Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix
Da den svenske kommune Skurup for nogle år siden indførte tørklædeforbud, dækkede flere og flere af pigerne sig til. Forbuddet fik kort sagt den helt modsatte effekt af, hvad de over 20 byer, der barslede med idéen, havde regnet med.
“Det er en stigning på 400 pct. i antallet af piger med tørklæde. Jeg tolker det, som at man er stolt over sig selv og sin kultur. At man bestemmer over sig selv og sin krop,“ sagde Mattias Liedholm, der dengang var rektor på Prästamossaskolan i Skurup og nægtede at bede sine elever og lærere om smide tørklædet, inden han senere blev suspenderet fra sin stilling.
Flere og flere lærere i kommunen begyndte at bære tørklæde i solidaritet, for ingen troede på præmissen om, at et forbud skulle hjælpe på integrationen. Ifølge lærer Naouel Aissaoui fra Prästamossaskolan var det i forvejen lærernes pligt at rapportere det, hvis de fandt ud af, at nogle blev tvunget. Og faktisk opdagede man i Staffanstorp – der var den første kommune til at indføre et sådant forbud – at der ikke var én eneste skoleelev i aldersgruppen, der gik med tørklæde.
Forbuddet holdt da heller ikke særlig længe. For den svenske forvaltningsret slog fast, at det var imod bestemmelserne for religionsfrihed og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det samme konkluderede man i 2012, da tørklædet igen var til “debat“: At det er lige så undertrykkende at bede en pige eller kvinde tage sit tørklæde af som at bede hende tage det på.
Med erfaringerne fra Sverige virker det kun mere mærkeligt, at en kommission “for den glemte kvindekamp“ – nedsat af regeringen tidligere i år – nu herhjemme foreslår, at tørklæde skal forbydes i den danske grundskole. For at “bekæmpe social kontrol“ og “sikre, at kvinder med minoritetsbaggrund kan nyde samme rettigheder og frihed som andre danske kvinder“, som det hedder sig i kommissionens formål.
Regeringen behøver dog ikke at følge kommissionens anbefalinger. Som Dansk Flygtningehjælp Ungdom-direktør Natasha Al-Hariri skriver på Twitter, er det et udtryk for en glidebane, som Socialdemokratiet historisk har været imod, men nu virker som belejligt bestillingsarbejde midt i en valgkamp:
“Intet af det her er underbygget med tal, undersøgelser eller forskning […] Jeg benægter ikke, at der findes piger og kvinder, som er underlagt social kontrol, og som tvinges til at bære tørklæde mod deres vilje. Det kan ingen af os. Vi ved bare ingenting om, hvor mange det drejer sig om, og det er tvivlsomt, at et forbud vil virke efter hensigten. ‘Den glemte kvindekamp’ er ikke glemt. Det er en komplet underminering af det ufatteligt hårde arbejde, der er blevet lagt for dagen i mange år, at kalde den dét.“
Danske tilstande
Der var engang, hvor man kunne se mod Sverige, hvis man savnede et eksempel på en mere åben udlændingepolitik. Sådan er det ikke længere, hvor højrefløjens Sverigesdemokraterna, dem som ingen ville samarbejde med, nu er blevet stuerene (betalingsmur).
“Vi vil ikke have Chinatown, Somalitown eller Little Italy. Vi skal kunne leve blandet med de forskellige oplevelser, vi har. Vores udgangspunkt er et samfund, hvor mennesker med forskellig baggrund, forskellige erfaringer og forskellige indkomster lever sammen og mødes,“ lød det tirsdag fra statsminister Magdalena Andersson, kort efter hun præsenterede et forslag til den bandepakke, der på mange måder minder om Mette Frederiksens.
Forslaget lyder jo egentlig sympatisk: At skabe et “sammenhængende samfund“. Andersson forstår heller ikke selv, hvorfor det skulle være så kontroversielt. “Det er slet ikke konstigt,“ siger hun. Det “mærkelige“ (som konstigt oversættes til) kommer til gengæld, når man finder ud af, at forslaget slet ikke handler om at skabe bedre integration, men om at bekæmpe den kriminalitet, som statsministeren mener er et resultat af etnisk homogene boligområder.
Det er ikke mere end par uger siden, at den svenske integrations- og migrationsminister Anders Ygeman ønskede et loft over “ikke-nordiske“ personer i udsatte boligområder. Formålet var eksplicit at følge den danske model, hvor man giver folk med gode jobs og uddannelser forlommer, mens man nedriver og sælger almene boliger for at reducere andelen af såkaldte “ikke-vestlige“ beboere.
Den udtalelse står statsministeren ved. Adspurgt af Dagens Nyheter, om man på samme måde som Danmark skal opdele sine indbyggere i vestlige og ikke-vestlige, lød det forleden fra Andersson, at man “ikke har sådan en opdeling i Sverige. Men på den anden side har vi socialdemokrater ambitionen om at have blandede områder, og den ambition deler vi med partier i andre lande.“
Der er foreløbigt ikke nogle beviser på, at områder som China Town, Somalitown eller Little Italy (som Andersson åbenbart insisterer på at kalde dem) skulle have højere kriminalitetsrater end alle mulige andre steder. Men ifølge statsministeren er man alligevel klar til at “vende alle sten“ for at bryde “adskillelsen“. Derfor vil den svenske regering også fjerne den såkaldte ebo-model, der ellers giver asylansøgere, flygtninge og migranter mulighed for selv at vælge, hvor de skal bo.
Som det lød i Deadline forleden, taler man nu om “danske tilstande“ i Sverige. Med tre uger til valg har man som herhjemme fundet ud af, at det alligevel var meget smart at fiske stemmer fra højrefløjen. Der er med andre ord sket en vending på 180 grader: Fra da Danmark var skræmmebilledet, de svenske socialdemokrater aldrig kunne finde på at efterligne, til nu, hvor udlændingepolitikken skal minde mest muligt om vores. Det er helt konstigt. /Emma Louise Stenholm