Nyhedsanalysen
fw - tirsdag
Tirsdag fik vi på samme måde rynker i panden over, hvordan det samme ministerium først kan konkludere, at trygheden generelt stiger i Danmark og så tre uger efter iværksætte tiltag som “meget længere fængselsstraffe“, fordi “der er for mange mennesker, der føler sig utrygge“. Som Oliver Stilling skrev, kan regeringens nyeste bandepakke vel ikke beskrives som meget andet end en “oratorisk balanceakt“. Vi er ikke i tvivl om, at der altid kan gøres mere for trygheden, men vi mangler stadig at høre, præcis hvor i Storkøbenhavn, statsminister Mette Frederiksen (S) ikke kan færdes – og argumentet for, hvorfor lige fængselsstraffe skulle være vidundermidlet.
Samme dag havde David Dragsted taget sin iPad med i sengen for at se prequel-serien House of the Dragon, der forsøger at genoplive hypen fra Game of Thrones. Men selvom alt virker fryd og gammen, kan serien blive HBO’s sidste store satsning. Konkurrenterne hos Amazon og Apple står og tripper på sidelinjen – og der er simpelthen varslet magtskifte på streamingtronen: “Bedst som forbrugerne kan glæde sig over, at man nu får to store serier at binge, risikerer en desperat vinter fyldt med reklameløsninger og forhøjede abonnementspriser samtidig at komme snigende.“