Marin, Pape og skabs-kulturputinisterne

Det er alligevel utroligt, hvor længe vi skal trækkes med bedøvende ligegyldige nyhedshistorier om Finlands statsminister Sanna Marin. Senest har hun været tvunget til at undskylde for et foto, som er blevet taget til en fest, der er blevet holdt i den finske statsministerbolig, Kesäranta.

På fotoet, som medier verden over har beskrevet som “topløse billeder“, ser man to muligvis feststemte kvinder engageret i noget, der ligner et kys, mens de trækker lidt op i deres trøjer. Den ene holder et skilt, hvor der står Finland på, foran sine bryster, så topløsheden – hvis det er den, beskueren kigger efter – virkelig er til at overse. Ingen af kvinderne på billedet er Sanna Marin.

Det er ikke, fordi vi her på Føljeton har gjort os nogen originale tanker om ‘sagen’. Vi glæder os bare over den gode reklame om Finland som et frisindet land, og over at vi nu har fået føjet Kesäranta til vores finske vokabularium, som tidligere – ud over de mest oplagte som yksi, kaksi og kolme – egentlig bare bestod af kaksisataaviisikymmenvuotisjuhlakilpapurjehdus (der oversat til dansk er en konkurrencesejlads i forbindelse med et 250-årsjubilæum – finnerne nægter bare at dele ordet op).

En, der til gengæld har noget at sige, og som nok gør det klarere, end vi ville have gjort, er en kvinde med det forrygende navn Van Badham, som er i klummeskribent i The Guardians australske udgave. Van Badham har også skrevet bogen QAnon And On: A Short and Shocking History of Internet Conspiracy Cults, så hun ved et og andet om idioti på nettet. Hendes budskab, som altså er leveret i klummeform, er, at Sanna Marin er selve inkarnationen af den feministiske succes, som “recidivistiske og hadefulde skabs-kulturputinister“ kæmper imod med næb og kløer. Kulturputinist er et vidunderligt ord; skabs-kulturputinist er decideret fantastisk. Verden har nok flere folk, der dyrker sådan noget macho bravado, end man umiddelbart forestiller sig.

Sagens kerne er, skriver Van Badham – altså det, der åbenbart pisser nogle folk af – at hun er en 36-årig kvinde, der beklæder et højt embede, som “ældgamle fordomme stadig – stadig – associerer med gamle mænd og et anderledes, kønnet sæt standarder“. Og videre: “Der er masser af topløse fotos af Marins russiske nabo, den 69-årige Vladimir Putin, for hvem ideen om en fest er at citere sangtekster om voldtægt, mens han invaderer selvstændige nationer.“

Og som Van Badham anfører, så er det påfaldende, at historierne om Marin er dukket op præcis samtidig med, at “den unge finne har udmanøvreret den gamle russiske autokrat ved både at udvise strategisk behændighed og militær parathed“ med sin regerings ønske om at få Finland med i Nato.

Præsidentens nevø

Vi har helt sikkert også vores skabs-kulturputinister her i Danmark. Det Konservative Folkepartis formand og statsministerkandidat Søren Pape Poulsen er næppe sådan en, selvom det er svært at blive klog på, hvad han egentlig står for. Da han tilbage i 2015 var ude at stå på mål for sit partis tåbelige nazi-islamisme-kampagne, virkede han lidt, som en, der gerne ville være det, men når man så videobillederne, hvor han sad og forsøgte at få sin daværende partifælle Naser Khader til at forklare, hvad nazi-islamisme var, lignede han mere tyren Ferdinand. Den rådvildhed, der lyste ud af hans øjne dengang, har han på en eller anden måde fået bugt med i de mellemliggende år – altså ikke formentlig ikke rådvildheden, men det at man kunne se den så tydeligt.

Det politiske kommentariat har længe sagt om ham, at jo længere tid det lykkedes ham at undgå at sige noget, desto bedre ville det gå for hans parti. Nu nærmer valget sig, så tavshedens tid er forbi. Det første, han kommer til at skulle forholde sig til, er nok den historie, som Ekstra Bladet har gravet frem til dagens avis: Pape har gennem flere år gået og påstået, at hans ægtefælle Josue Medina Vazquez Poulsen, er nevø til Den Dominikanske Republiks tidligere præsident Danilo Medina Sánchez.

Men det passer ikke, oplyser præsidentfamiliens advokat: “Der er ingen familiære forbindelser.“ Ekstra Bladet har spurgt ham, om familien har fået forevist et foto af Papes mand. Og det har den. “Ja, familien har set billedet, og de kender ham overhovedet ikke. De har aldrig set ham,“ siger han.

Nogen har ikke fortalt sandheden – men hvem? Nu ville Søren Pape Poulsen måske ønske, at han var i den finske statsministers sko. Sanna Marin står med rank ryg og har en vindersag. Papes sag er en dum, lille, fedtet bolsjepose af en sag, som medierne og hans politiske modstandere kan få meget sjov med frem mod valget. /Oliver Stilling