Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen en oktoberdag i 2018 præsenterede det nye byudvidelsesprojekt Lynetteholmen, blev det indsvøbt i en sukkersød analogi: kinderægget. Den kunstige udbygning af København ville ifølge Løkke – ligesom kinderægget og dets overraskelser – være trefoldig: Lynetteholmen skulle både håndtere boligmanglen, udvide infrastrukturen og fungere som kystsikring.
Siden forslaget blev præsenteret, har klimaaktivister, interesseorganisationer og eksperter forsøgt at råbe både den daværende og den siddende regering op for at stoppe byudvidelsen, der forventes at stå færdig i 2070. Udover den store bekymring for konsekvenserne for havmiljøet i Øresund ved aflukningen af Kongedybet, lyder en af kritikpunkterne også, at en af “overraskelserne“ – havnetunnellen – er funderet i en biltrafik, som allerede nu er i gang med at begrænse i København. Altså en løsning på et problem, der i en “fremtidens by“ ikke vil være et problem.
Den nye bydels fremmeste opgave er dog hverken at afhjælpe trafikpropper eller skaffe boliger til 35.000 personer, men derimod at dække det store behov for kyst- og stormflodssikring, der blev evident efter stormen Bodil i 2013. Men den grønne indpakning, som ’kinderægget’ har fået, har hurtigt vist at være intet andet end det – indpakning.
Kongedybet en vigtig rende for gennemstrømning af saltvand fra Nordsøen og Kattegat til Østersøen og er “livsvigtigt for miljøet i Øresund“ – hvorfor også vores svenske naboer forbliver kritiske overfor det danske kaosprojekt. Ifølge Dansk Naturfredningsforening vil den kunstige ø have negativ indvirkning for Kongedybets ålegræsbevoksning, der udover at være en vital del af fødekæden under havoverfladen, lagrer langt mere CO2 end tilsvarende arealer af skov gør.
Manglende lydhørhed
“Lynetteholmen er i sig selv et meget kritisabelt projekt. Når man kigger på det her kinderæg, så virker det for mig som om at fokusset ikke er helt 100 pct. der, hvor det virkelig bør være – og det er, at vi skal kystsikre,“ fortæller den nyslåede arkitekt Veronica Civa, da Føljeton fanger hende på telefonen.
Civa er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi for Kunst og Arkitektur ved Institut for Bygningskunst, By og Landskab og har markeret sig med sit afgangsprojekt ’Svanegrunden’. Svanegrunden er et stormflodhæmmende digesystem, der også er et naturreservat – og så er det præsenteret som et direkte alternativ til Lynetteholmen. I stedet for at beskæftige sig med byudvidelse og infrastruktur, udlægger Svanegrunden-projektet nemlig en måde, hvorpå København kystsikres, uden at havmiljøet ødelægges.
“Det bør høre sig til at, eksempelvis i tilfældet med Lynetteholm, som er blevet stærkt kritiseret af bekymrede eksperter, borgere og byplanlæggere, at man ikke kun lytter til stemmerne, men rent faktisk tager dem seriøst,“ fortæller Civa.
Det er netop den manglende lydhørhed, der fylder i debatten om bydelen, hvilket kun blev gjort tydeligere, da klagemuligheden for borgere blev afskåret i oktober 2021. Og dialogen er vigtig: Fx fik diverse eksperter hurtigt gennemskuet, at projektets umiddelbare miljøvurdering fra 2021 ikke var baseret på projektet i dets helhed, men derimod belejligt kun tog udgangspunkt i en mindre del af det – hvorfor man reelt ikke kunne komme med nogen udtalelse om, hvilke konsekvenser det vil få for den omkringliggende natur.
Om ålegræs og kongedyb
“Når du skal lave en stormflodssikring – det vil også gælde andre steder i Danmark – så vil der selvfølgelig være en konsekvens for miljøet,“ udtalte By og Havn-direktøren Anne Skovbo til DR i forbindelse med udgivelsen af miljøvurderingen i 2021. Men det er netop, hvad Veronica Civa kan modbevise med Svanegrunden.
Svanegrunden består af fire hovedkomponenter, uddyber Civa: Strandenge, ålegræsparker, stenrev, østers- og muslingebanker. Bygget som et digesystem er Svanegrundens primære funktion at være stormflodshæmmende, hvilket arkitekten gang på gang får understreget, er dér, fokusset burde være.
“Biotoperne er allerede fantastiske i, at de fungerer som stormflodshæmmende,“ fortæller hun entusiastisk. Eksempelvis er østers- og muslingebankerne i stand til at opdage bølgernes elektricitet og derved bremse dem, og strandengene danner et solidt landskab, der kan modstå stormfloderne. I samspil fungerer biotoperne i projektet derfor som naturligt stormflodhæmmende, samtidig med at de er gode for både den blå og grønne biodiversitet – hvorfor Svanegrunden er tænkt som et naturreservat, og altså hverken har infrastruktur eller boligbebyggelse.
“Vi kan jo se, hvordan det hele udvikler sig. Jeg tænker, at der er behov for boliger, men vi bliver nødt til at tænke på en anden måde,“ forklarer Civa.
Fremtidens arkitekter
I sit arbejde med Svanegrunden fremsætter Veronica Civa et ønske om, at man bevæger sig væk fra det menneskesyn, hvor vi placerer os “i midten“, og hæver os over naturen. For hende har projektet understreget vigtigheden af at bruge arkitekturen til at skabe forståelse for naturen og gøre opmærksom på, hvad den kan.
“Jeg anser arkitektens rolle for værende sindssyg vigtig. Hvor vi har en pligt og et ansvar for dels at bane vej mod det tværfaglige fællesskab og arbejdsrum, hvor vi kan udveksle kvalificeret viden med hinanden,“ understreger hun. “Men det er lige så vigtigt, at [arkitekterne, red.] ikke bare lader sig rive med og byudvikler derudaf – også selvom at der tænkes rigtig mange gode og grønne tiltag med. At vi virkelig stiller os kritisk overfor, hvordan vi – bl.a. med et projekt som Lynetteholmen – hovedprioriterer, hvordan det kan gøres på en klimavenlig måde og ift. det eksisterende […] Men selvfølgelig må man også have en finger med i det, så man kan have en indflydelse, der er positiv.“
Én ting er den ideologiske tilgang til den arkitektoniske udformning af vores byer, noget helt andet er selve praktikken.
Arkitektfaget præges af stor indbyrdes konkurrence med åbne budprocesser og paralleloplæg, hvor firmaerne skal forenes i konkurrencefasen, som så alligevel ender ud med kun én vinder, forklarer Sanne Lovén Damgaard, seniorkreativ leder associeret hos arkitektfirmaet Arkitema Urban. “En ting er, at vi har et ansvar som arkitekter, en anden ting er, at vi også skal tjene penge i sidste ende. Så derfor bliver det konkurrencepræget.“ Arkitema er en af rådgivere på Lynetteholmen sammen med Tredje Natur og COWI.
Bliver man som arkitekt og arkitektfirma med en grøn og bæredygtig profil ikke nødt til at stille sig kritisk overfor nogle af de projekter, man kunne komme ind over?
“I en professionel verden, får man jo opgaven med en bygherre bag, og selvom vi er nødt til at stille os kritisk, så har vi en opgave, der skal løses. Det betyder også, at hvis man får en storskalaopgave, der bliver man nødt til at træde ind i det med sit professionelle jeg – og ikke ens private,“ svarer Sanne Lovén Damgaard. “Men vi står overfor nogle kæmpestore problematikker som klima- og biodiversitetskrise, og derfor bliver vi nødt til at gå kritisk til vores bygherre, samtidig med at vi i sidste ende skal løse en opgave, som er bestemt af en bygherre. Det kan nogle gange godt være et kæmpe dilemma.“
Den nyuddannede Veronica Civa forbliver imidlertid anderledes håbefuld omkring hendes fags fremtid: “Mit håb, er at vi alle bliver bedre til at stille os endnu mere kritisk i hvert eneste projekt, der skal se dagens lys, så det ikke kun handler om at profilere sig selv – koste hvad det vil. Men at vi tør sige nej tak, for at vægte hensynet til klimakrisen højere end økonomien. At åbne op for et tværfagligt samarbejde, hvor viden fra forskellige relevante fagområder udveksles, er vejen frem. Ved at styrke en sådan udvikling og fælles front, tror jeg på, at vi sammen kan sikre en endnu større gevinst i det lange løb, som vi kan være stolte af i fremtiden.“
Mens anlæggelsen af Lynetteholmen for længst er blevet til lov, vil byplanlægning altid være indhyllet i et virvar af politiske og økonomiske omstændigheder, der uundgåeligt kommer til at skifte retning og form – og når det sker, er det jo vigtigt at have alternativer. Helst de rigtigt grønne af slagsen. /Astrid Plum