmelse for mørketal som nonsens. Og der er endda en en undersøgelse til at bakke det op. Ifølge Justitsministeriets egen rapport Udsathed for vold og andre former for kriminalitet, som kom ud i april. “Den undersøgelse er mega vigtig, bl.a. fordi den fortæller os om mørketallet,“ siger Minke. “Anmeldelsesprocenten er steget – altså er man mere tilbøjelig til at anmelde, og mørketallet er altså blevet mindre,“ siger Linda Kjær Minke. I det hele taget har antallet af ofre for vold aldrig været lavere.
Her tirsdag morgen har TV 2 lagt et interview ud med David Sausdal, der er kriminolog ved Lunds Universitet. Meldingen fra ham er den samme: “Ministeriets eget forskningskontor har vurderet, at hårdere straffe som værktøj ikke er særligt præventivt, og at det heller ikke er tryghedsskabende.“
Men det er ikke det, som vælgere, der gerne vil have politikere, som ‘siger tingene, som de er’, gerne vil høre. Det er bare ærgerligt for alle andre. /Oliver Stilling