Joe Skipper/Reuters/Ritzau Scanpix
Det begyndte med vand. Ikke nok med, at Guds ånd først svævede over vandene (i hvert fald hvis man skal tro Første Mosebog), så mente Thales af Milet også, at alting slet og ret er vand. Som den første “rigtige“ filosof, der søgte mod rationelle årsagsforklaringer snarere end myteskrivning, fandt gode gamle Thales frem til, at vand måtte være altings princip. Man kan dårligt klandre ham for analysen. Vil man forstå verdens sammenhænge på øjemål, virker væsken, der dækker godt 70 pct. af jordkloden, som et ret godt sted at starte. Og selvom alt måske ikke er helt så vådt, som Thales påstod, virker det da decideret vandvittigt (undskyld), hvordan nyhedsstrømmene lige nu flyder over af H2O – og manglen på samme.
I Pakistan synes situationen stadig mere desperat, efter massive oversvømmelser har dræbt flere end 1.000 mennesker, og sendt mindst 500.000 på flugt. I alt er flere end 33 mio. mennesker blevet påvirkede af vandmasserne henover sommeren, mens regeringen frygter, at op mod end tredjedel af landet kan blive oversvømmet – et areal svarende til størrelsen på Storbritannien. Der er på mange måder tale om den perfekte storm: Ikke nok med, at Pakistan i forvejen lider under slem inflation og en dertilhørende økonomisk krise, har ekstrem nedbør i monsunsæsonen samt smeltende gletsjere ført til, at landet nu risikerer helt at drukne.
“Jeg har ikke før set ødelæggelser på den her skala, jeg finder det svært at sætte ord på det… det er overvældende,“ lyder det fra Pakistans udenrigsminister, Bilawal Bhutto-Zardari. Ministeren håber af samme grund, at Den Internationale Valutafond (IMF) – og resten af verdenssamfundet – vil komme Pakistan til undsætning. Sherry Rehman, minister for klimaforandringer, lægger heller ikke skjul på, at det ser grelt ud: “Vi er i øjeblikket ved frontlinjens ground zero for ekstreme vejrbegivenheder, i en ubarmhjertig kaskade af hedebølger, skovbrande, styrtfloder og adskillelige glaciale flodudbrud, oversvømmelser – og nu hærger årtiets monster-monsun non-stop gennem landet.“
Selvom Pakistan med sine geografiske placering er særligt udsat for klimaforandringernes fatale konsekvenser, er det dog heller ikke, fordi det rent vejrmæssigt er fryd og gammen andre steder i verden. Mens eksempelvis flere amerikanske byer også har set bemærkelsesværdigt store vandmasser, truer tørke i både Europa og Kina med at ødelægge afgrøder og bremse elproduktionen fra den vandkraft, der ellers er så hårdt brug for. I nogle tilfælde kan tørken endog medføre, at man bliver særligt udsat for fremtidige oversvømmelser, da den udtørrede jord øger risikoen for styrtfloder.
Med så mange klimaalarmklokker sat i gang, er der altså ikke meget at sige til, hvis man drømmer sig væk fra katastrofen. Og så er det jo egentlig heldigt nok, at det amerikanske rumfartsagentur NASA mandag kickstarter sin nye månemission, der har fået navnet Artemis – opkaldt efter Apollons tvillingesøster. Udover at NASA nu vil have den første både racialiserede og kvindelige astronaut til at lande på Månen, er det planen, at drabanten skal fungere som stoppested på vejen mod Mars. Tanken er altså ikke bare at gentage 1960’ernes bedrifter, men også at lægge grundstenene for videre erobring af universet.
I den forbindelse har særligt opdagelsen af iskapper på Månen fået forskere til at juble. Håbet er nemlig, at isen ikke bare kan agere drikkevand for astronauterne, men også bruges til at fremstille jetbrændstof, så man ikke behøver fragte det med fra Jorden. I rumfartens evige higen efter effektivisering, er fundet af månevand kort fortalt en game changer. Det lyder da også meget lovende. Så længe vi altså husker at gøre noget ved vand- og klimaforholdene her på Jorden, førend vi sender det hele til Mars. /David Dragsted