Illustration: Føljeton og Midjourney
And I just quit my job
I’m gonna find new drive
Damn, they work me so damn hard
Work by nine, then off past five
And they work my nerves
That’s why I cannot sleep at night
[…] You won’t break my soul
Beyoncé “Break My Soul“, 2022
Hvordan lyder en arbejdsplads egentlig? Det er svært at komme med et entydigt svar. Hvor noget arbejde er karakteriseret af lyden af fingre, der symfonisk rammer computertasterne, er andet arbejde lyden af motorveje og tungt maskineri. Alligevel synes mange af vores erfaringer med arbejde at bære den samme klang – uanset om man er fastbundet en kontorstol eller slider fysisk på sin krop.
I Lean Pejtersens debut Her er der ingen, der græder om fredagen, der udkommer d. 25. august på forlaget Harpyie, finder arbejdspladsen en stemme – eller stemmer. Forfatteren beskriver selv sit værk i forordet som en skønlitterær kollage bestående andres beskrivelser af arbejde. Pejtersen har indsamlet ‘vidneudsagn’ fra ca. 150 deltagere til et seminar om arbejdsvilkår, forskellige anonyme beskrivelser på netfora samt spørgeskemaundersøgelser og artikler om stress og management. Tilsammen skaber de et værk, der omkranser et flerstemmigt rum, et åbent kontorlandskab.
Ved at indsamle de forskellige vidnesbyrd og “gode råd“ om at overkomme stress på arbejdspladsen, formår Pejtersen at indfange den kultur og det arbejdsmiljø, som efter en pandemi med hjemmekontor og forbedret “work/life-balance“ nu må se sig selv kritiseret og sat under pres af arbejdere, der ikke har lyst til at vende tilbage til “normalen“.
Jeg har ikke været på arbejde mere end et kvarter, og jeg har allerede våde øjne […] Jeg er bare så led og ked af at stå op om morgenen og tænke, “så er der én dag mindre til weekenden“, men jeg tror ikke, at jeg er den eneste, for her er der ingen, der græder om fredagen.
I Pejtersens polyfone værk bevæger vi os som fluen på væggen gennem kontoret og møder de ansatte, der i de anonyme besvarelser hvisker til os om meningsløsheden ved ligegyldige arbejdsopgaver, ubehaget ved chefens dårlige jokes og intime spørgsmål. De fortæller om mindreværd, om stress, og værket bliver efterhånden en kakofoni af gråd og af våde øjne. Her er der ingen, der græder om fredagen peger med sine forpinte fortællinger fra ‘9-5’-arbejdslivet hen mod den samtidige opblomstring af en ellers gammel ideologi: anti-arbejdsbevægelsen.
Prøv at sige, gudskelov er det snart mandag, i stedet for at glæde dig til fredag.
Coronapandemien tvang de grå kontormus ud af den ergonomiske stol og væk fra hævesænkebordet og hjem, hvor arbejdet nødsaget ændrede form. Frokosten kunne nydes med samboere og venner i stedet for i kantinen, pauserne var selvordinerede, og arbejdet blev lige så mobilt som en bærbar. Så da kontorerne lige så stille åbnede igen, syntes pointen i at pendle en time for at bruge otte timer i et storrumskontor for at lave opgaver, der lige så godt kunne være løst hjemmefra, at være så godt som forduftet – og anti-arbejdsbevægelsen fik nyt liv.
På hjemmesiden Reddit har over 2 mio. mennesker samlet sig i forummet r/antiwork under bevægelsens faner. I tråden rådgiver folk hinanden om, hvordan man bedst forlader sit arbejde, de deler ud af deres egne erfaringer med årtier på arbejdsmarkedet uden skyggen af forfremmelser, og de fortæller rædselshistorier om over 80 timers arbejdsuger. Trods bevægelsens tydelige rødder i socialisme og kommunisme formår den tilmed at samle folk uanset politisk ståsted. Målet er nemlig ikke at bekæmpe arbejde som sådan. Det handler snarere om, at der skal være en mening med det arbejde, man laver.
Jeg kom til at sige til min første fuldtidschef, at det var gået op for mig, at han jo faktisk forventede, at jeg kom hver dag, det kunne han noget paf bekræfte, og jeg havde jo ikke rigtig forestillet mig noget, men det ramte mig bare pludselig som en hammer.
I essayet Hyldest til lediggang (1932) fremsætter den britiske filosof Bertrand Russell en kras kritik af den moderne verdens selvforherligende syn på arbejde. Russell er langt fra selv en doven mand og redegør for, at med den moderne teknologi giver det ikke mening, at vi arbejder lige så meget som før.
Mængden, vi arbejder, er ikke proportional med, hvad der rent faktisk er behov for, argumenterer Russell. Han kommer med et eksempel: Hvis én gruppe mennesker producerede alle de nåle, som verden havde brug for, og arbejdede i otte timer om dagen, men der så blev opfundet en maskine, som gjorde, at samme antal mennesker nu kunne producere dobbelt så mange nåle, så ville verdens nåleproduktion blive helt skæv.
Der ville blive lavet alt for mange nåle, som i forvejen være så billige, at hvis prisen gik endnu mere ned, så blev der formentlig ikke solgt flere af dem. Derfor, siger Russell, ville nålearbejderne i det fornuftige samfund begynde at arbejde fire timer i stedet for otte, så overproduktion forhindredes, og de ansatte ikke blev overarbejdede. Sådan ser verden dog desværre ikke ud, hvilket har affødt den del af arbejdsstyrken, antropologen David Graeber senere har kategoriseret som “bullshit jobs“: Arbejdsroller, der kun er skabt for at holde mennesker i arbejde.
Jeg lå og græd på toiletgulvet, fordi jeg følte mig uduelig, og arbejdet gik videre […]
Anti-arbejdsbevægelsen er, ligesom mange andre bevægelser, flerhovedet, og selvom der er tydelige tolkninger indskrevet i navnet, så er hovedpointen, at vi skal omstrukturere arbejdslivet, som vi kender det. Senest er konceptet “quiet quitting“ gået viralt på TikTok og er allerede nu begyndt at sive ud i mainstreamen.
Quiet quitting handler ikke om at opsige sit arbejde, men snarere, at man “opsiger“ ideen om at gå “above and beyond“ på sit arbejde – at man simpelthen nøjes med at gøre det, man bliver betalt for, og ikke mere. TikTok-videoen, der i skrivende stund har mere end 3,4 mio. visninger, forklarer, at man skal lære at adskille sin arbejdskraft fra at være ens liv, ens identitet.
Lige så hurtigt som konceptet er gået viralt, lige så hurtigt er det væltet ud med artikler og debatindlæg, der enten kalder konceptet “dovent“ eller direkte vejleder arbejdsgivere til at kunne spotte, om deres ansatte laver en “quiet quit“. En bruger på r/antiwork foreslog derfor, at konceptet skulle have et nyt navn for at undgå misledte konnotationer og i stedet kaldes: “Acting your wage“.
Langsomt spreder den nye anti-arbejdsbevægelse sig, og for første gang i mange år har man fået en arbejdskritisk gruppe, der – trods famlende talspersoner – har sat skub i vores tilgang til arbejdslivet. Som fx i Kina, hvor unge mennesker i et opgør mod den vanvittige arbejdsparole ‘996’ – arbejde fra kl. 9 til 21, hele 6 dage om ugen – bogstaveligt talt ‘ligger fladt’. Eller i USA, hvor den såkaldte ‘Great Resignation’ pludselig har fået selv Beyoncé til at lave en “anti-work anthem“.
Den væsentligste parole i anti-arbejdsbevægelsen er først og fremmest, at alle jobs skal kunne finansiere et værdigt liv. Dertil kunne man jo tilføje, at det burde være en selvfølge, at ingen skal græde om fredagen – eller resten af ugens dage for den sags skyld. /Astrid Plum
Tekststykkerne stammer fra Lean Pejtersens Her er der ingen, der græder om fredagen. Forlaget Harpyie. Udkommer den 25. august 2022.