”Det onde som mænd gør lever efter dem, det gode bliver ofte begravet med deres knogler.” Det er indledningen på Anthonys begravelsestale i William Shakespeares Julius Cæsar. Med ironi vender han det hele på hovedet. Han priser diktatoren Marcus Brutus kun for at vende romerne imod ham, og han taler Cæsar ned for at romerne kan tage deres afdøde hersker til sig. Nu er David Cameron bestemt ingen Cæsar og Theresa May ingen Brutus, men sammenligningen har alligevel noget for sig.
I morgen overtager Theresa May 10 Downing Street, og enhver ved, at intet er så vigtigt for dit eftermæle som din efterfølger. Indtil for få dage siden var David Cameron den lidt latterlige og velmanicurerede mandsfigur, der med en strategisk brøler undergravede den europæiske drøm og satte England på en ensom rejse mod et stadigt mindre Britannien. Men allerede nu er det vendt. Allerede nu huskes han som den anstændige hersker, der som Cæsar begik en alvorlig men tilgivelig fejl. Og det er derfor som den brutale diktator, Therese May onsdag indtager scenen.
Det er på mange måde et ukønt forløb, der har ført britisk politik hertil. Da David Cameron morgenen efter den britiske afstemning fortalte, at han ville trække sig som premierminister til oktober, forventede de fleste at det var nej-sigeren Boris Johnson, der ville afløse ham. Men Johnson stak hurtigt halen mellem benene, da hans kompanion Michael Gove stak ham en kniv i ryggen. Med de to herre ud af billedet, stod valget mellem to kvinder: Therese May og Andrea Leadsom. Førstnævnte havde argumenteret for et ja til EU, sidtnævnte et nej. Det skulle på mange måder være en fordel for Leadsom. At stå på den sejrende side ville give hende et større manøvrerum. Modsat May ville hun ikke igen og igen behøve at bevise, at hun respekterer briternes afgørelse.
Men det varede ikke længe. Leadsom landede på forsiden af Times med overskriften ”At være mor giver mig en fordel fremfor May – Leadsom”. Det er en den slags budskaber, man kan slippe afsted med, hvis man placerer dem diskret. Man kan posere foran pressen med sin kernefamilie, hvilket nok er klægt, men ikke nok til at man bliver holdt fast på det. Eller man kan gøre som Leadsom gjorde under den britiske afstemning: Indsætte et ”som mor mener jeg” foran snart sagt alle udtalelser. Som hun sagde ”Jeg er sikker på at Theresa er ked af at hun ikke har børn, så jeg vil ikke have at det kommer til at handle om at ‘Andrea har børn, det har Theresa ikke’ for det ville være virkeligt forfærdeligt.” Men hun tilføjede alligevel som så mange gangen i løbet af kampagnen, at det med at have børn, det forpligter en på landets fremtid. Det var alligevel at stramme den. Selv i Storbritanien og selv som premierministerkandidat hos de konservative. ”Modbydeligt”, som den konservative og homoseksuelle Allan Duncan skrev. Og så var der kun Theresa May tilbage.
I går stod David Cameron således frem og fortalte at ingen behøvede at vente til oktober. Vi får, sagde han “en ny premierminister i bygningen bag mig inden onsdag aften”. Det kunne såmænd have gået hurtigere endnu, havde det ikke være for det obligatoriske besøg hos dronningen.
Så er spørgsmålet blot, hvem hun er, den ny hersker, og hvad hun vil. Diskussionen står allerede om hendes køn. Ligesom den reaktionære Leadsom brugte det til at betvivle den barnløse Mays virkelige engagement, hævder de ventreorienterede nu at hun – til trods for at hun bliver blot den anden kvindelige premierminister i – England ikke er en ‘feministisk sejr’. De højreorienterede derimod hævder at hun netop qua sin køn netop er feministisk sejr. Feminisme er ikke reflektion, men handling.
Hun lover at levere en succes; at gøre Brexit til ”en succes”. Det står ikke lysende klart, hvori den succes består, formentligt heller ikke for May selv, men måske er det den politiske virkelighed i Europa i dag: En succes er at minimere katastrofen.
Hvorom alting er: I kampen om at blive Demokraternes kandidat i det amerikanske præsidentvalg overgiver den sidste mand sig senere i dag, når Bernie Sanders (en rigtigt feminist i øvrigt) fortæller amerikanerne, at Hillary Clinton er det bedste valg til efteråret. Hun bliver den første kvinde i Det Hvide Hus, og det er i hvert fald en sejr for ligetillingen.