Gågaden i Nykøbing Mors (udsnit). Foto: Oliver Stilling
Jeg føler, at mit godt 24 timer lange ophold på Kulturmødet Mors torsdag til fredag i sidste uge starter i Silkeborg 100 km sydøst for Mors. Jeg er kommet rullende langvejsfra – i en elbil – og min erindring om Nykøbing, der ligesom er limfjordsøens hovedstad og domicil for kulturmødet, er en smule tåget, idet kulturmødet er blevet aflyst i 2020 og 2021 på grund af corona.
Jeg husker den lillebitte by som charmerende og autentisk, men også som et sted, der var ved at gå op i limningen. Påfaldende mange butikslokaler i gågaden stod tomme hen i 2019, og en mat lokal stemning skinnede igennem, selv om kulturmødet i sagens natur havde sat byen på den anden ende.
Så torsdag eftermiddag står jeg og fylder el på bilen ved en lynoplader på en tankstation i Silkeborg. Det er ikke, fordi jeg mangler el i tanken; jeg frygter blot, at elbilen som køretøj ikke rigtig er slået igennem på Mors, og at der simpelthen ikke er ladestandere i Nykøbing. Hvordan ville jeg så skulle komme hjem? Det er det, der i elbilkredse kaldes rækkeviddeangst.
Min frygt viser sig ubegrundet, ja, lettere idiotisk. Nykøbing er en by i rivende udvikling (nej, stryg “rivende“). Men der er sket noget. Inde i gågaden er der en ret massiv byggetomt med vildvoksende ukrudtssorter stikkende op her og der. Den var der vist også i 2019, men nu fortæller et skilt, som er banket ned jorden, at “Her opføres nye butikslokaler & 5 lejligheder af Martin Sixhøj“.
Jeg forestiller mig, at Sixhøj er en lokal developer, og at alene lyden af vedkommendes navn og den måde, de lokale tvinges til at blotte tænderne og placere tungen helt oppe under ganen på, når de udtaler første stavelse, giver krop til en sitrende følelse af håb for fremtiden – eller i det mindste en stemning af, at noget, der ikke udmønter sig i triste tal og tvangsauktioner, er under opsejling.
Denne fornemmelse rammer mig også, da jeg søger ad ‘Kulturvejen’ over mod ‘Kulturpladsen’, som plejer at være centrum for Kulturmødet. Klokken er vel 15 eller 16, da jeg står midt i det hele og drejer rundt om mig selv som en hund, der leger med sin hale. Lige meget, hvor jeg kigger hen, er der scener. Nogle er store og andre er små. På den største, Folkescenen, hedder moderatoren typisk Henrik Have, Clement Kjersgaard eller Anja Bo, og paneldeltagerne har mikrofonheadset på, så deres røster runger ud gennem højttalere og blander sig med stemmer fra andre debatter i nærheden.
Billedkunstnernes Forbund (BKF) har opstillet en container, som er en scene, og fra den forsøger de lige nu at afæske Socialdemokratiets kulturordfører Ida Auken et svar på, hvad der er hendes partis kunstpolitik, og da hun på et tidspunkt siger noget i retning af, at Socialdemokratiet ikke opfatter kunst som flødeskum på en kage, sender min hjerne et signal til mine ben om, at de skal bevæge mit korpus væk fra containeren, og at de skal fortsætte med det, indtil Aukens stemme er en pludren i det fjerne.
Det er ufatteligt varmt, og der er kun få steder at søge ly for den bagende sol. Jeg går over til en bod, hvor en frivillig ældre dame fra nærområdet sælger øl og vand. Jeg beder om en hyldeblomst fra Søbogaard. Mens hun knapper den op, lader hun fingeren glide ned over et stykke lamineret papir med priser, som er klistret fast på bordpladen imellem os. Fingeren glider op igen. Hun åbner munden let og vender sig med vibrerende læber mod en kollega ved siden af. Prisen på min Søbogaard står der med store bogstaver sort på hvidt: 40 kr. Jeg tænker, at hun tænker, det må være en fejl. 40 kr. for 25 centiliter økologisk saft, der ville koster 14 kr. i et velassorteret supermarked. “Den er god nok,“ siger jeg, “jeg kender prisen fra København“. Hun hælder den op i alt for stort plastickrus og beholder panten.
Mens jeg står stille og bider i kanten på mit plastickrus, bevæger kulturlivets aktører sig rundt på pladsen som varmesøgende missiler. Mors er langt væk for mange, men det er et godt sted at mødes. Der er noget afvæbnende over stedet. Ingen kommer og tror, de er noget, selvom de er det.
En fyr fra en kulturfond får øje på mig og skubber mig med i retning af et område, jeg husker fra 2019 som et vildnis eller måske bare et sort hul på kortet. Nu hedder området Ung Kult, og der er sat store telte op. En masse unge frivillige går og ordner og pynter op med lamper. Fyren fra kulturfonden udpeger en ung mand, der bevæger sig rundt bag baren, og forklarer, at han hedder Malte Houe og er en iværksætter fra Mors, og at det er ham, der har fået hele Ung Kult-området op at køre. Houe, Houe. Jeg googler ham og memorerer navnet, og da jeg næste dag forlader øen lige så lydløst, som jeg kom, har jeg måske nået at nævne hans navn for 12 kulturaktører – og tilføjet, at “der er håb for fremtiden“. /Oliver Stilling