Findes der et mere syret billede på Den Kolde Krigs afslutning, end Mikhael Gorbatjov, der optræder i en Pizza Hut-reklame? Den opfindsomme marketingsansvarlige, der i 1997 dristede sig til at kontakte Sovjetunionens sidste leder, skal i hvert fald have ros for initiativet. Der signaleres så meget, på så lidt plads.
I den ét minutlange video entrerer Gorbatjov en Pizza Hut-restaurant i Moskva med sit barnebarn. En familie bemærker Gorbatjovs tilstedeværelse, og hvad der ligner en far og en voksen søn begynder straks at diskutere politikerens eftermæle. “Det er på grund af ham at vi har økonomisk forvirring!“ udbryder faren. “På grund af ham har vi muligheder,“ svarer sønnen igen. Sådan fortsætter meningsudvekslingen lidt:
– “På grund af ham har vi politisk ustabilitet!“
– “På grund af ham har vi frihed!“
– “Komplet kaos.“
– “Håb!“
Imens sidder hende, der må forestille moren, og overhører diskussionen. Til sidst bryder hun ind: “På grund af ham har vi mange ting. For eksempel Pizza Hut!“ Mændene smiler indforstået over trumfargumentet. Sammen hæver de hver deres pizzaslice mod den tidligere sovjetleder og skåler begejstret: “Hil Gorbatjov!“ Hele restauranten stemmer i. Gorbatjov takker tavst for gestussen. “Sommetider er der intet, der bringer folk sammen, som en god pizza fra Pizza Hut,“ afrunder den selvtilfredse speaker, inden der zoomes ud fra restauranten til Den Røde Plads.
Budskabet er ikke til at tage fejl af: Kapitalismen – og pizzaen – har sejret. Der, hvor reklamen for alvor bliver interessant, er imidlertid i selve efterspillet. Mens den tv-debuterede i USA i 1998 under den såkaldte Rose Bowl, blev reklamen faktisk ikke vist i Rusland, hvor Gorbatjov blev godt skoset for sin deltagelse. Senere på året ramte den russiske finansielle krise, mens Pizza Hut lukkede i Moskva. Gorbatjov mistede angiveligt sin personlige formue, og altså også de penge, han havde tjent på sin aparte reklamemedvirken.
Som den russiskfødte journalist Anatoly Kurmanaev bemærker i The New York Times, vækker Pizza Hut-stuntet først og fremmest minder om den diskrepans, han selv oplevede mellem Ruslands og “Vestens“ syn på Mikhael Gorbatjov: Mens Gorbatjov i Rusland var “bredt afskyet“ og desuden blev set som et “naivt fjols“, der ødelagde en stormagt, blev han i “Vesten“ hyldet som en “ikonoklastisk statsmand“, som satte en stopper for Den Kolde Krig og desuden afværgede en atomkrig. Hvor godt pizzaen smager, afhænger i høj grad også af personen, der indtager den.
Tirsdag døde Mikhael Gorbatjov, 91 år gammel. I kølvandet er kommet en bred vifte af velskrevne nekrologer, der hylder Sovjetlederens paroler om “glasnost“ og “perestrojka“ og hans store politiske indsats, der førte til jerntæppets fald. Samtidig berettes der dog også om skyggesiderne af Gorbatjovs eftermæle. Som Politico bl.a. bemærker, gav Gorbatjov ganske vist russerne frihed (og Pizza Hut), men under hans vagt massakrerede sovjetiske tropper også demonstranter i eksempelvis Georgien, Azerbaijan, Litauen og i Letland. Billedet er langt mere broget, Sovjetlederen var nødvendigvis ikke alt det, han blev reklameret til at være.
Én ting er dog sikker: Få verdensledere har haft så stor en indflydelse på historiens gang som Mikhael Gorbatjov. Og lige så sikkert er det, at mange af de forandringer, han var med til at skabe, er blevet rullet tilbage under Vladimir Putins autoritære regime. Udenlandske brands og fastfoodrestauranter er atter på retræte, afløst af bizarre russiske kopivarer. I EU diskuteres det ivrigt, hvordan Rusland kan isoleres yderligere ved hjælp af nye sanktioner. Vores egen udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har i den forbindelse markeret sig som en af de fremmeste fortalere for, at russere nægtes turistvisa, da “det er dybt provokerende, at russiske turister kan holde deres ferie i Europa, mens ukrainske byer bliver bombet og ødelagt, og krigsforbrydelser i talende stund bliver begået mod ukrainere“.
Uanset hvor forståelig vreden måtte være, er hverken Frankrig eller Tyskland dog overbeviste om, at et visaforbud er den rette vej at gå – heldigvis. For som Frankrigs udenrigsminister Catherine Colonna understreger, er det afgørende, at vi fortsat skelner mellem Putin og hans støtter, og almindelige russiske borgere, kunstnere, studerende og journalister. “De førstnævnte er ansvarlige for krigen; de sidstnævnte er ikke – og dem vil vi – og skal vi – fortsætte med at have forbindelser til.“ Selv i krigens formørkelse må vi ikke glemme åbenheden – glasnost – rettet mod alle dem, der ønsker et andet Rusland. For som Gorbatjov lærte verden, er ingen tjent med murens fremmedgørelse. Og heldigvis har demokratiet også meget andet at byde på end Pizza Hut. /David Dragsted